Bognørdernes fest

Bognørdernes fest

Bognørdernes fest

Reportage fra Bogforum d. 2. november 2024.

Skrevet af Laura Højberg Skovhuus

Foto: Laura Højberg Skovhuus

Fredag hører jeg i radioen, at mere end 40.000 mennesker har købt billet til årets Bogforum, og jeg læser senere, at både lørdagsbilletter og partoutbilletter er udsolgt. Det er da imponerende! Tænk, at vi er så mange bognørder i Danmark, der alle valfarter til Bella Center for at mødes om det vi alle har til fælles – glæden ved bøger!

Lørdag morgen ringer mit vækkeur tidligt, og jeg skal da lige gnide søvnen ud af øjnene, før jeg kan se tallene på min telefon. Jo, den er rigtig nok, klokken er fem. Heldigvis kan en kop kaffe redde meget! Da klokken runder seks, har jeg sat mig ind bag rattet og triller bilen ud ad indkørslen. Turen går nu fra Spjald med et enkelt stop i Varde, og ellers er kursen rettet mod eventet over dem alle: Bogforum! Jeg har lokket min mest bog-elskende veninde med, og sammen kører vi mod Mekka, eller “BogMekka”, som vi kalder det.

Hvor skal jeg starte?

Vi ankommer lidt over 10 om formiddagen og stiller os i en af de to køer, der når helt ud på vejen på den ene side, mens den anden snor sig rundt langs bygningen på den anden side. Vi er med andre ord virkelig mange mennesker, der venter på at komme ind og suge til os af oplevelser.

Jeg har været inde på Bogforums hjemmeside for at forsøge at lave et program for dagen, men jeg er på samme tid ramt af en følelse af, at jeg skal huske også bare at være til stede i arrangementet og ellers suge oplevelser til mig uden at have planlagt for meget.

Vi er nu blevet lukket ind – sæt i gang!

Kristian Leth og Lisbeth Smedegaard Andersen snakker om Bibelen

Første samtale på programmet er mellem Kristian Leth og Lisbeth Smedegaard Andersen. Kristian Leth udkom den 2. september i år med Verdens vigtigste bog, der kort sagt handler om kristendommen, Bibelen og vores verden – en fantastisk bog i mine øjne! Lisbeth Smedegaard Andersen er teolog og udkom den 29. februar i år med Bibelen i ord og billeder, hvor hun har udvalgt nogle centrale bibeltekster, som hun parrer med værker fra den danske kunstskat.

De bliver modereret af journalist Paula Larrain og samtalen tager udgangspunkt i ’en revolution af menneskesynet’. Samtalen løber problemfrit i cirka 45 minutter, og de kommer omkring mange interessante perspektiver. De taler blandt andet om, at vi skal huske på, at Bibelen er skrevet og redigeret af mange forskellige mennesker gennem tiden, og at dens budskab(er) derfor nogle gange kan være selvmodsigende. De kommer ind på, at religion er i fremgang, selvom mange er af den tro, at det modsatte er tilfældet. I samtalen vender de også ateisme, som med en vis formodning kan siges at være den ”trosretning” som de fleste danskere ser sig selv i, i hvert fald hvis man lytter til samfundssnakken. Men som Leth siger, så kan man ikke være ateist uden at anerkende, at der er en Gud, man ikke tror på. Tværtimod er ’agnostiker’ nok i de fleste tilfælde en mere passende betegnelse, fordi man på den måde anerkender, at vi umuligt kan vide os fuldstændig usikre på eksempelvis Guds eksistens. Alt i alt var deres samtale lystig og inspirerende.

Let’s talk about sex, baby! Ann Lind Andersen og Julia Lahme i samtale om sex på skrift

Ann og Julia har sammen podcasten Lind & Lahme Bogklub, og denne lørdag er de rykket til Bogforum, nærmere bestemt ved Alpha Forlags stand, hvor de snakker om bøgerne Hotellet skrevet af Anna Nord, der er et pseudonym for et københavnsk vennepar, og Lyst af Gillian Anderson, hvor hun har samlet seksuelle fantasier fra anonyme kvinder over hele verden og selv skrevet forordet.

De to karismatiske kvinder kommer omkring det historiske aspekt i den erotiske roman, og hvordan det har flyttet sig fra yderst skamfuldt til mere acceptabelt i samfundet. Alligevel er der stadig stor forskel på, hvor åbenlyst man læser fra person til person – Julia nævner, at hun måske ikke lige ville lade sin bog ligge på sofabordet, så både børn og gæster kan se den. Men de taler også om, at kvinderne i den yngre generation sagtens kan sidde i metroen og læse erotik helt åbenlyst. De nævner også dengang, hvor ridepiske blev udsolgt mange steder i Danmark i kølvandet på Fifty Shades of Grey, og vi griner alle sammen.

Nomineret til DR Romanprisen 2025

Sidste punkt på dagsordenen er en samtale mellem journalist Mette Willumsen og Ulrikka S. Gernes, der med romanen En pige forlod værelset er nomineret til DR Romanprisen 2025. Jeg læste romanen færdig tidligere på ugen, så jeg glædede mig til at høre tankerne bag bogen – og jeg blev ikke skuffet! Gernes tager publikum med helt ind i skriverummet til skabelsen af sit værk og ikke mindst hovedpersonen, Tanja, og hendes oplevelser.

Da jeg lytter til de forskellige overvejelser om Tanjas overgreb, fortæller Gernes, hvordan hun valgte at tage Tanja i hånden og følge med ned under dynen, for på den måde kunne de i fællesskab konfrontere de oplevelser af overgreb, hun gennemgik. Der former sig en klump i min hals, da Gernes fortæller, at der er visse selvbiografiske træk i romanen, og her kan jeg ikke stoppe tårerne fra at springe frem i mine øjne. Jeg er ikke i tvivl om, at nomineringen i den grad er fortjent!

Et væld af oplevelser

I tidspunkterne mellem samtalerne havde vi tid til at vandre rundt mellem udstillerne og opleve stemningen på messen. Decibelniveauet var højt overalt, og menneskemængden var enorm, men igen – en kop kaffe kan give både energi og overskud! Tidligere på ugen har jeg lavet en ’indkøbsliste’ over de bøger, jeg ville huske at købe, så vi går lige så stille på indkøb ved forlagenes stande. Lyst af Gillian Andersen, Satans mænd af Andrev Walden og Nøglebarn af Morten Pape finder vej ned i min taske, og hvad spotter jeg så, da jeg kigger på Murakamis seneste bog? Intet mindre end en Littuna-skribent på arbejde ved Forlaget Klim, og det er næsten som at sidde til skribentmøde hjemme i Nobelstuen på AU. Vi snakker ganske kort sammen, og så trisser min veninde og jeg videre gennem hallen efter indkøb – Hella Joof har jo lige udgivet Joof Doktrinen i går, som jeg selvfølgelig skal eje!

Tak for invitationen

Klokken er cirka tre om eftermiddagen, da vi går mod bilen for at sætte kursen mod Vestjylland. Vi er overvældede af oplevelser, og vores skuldre er ømme af at bære på muleposer fulde af bøger. Men på samme tid er vi taknemmelige for, at to bognørder som os fik muligheden for at kan være omgivet af bøger og andre bognørder en hel dag. Tusind tak til Bogforum for invitationen – jeg skal helt sikkert afsted til næste år!