”Der er masser af sprut”

Anmeldelse af Ernest Hemingway: Solen går sin gang. Udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 22. marts 2022. Oversat fra engelsk af Rasmus Hastrup. 

Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen

Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen

Whisky og soda på bordene i 1920’ernes Paris. Kreative, hærgede sjæle sidder  henslængte på barerne, mens arene fra Første Verdenskrig forsøges druknet i byens larm. Ernest Hemingways debutroman Solen går sin gang fra 1926 er det rigtige sted at starte, hvis man som førstegangslæser vil begive sig ind i mellemkrigstidens litteratur, hvis rodløshed skulle definere en hel generation af forfattere: den tabte generation. 

Jake Barnes arbejder som korrespondent på en avis i det livlige Paris. Her hænger han ud med forfatteren Robert Cohn og den flamboyante, adelige lady Brett Ashley. Sammen med vennen Bill Gorton og Bretts forlovede Mike Campbell tager de fra Paris til Pamplona for at opleve San Fermín festivalen, hvor tyre og tyrefægtere kæmper til døden. Det eneste holdepunkt i de unge menneskers liv er alkoholen, der går igen gennem hele romanen:

”Vi gik ned i baren og fik en whisky og soda. Cohn så på flaskerne i kasser rundt langs væggene. ”Det er et godt sted, det her,” sagde han. ”Der er masser af sprut,” medgav jeg.”

Sorgen er dog altid til stede, efter hver sorgløs drink er drukket. Så når Jake ser ind i Bretts øjne, der ændrer sig fra dybe til flade, flade til dybe, er det et symbol på hele deres tilværelse, der vakler på kanten mellem overdådighed og overlevelse, sorg og overflade:  

”Hele tiden havde hun set mig i øjnene. Hendes øjne havde forskellige dybder, nogle gange virkede de helt flade. Nu kunne man se hele vejen ind i dem.”

Øjnene, der ser, er forelskede, men i mellemkrigstiden sejrer kærligheden ikke. Dette bliver helt konkret symboliseret gennem Jakes impotens, efter han blev såret i krigen. Såret er både den enkelte mands og hele verdens: tidligere sandheder brister, verdensbilledet krakelerer og selv ikke religionen har modgiften mod et angstfuldt sind: 

”Hun ville bare have, hvad hun ikke kunne få, tror jeg. Sådan er folk. Til helvede med dem alle sammen. Den katolske kirke har en virkelig god måde at håndtere alt det på. Gode råd, i hvert fald. Ikke at tænke over det. Nå ja, det er et godt råd. Prøv at tage imod det engang. Prøv at tage imod det. Jeg lå og tænkte, og min hjerne hoppede rundt.” 

Samtalen går sin gang 

At læse Hemingway er som at se en film; detaljerne er minimalistiske og præcise, billederne bliver ikke malet ud i en uendelighed, men toner frem som små holdepunkter mellem den dominerende dialog. Det er samtalen, der driver værket. Replikkerne er realistiske, så man som læser tydeligt kan forestille sig hver en tone i Bretts stemme, når hun fortæller den forelskede Jake om sine rejseplaner:

””Er det ikke bare forfærdeligt? Og det nytter intet, at jeg siger, at jeg elsker dig.”
”Du ved, at jeg elsker dig.”
”Lad os holde op med at snakke. Snak er bare vrøvl. Jeg rejser væk fra dig, og så kommer Michael tilbage.”
”Hvorfor rejser du?”
”Bedre for dig. Bedre for mig.”
”Hvornår?”
”Så snart jeg kan.”
”Hvorhen?”
”San Sebastian.”
”Kan vi ikke tage af sted sammen?”
”Nej. Det ville være en dårlig idé, efter at vi lige havde talt ud om det.”
”Det var jo ikke, fordi vi var enige.””

Hvordan anmelder man Hemingway? Det var det første, jeg tænkte, da jeg blev færdig med Solen går sin gang. Hvordan anmelder man en af de bedste forfattere, der nogensinde har sat sine ben på jorden? For ligegyldig hvad man skriver, vil det aldrig retfærdiggøre værket. Derfor er der ikke andet at gøre end at bede sine læsere om at åbne bogen selv. Og med denne opfordring kommer også en bemærkning: den tabte generations meningstab har aldrig været mere aktuel. Den påstand kan I tygge lidt på, mens solen går sin gang. Værsgo at læs!