Anmeldelse af Merethe Lindstrøm: Fuglenes anatomi, udgivet på Batzer & CO d. 12. Marts 2021. Oversat fra norsk af Jannie Jensen.
Anmeldt af Maja Hinrichsen
Foto: Bogens forside // batzer.dk
Man skulle tro fugle som metafor for frihed var en overbrugt kliché, men det er langt fra tilfældet i Merethe Lindstrøms nye roman. Den skildrer en kvinde, afskåret fra omverdenen og betaget af to ting: sine fugle og sin skrivning. Hun føler sig fanget i livet og ønsker ikke andet end at give sine fugle den frihed, hun ikke selv har. Hun søger noget, hun ikke tør række ud efter eller måske ikke ved, hvad er. Fuglenes anatomi er en roman om ensomhed, frihed og fangenskab – alt sammen tydeligst i alt dét, der ikke bliver sagt.
Et essay om Richard Russos: Sandsynligvis, udgivet på Klim d. 22. oktober 2020, oversat fra engelsk af Ninna Brenøe
Af Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
Der er ingen tvivl om, at Richard Russo skriver utrolig smukt. ”Eminent” er et ord, der er gået igen i flere af de anmeldelser, som jeg har læst på nettet. Det er nok også derfor, at han blandt andet har vundet en Pulitzerpris for en af hans andre værker og generelt lyder til at have modtaget stor ros for hans romaner og noveller. Jeg har ikke selv læst noget af ham før og var generelt ikke bekendt med ham inden, så jeg gik ind til hans seneste roman med absolut ingen forventninger – hverken gode eller dårlige – og jeg kan ikke finde ud af, om jeg er blevet positivt overrasket eller svært skuffet.
Anmeldelse af Signe Fahl: Ellekongen, udgivet på Ulven og Uglen, d. 13. oktober 2017
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Nete Bækgaard Hermansen
Ellekongen af Signe Fahl er en dramatisk og romantisk afbildning af en kvinde, der i 1700-tallet i Danmark bliver offer for en ellekonges dragende magi. Eller ”offer” er måske så meget sagt. For kvinden, Karen, bliver forelsket i den mystiske ellekonge, og i en til tider besynderlig blanding af realistisk samtidsbeskrivelse og en YA-lignende kærlighedshistorie følger vi hovedpersonens vandring ned i mosen.
Reportage fra BogForum, Thomas Erex fortæller om Veganske livretter, Bella Center Copenhagen, d. 12. november 2017
Af Anna Rosenkrands Uldall
Fotograf: Anna Rosenkrands Uldall
Litteratur findes i alskens afskygninger, hvilket i den grad blev understreget på BogForum 2017. Alt fra børnebøger, smalle digtsamlinger til muleposer og kogebøger var til stede i de enorme haller. Især præsentationer af nye kogebøger syntes at være populære destinationer for de mange besøgende i Bella Center Copenhagen. Om den høje popularitet skyldtes en øget bevidsthed for ernæring blandt den danske befolkning, eller om de lækre smagsprøver var ansvarlige, er dog ikke til at sige.
Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene.
Februar måneds klummeskribent er Sabina Erbillor, der manifesterede sig som forfatter for blot ganske kort tid siden. Den 9. januar 2015 debuterede hun med den Erlend Loe-inspirerede roman “Debil tur-retur”, der har fået en glimrende modtagelse af dagbladenes kritikere.
Nogle gange synes jeg, det er småkedeligt at læse en god roman. Nogle gange kommer jeg til at læse, selvom jeg ikke har lyst, for nogle gange, vil jeg altså bare ikke være alene. Derfor læser jeg. Selvom jeg nogle gange er for rastløs til en bog, for fraværende til en film og for uopmærksom til en podcast, vil jeg alligevel have den, den dér gode historie. Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene. Jeg er ikke alene om at tisse i badet. Jeg er ikke alene om ubevidste, uheldige kommentarer. Jeg er ikke alene om, at det nye modermærke bare er smeltet Marabou. Jeg er ikke alene om at være alene. Den gode fortælling får min tilbagevendende ensomhed til at forsvinde for en god stund. Hallo, siger jeg til mig selv, det er da åbenbart normalt ikke at kunne snakke med fremmede, og hvor er det normalt at være for doven til at opnå sine mål, og hvor er det normalt at løbe væk fra bekendte på gaden på trods af en allerede oprettet øjenkontakt. Normal, det er jeg, ifølge litteraturen.
Derfor bliver jeg ved med at hive bog efter bog ned fra hylderne, og bippe den ene gode fortælling efter den anden ensomhedsuddriver ud af bibliotekerne. Selvom det kan være kedeligt at læse, så læser jeg for at mærke det genkendelige. Det er jo ikke fordi, jeg kun læser bøger ud fra, om jeg selv har været i samme situation. Der skal ikke mere til end dén humor, det er lige mig, eller de sammensætninger af ord, dem forstår jeg er smukke. Litteratur giver mig klarhed over tanker, jeg ikke var bevist om, jeg havde. Klarhed over følelser jeg troede, jeg ikke havde i mig, og viden om, at jeg ikke er alene med dem.
I hver eneste roman, jeg har læst, har jeg selv været den centrale rolle. Nogen vil måske mene, det er på grund af mit ego, men jeg ved, at det er en beskeden lyst til at nikke i takt med andre. Det optager mig at få en forståelse om det eller dem, jeg læser om. At jeg lærer noget nyt om mig selv og andre og blive fortrolig med, hvad jeg troede, jeg var alene om. Det er rart at få bekræftet, at ens hemmeligheder deles med andre, uden at man behøver at røbe dem. Ordene sætter sig i mig og bliver måske en del af mig. Måske noget, jeg synes er usædvanligt, på grund af manglende opmærksomhed på emnet, men som bliver en foræret normalitet. Og så er jeg ikke længere alene. Det, som optager mig ved litteratur lige nu, er det, som altid har optaget mig ved litteratur: nærvær.
