Anmeldelse af Ia Genberg: Detaljerne, udgivet på Gads Forlag den 19. januar 2023. Oversat fra svensk af Andrea Fehlauer.
Anmeldt af Camilla Weber Farver.
Foto: Camilla Weber Farver
En feberramt kvinde tager en bog ud af sin bogreol, hvorefter hendes tanker hvirvles til fortiden. Det bliver begyndelsen på en erindringsrejse, som fører hende tilbage til de mennesker, der har betydet mest for hende. Og som har forandret hende for altid.
Detaljerne er skrevet af svenske Ia Genberg, og den første af hendes romaner, der er oversat til dansk. Inden jeg overhovedet har åbnet bogen, er jeg begejstret: Omslaget har en behagelig skovgrøn farve, titlen og forfatternavnet er sat med sarte pasteller. På forsiden er trykt afrevne stykker af fire fotografier, der til sammen danner en fragmenteret helhed, som står glitrende frem på det matte omslag. Jeg ved godt, at det er ilde set at dømme en bog på dens omslag, men altså: Der er virkelig kræset for den her!
Lige som fotograficollagen på forsiden, er romanen delt i fire. Hver del bærer et navn – Johanna, Niki, Alejandro, Birgitte – og udfolder fortællerens relation til netop dét menneske. Fælles for de fire titelpersoner er, at de alle har været fortællerens nærmeste. Fælles for dem er også, at de ikke længere har kontakt til hende: Livet (og – i et enkelt tilfælde – døden) er kommet imellem dem. Men selvom relationerne rent praktisk er forbi, så lever de videre i fortællerens liv på alle mulige måder; i en slidt paperback, som en stemme i radioen, som en duft af franske pandekager.
”Det gjaldt om at komme tidligt og få et af de store borde, derefter kunne aftenen forløbe frit, mens tallerkner og flasker kom og forsvandt, gallettes med gedeost og honning og spinat, og crêpes med chokolade og pistacienødder og rørsukker, og Johanna og jeg spiste tværs over bordet fra hinandens tallerkner på en måde, jeg aldrig har kunnet gøre hverken før eller senere, med nogen.”
Jeg kan godt lide tanken om, at man kan navngive en periode i sit liv efter en, man elsker: Et menneskes latter kan være soundtrack til en sommer, en æra, et årti. Der er ingen tydelig kronologi i romanen, den består snarere af nedslag i forskellige perioder af fortællerens liv. Undervejs folder der sig alligevel et forløb ud, for samtidigt med at Detaljerne portrætterer Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte, fortæller den også historien om fortælleren selv: Hun er fællesnævneren, der binder de fire dele sammen, og hendes historie er uløseligt filtret ind i historierne om de mennesker, hun har elsket. Eller, som det står skrevet i romanens første del: ”Jeget er ingenting andet end dette, eller det såkaldte ”jeg”: levn fra de mennesker, vi gnubber os op ad.” Der er noget eftertænksomt og reflekterende over sproget i Detaljerne, og man kunne lave en ganske omfangsrig liste med slagkraftige oneliners fra den, der gerne vil sige noget generelt om identitet og relationer. Selvom der absolut er visdom og indsigt at hente i romanens filosoferinger, så ligger guldkornene, for mig at se, i beskrivelserne af de konkrete ting, steder og situationer, der udgør tilværelsen – kort sagt, i skildringen af detaljerne. Jeg ved lige, hvordan det føles at have fingeren ”viklet ind i den snoede ledning mellem telefonrøret og apparatet” eller hvor trøstesløst ”gråd med åben mund i myldretidstrafik” kan være.
Fortælleren beskriver menneskene i sit liv på en måde, så grænserne mellem de kategorier, som vi ellers ynder at inddele vores relationer i, sløres: En veninde kan blive en kæreste kan blive en fremmed. På den måde er Detaljerne også et vidnesbyrd om det flygtige og omskiftelige i forholdene til de mennesker, vi omgiver os med. Et forhold, der er ”kort som en indånding” kan rumme en kærlighed så dyb, at den kan mærkes resten af livet. Det kommer let til at lyde rosenrødt og kærligheden-overvinder-alt-agtigt; det er det ikke. Skyggerne får også plads i portrætterne, så de fremstår nuancerede og levende. Det er en udfordring at være et menneske blandt mennesker, det lægger Genberg ikke skjul på.
”Det lå i sagens natur, at det ville gå over, lidt som en årstid, og det var vel netop dér det brændte.” Fortidens forhold har også efterladt fysiske aftryk i fortællerens liv – og især i hendes bogreol. Der står en Auster-roman, hvor Johanna i 1996 skriblede en kærlig besked; en fugtskadet paperback-udgave af Dyndkongens datter, som Niki engang glemte på et vandrerhjem i Galway. Litteraturen får fortælleren til at mindes de mennesker, hun har delt den med. Bøgerne bærer på flere historier end dem, der står skrevet på siderne. Jeg er glad for, at der nu er en skovgrøn bog at finde blandt de mange fortællinger i min egen bogreol.
Leave a Reply