Anmeldelse af Mary Shelley: Matilda, udgivet på Gyldendal d. 18. april 2024. Oversat fra engelsk af Birgitte Steffen Nielsen.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
204 år efter Mary Shelley – forfatteren til Frankenstein – oprindeligt skrev Matilda, udkommer romanen for første gang på dansk. Det er en både medrivende og uhyggelig roman, hvor læseren side efter side kan følge en uskyldig piges vej ud i skyld og skam. Som Cecilie Lind skriver i efterordet: ”Matilda er en pige hvis hjerte er bristefærdigt af længsel, hvis far står for hende som en redning, hvis far ikke bliver redning, men skæbne, en ulykkelig en.”
Romanen tager sit afsæt på fortælleren Matildas dødsleje. Hun beslutter at fortælle sandheden om sit korte liv til sin eneste ven, Woodville. For at skabe forståelse – og muligvis medfølelse for ham – starter hun sin fortælling i farens ungdom. Hun fortæller, at han som barn og ung var hovedkulds forelsket i nabopigen, og at han giftede sig med hende allerede, da hun blev myndig. De nød livet sammen, og ikke længe efter brylluppet fødte hun et barn, Matilda, og døde så i barselssengen. Matildas far var sønderknust, efterlod sin datter i sin søsters varetægt og flygtede til andre lande.
I mere end et årti ser Matilda ikke sin far, indtil der på hendes sekstenårs fødselsdag kommer et brev, hvori der står, at han kommer hjem. Han skriver:
”Nu hvor det nærmer sig, bliver min længsel efter at se dig blot mere og mere brændende, skrev han, og jeg føler, at det øjeblik, hvor jeg endelig skal tage dig i mine arme, vil blive det lykkeligste i mit liv.”
I første læsning opfattede jeg ovenstående som en far, der savner sin datter, og måske er dette tilfældet, men efter yderligere læsning, får citatet for mig en helt anden betydning. Matildas far har ikke været hjemme i lang tid, før han begynder at opføre sig mærkeligt over for hende, og hun forstår ikke hvorfor. Dog bilder hun sig selv ind, at det er hendes egen skyld:
”Jeg alene var årsagen til hans nederlag, og det var kun fortjent, at jeg måtte betale den frygtelige pris.”
Hun er dybt ulykkelig og ønsker ikke andet end at mærke sin fars kærlighed, og hun presser ham derfor til at fortælle, hvad der plager ham. Han lader sig presse, og hun forstår langsomt, at hendes far elsker hende så meget, at han begærer hende. De bliver begge bange – hun flygter til sit værelse, han efterlader en seddel og flygter ud i stormen, hvor hun finder ham død kort efter.
Matilda har på ganske få måneder udviklet sig fra at savne sin far inderligt og drømme om, at han en dag vender tilbage til hende og elsker hende, til nu at leve de resterende to år af sit liv i dyb ulykkelighed, fordi hun er overbevist om, at hun er skyld i sin fars selvmord. Den sorg hun føler, og den isolation hun påtvinger sig selv er stærkt beskrevet gennem hele bogen, og Shelley formår at skrive enormt levende om disse følelser, hvilket ramte mig dybt. Shelley fascinerer og fanger mig i sit mørke i samme grad, som de gange jeg har læst Frankenstein, og hvis man kunne lide den, vil man helt sikkert også sluge Matilda.
Leave a Reply