Anmeldelse af Svend Brinkmann: Det sørgende dyr udgivet på Forlaget Klim d. 25. oktober 2018
Anmeldt af Katrine Fosgerau Hvid Johannesen
Svend Brinkmann udgav i 2014 selvhjælpsbogen Stå Fast, hvor han blev kendt for sin ’nej-hat’. Det er dog i en ganske anden rolle, vi ser Brinkmann i Det sørgende dyr, hvor han har taget den førnævnte nej-hat af og i stedet iført sig sin forskerhat.
For Det sørgende dyr er nemlig ikke en selvhjælpsbog, men nærmere en indføring i alt fra sorgens kultur og historie til dens fænomenologi og økologi. Tag derfor ikke fejl af, at der ikke er tale om skønlitteratur, men derimod en fagbog, hvor jeg finder det svært at forestille mig den almene læser få særlig meget forståelse ud af indholdet, da dette kræver en grundlæggende forståelse af filosofiske, psykologiske og sociologiske begreber og teorier. For selvom Brinkmann kort forklarer enkelte af disse, efterhånden som de bliver præsenteret, så er fænomenologi altså ikke ligefrem allemandsviden. Dermed er det dog ikke sagt, at den almene læser ikke kan få noget brugbart ud af Det sørgende dyr. For på trods af til tider svære teorier, så vil jeg umiddelbart finde det svært ikke at få noget ud af bogens indhold. Der er nemlig side op og side ned med stof til eftertanke, og jeg har fundet mig selv vende tilbage til de samme sider gang på gang, fordi der lige var noget, jeg skulle have med igen. For efterhånden som min læsning skred frem, gjorde tankerne det samme.
Sorgen i centrum
Brinkmann nævner i indledningen, at sorg i disse år er mere moderne end en Caffe Latte. Den udmelding bekræfter mediebilledet umiddelbart også, for i 2017 prydede en forside Politiken med titlen ”Sorgen i centrum”, og en af de mest omtalte bøger samme år var Naja Marie Aidts Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage. Men på trods af den tilsyneladende opblomstring af sorg som emne, mener Brinkmann, at sorgen altid har været en fundamental del af det at være menneske:
Det sørgende dyr er utrolig spændende læsning fra start til slut. Bogen er ikke en klassisk selvhjælpsbog, som vi kender dem. Jeg ville dog gå så langt til at kalde den en slags ”hjælp til selvhjælp”. For Brinkmann stiller spørgsmål og svarer på dem, kun for at efterlade et indtryk hos læseren. Bogen kan være relevant at læse, hvis du er i en sorgproces, eller hvis du kender en, der er – eller hvis du generelt synes, at ”SORG” er spændende at læse om. Dette fordi Det sørgende dyr kan være med til at skabe en forståelse for, hvad sorg er:
Det sørgende dyr tager læseren med hele vejen rundt om sorgen, og med Brinkmanns fantastisk flydende og spændende sprog er bogen intet mindre end en fornøjelse at læse – sit ellers svært tunge emne til trods. Så hvis du føler dig klar til at bevæge dig ind i sorgens hule sammen med nogle af de største filosoffer, der har sat deres fødder på denne jord i den ene hånd og Brinkmann i den anden – så er Det sørgende dyr et godt sted at starte.
Leave a Reply