Anmeldelse af teaterforestillingen ØDE LAGT eller Markise von O – Faster, pussycat! Kill! Kill! Dramatiseret af Enis Maci på Aarhus Teater d.17. april 2024.
Anmeldt af Anne Frederikke Pedersen og Emma Luna Hallgaard Christensen
Foto: Rumle Skafte, Aarhus Teater
Fra d. 12. april til den 12. maj løber Den Danske Skuespillerskoles nye og lovende talenters afgangsprojekt af stablen under titlen ØDE LAGT eller Markise von O – Faster, pussycat! Kill! Kill!. En humoristisk og syret fortælling om bloddryppende kvindehævn.
På en kold forårsdag i april mødtes vi på en café i hjertet af Aarhus, forventningsfulde og spændte på, hvad det var for en oplevelse, der ventede os bag den lange og heftige titel. ØDE LAGT er nemlig en fusion af den kendte novelle Markise von O fra 1808 af Heinrich von Kleist og den obskure B-film Faster, pussycat! Kill! Kill! fra 1966 – En umiddelbar vild fusion, som vi var meget spændte på, hvordan ville fungere. Hvad begge værker dog har tilfælles, er bearbejdelsen af den kvindelige hævn, som også er det centrale tema i stykket. Selvom vores første tanke var, at det lød meget niche og måske svært tilgængeligt for et publikum, der nok hverken har læst eller set referenceværkerne, så blev vi dog positivt overraskede. Man kan sagtens se og forstå stykket uden at have dybere kendskab til referenceværkerne (foruden, hvad der fremgår i teatrets katalogtekst).
Vi ankommer til Stiklingen og finder vores sæder. Den lille intime sal er fyldt til bristepunktet og summer af spænding. Pludselig bliver der bælgravende mørkt i salen. Fra scenen kommer knirkende lyde, og tre kvinder i blodstænkte, hvide balkjoler bevæger sig dyrisk ud fra scenografiens primære genstande, store væltede sten. De tre kvinder bliver, i første akt, den primære motor, der skal føre publikum gennem det hæsblæsende og dramatiske plot. Et plot der spænder enormt bredt – lige fra en satirisk udlægning af et opblæst og ærefrygtigt 1800-tals italiensk hof til ralleys, Starbucks kaffe og faldefærdige ranches i den amerikanske ørken. Handlingen følger Markise Julietta von O, der er blevet gravid som følge af et overgreb, og nu prøver at genvinde sin ære ved at ægte sig sin overgrebsmand. De nygifte tager på bryllupsrejse i ørkenen, der har en blodig og dramatisk udgang.
Masser af ‘you-go-girl’ energi
De tre kvinder, som også kaldes for harpyer – hun-rovfugle – får samtidig også funktion som et slags nutidig trestemmigt kommentarspor og læsenøgle, der med foregribende viden og forklaringer, hjælper publikum med at forstå den historiske konteksts sprog, skik og normer. I anden akt overtages denne fortællemotor dog af Julietta, der tager sin fortælling i egen hånd og tilbageerobrer sig et sprog. Der er med andre ord masser af ‘girl-power’ og ‘you-go-girl’ energi på spil, vendinger der også flettes aktivt ind i 1800-tallets såvel som 1960’ernes sprog. Fortællingen om Julietta bliver en feministisk fortælling om kvindeundertrykkelse, og hvordan kvindelig hævn kan se ud, som Julietta får mere og mere agens, sprog og magt. Marie Boda fortolker Juliettas indre og ydre rejse fra underdanigt offer til heltinden (og skurken) i sin egen fortælling, enormt vellykket og overbevisende.
Humor og historie
Vi var specielt begejstrede for første akt, der på alle planer underholdt og overraskede os. Kostumerne, udarbejdet af Anna Dolata, gav konnotationer til et overdådigt hof, værdigt Marie Antoinette, men havde samtidigt et moderne og komisk twist, som sko, der lignede modellervoks. Kostumeuniversets pastelfarver og blomsteroverflod stod i kontrast til scenografiens minimalistiske sten, men begge dele blev brugt kreativt og funktionelt i stykket.
Humor var dertil et overraskende og vellykket element. Specielt leverede Juliettas far Major G-punkt, spillet af Emil Knutzon, og hendes ægtemand/overgrebsmand Grev F-punkt, spillet af Oskar Salvatore, en tåkrummende og gode satirisk præstation, hvor mimik og gestikulation ramte, så og sige, lige i måsen. Alt i alt en super vellykket opsættelse, der på kreativ vis tematiserede bloddryppende kvindelig hævn i et kalejdoskop af pop- og kulturreferencer, imponerende kostumer, humor og et enormt dygtigt nyudklækket skuespillerhold.
Leave a Reply