Anbefaling af Godhavn af Iben Mondrup, udgivet på Gyldendal 25. september 2014.
Anmeldt af Signe Bech Albjerg.
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Iben Mondrups nyeste roman Godhavn, der skildrer en dansk tilflytterfamilies liv i 1980’ernes Grønland, er nomineret til DR’s romanpris 2015. Barndommens uskyld, savn og ungdommens seksuelle fortvivlelse er blandt de nøgleord, der er omdrejningspunktet for Mondrups smukke og intense roman.
Iben Mondrup er født i 1969 og selv opvokset i Grønland. I sin nye roman vender hun tilbage til sit barndomsland, hvor hun med malende naturbeskrivelser beretter om, hvordan det er at vokse op som dansker i Grønland. Romanen omhandler tre søskendes tilgange til livet og deres opfattelse af, hvordan det er at finde sig til rette i et lille fangersamfund. Fortællingen udspiller sig i den lille by Godhavn beliggende på sydkysten af øen Disko nær Grønlands vestkyst. Romanen strækker sig over et års tid og beskriver alt fra familieidyl til tragedier og tab af dem, man har kær.
Romanen er opdelt i tre afsnit, der hver især er fortalt ud fra de én af de tre søskendes synsvinkler.
Bjørk er den yngste i søskendeflokken og skal til at begynde i skole. Hendes syn på verdenen er nysgerrigt, naivt og godtroende. Gennem hendes uforståenhed over for den udvikling, hendes bror og søster gennemgår, fremstår Bjørk som det udtrykte billede på barndommens uskyld. Hendes hverdag omhandler barndommens leg, der medfører en ubevist kamp om rollefordelingen i et venskab – hvem er lederen, og hvem er medløberen? Bjørk er en bestemt pige, der, gennem sine vekslende venskaber, gerne vil fremstå som lederen; hun opfatter sig selv som verdens navle. Hun elsker at bo i Grønland og forstår ikke de danskere, der ikke kan falde til i dette skønne land.
Knut er mellembarnet og går i sjette klasse. Han er i stadiet mellem barndommen og teenageårene, hvilket skaber megen forvirring omkring hans egen eksistens. Gennem romanen fremstilles han som en følsom dreng. Han er faderens (og ’manddommens’) diametrale modsætning, da han hverken bryder sig om hundenes vildskab eller jagten af uskyldige dyr.
Romanens tredje fortæller er søskendeflokkens ældste, Hilde, der går i ottende klasse. Hun er fars pige, der elsker at være med ude at jage. Gennem beskrivelser af den udvikling, Tilde gennemgår som teenager, portrætteres ungdommens usikkerhed over for kroppens udvikling og alle de nye følelser, et ungt menneske gennemgår. Ud fra romanens tre synsvinkler skildres ikke blot Grønland, men også menneskets forskellige stadier fra barn til voksen. Om Godhavn siger Iben Mondrup selv:
”Godhavn er et nærbillede af barnelivet, som vi alle sammen har haft. Det er der, hvor ingen holder øje, og det gælder liv og død. Det almindelige hverdagsliv for børn er usynligt og langt mere vildt, end de fleste har lyst til at huske. Hvad skete der egentlig inde i den hemmelige hule?”
Godhavn er Mondrups fjerde roman. Den er en beskrivelse af barnets hverdagsliv. Gennem beskrivelser af Grønlands anderledes og mere barske samfund og natur portrætterer Mondrup de tre søskendes opvækst, hvor de i en tidlig alder stifter bekendtskab med Grønlands dyreliv, samt at omgås slædehunde og jagt. De bliver konfronteret med hundenes voldsomme og dyriske væsen, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem Bjørks venindes lillesøster, som bliver angrebet og dræbt af hundene:
” Et kadaver kommer sejlende i smeltevandet, det er nok en af fætterens hunde der er vendt tilbage hvor sneen er væk. Hundene blev alle sammen skudt efter Lisbet døde. De lå i en bunke ved vejen, men så kom sneen og stormene, og ligene forsvandt inden skraldemændene nåede at hente dem. – Kom vi hævner os, siger Bjørk og puffer med støvlesnuden til hundens hoved. – Spark den, hvæser Karline, – spark den ihjel. Bjørk sparker forsigtigt; der skal ikke så meget til, så falder dyret fra hinanden. – Lad den slippe, siger hun, – den kan alligevel ikke gøre nogen noget nu.”
De tre søskende udvikles gennem forskellige episoder, som påvirker deres opfattelse af livet. Det kan både være lykkelige stunder, som følelsen af den første forelskelse, eller chokket og sorgen efter et tragisk dødsfald og ensomheden efter tabet af en nær ven. De lærer gennem deres frie opdragelse, at livets handlinger kan have uoverskuelige konsekvenser. Iben Mondrups roman er derfor et portræt af barnets udvikling og forståelse af omverdenen.
Er man en læser med forkærlighed for identitets- og hverdagsromaner, vil jeg klart anbefale denne roman. Læseren skal ikke forvente den store dramatiske handling, da romanens omdrejningspunkt er børnenes indre følelsesliv og personlige udvikling. Alligevel er romanens hverdagssprog kombineret med de malende beskrivelse af det grønlandske landskab så velskrevet, at romanen uden tvivl er værd at læse.
Leave a Reply