Anmeldelse af Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død, genudgivet på Gyldendal d. 30. maj 2024. Oversat fra russisk af Marie Tetzlaff.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Tolstoj leverer i denne lille bog en stor fortælling om menneskelig oprejsning og forfald, om et lille styrt, der først for sent bliver taget alvorligt og den barske sandhed i, at et dødsfald ikke altid vækker sorg, men derimod lettelse over, at det ikke var en selv, det gik ud over.
”Ivan Iljitj er død”. Sådan bliver læseren introduceret til fortællingens hovedperson. I fortællingens første kapitel følger læseren Ivans advokatkollegaer, og deres umiddelbare reaktioner på nyheden om dødsfaldet. Jovist er de da kede af, at en nær ven er død, men hvordan kommer det mon til at påvirke deres egen jobsituation? Og hvor er det da egentlig godt, at det var ham og ikke dem selv der var død, selvom de jo nu også skulle aflægge enken det drøje kondolencevisit samt deltage i de andre tilhørende begivenheder.
På forunderlig vis formår Tolstoj at beskrive en hel masse følelser og fornemmelser på ganske få ord. Man fornemmer storheden i fortællingen, i personerne og i begivenhederne samtidig med, at der er flettet en let og fin ynkelighed ind over det hele:
”Pjotr Ivanovitj gik derind i vildrede med, hvad han forventedes at foretage sig derinde, som det altid sker ved sådanne lejligheder. En ting vidste han: at det aldrig kan skade at slå kors for sig i en sådan situation. Om man også skulle bukke, var han ikke helt sikker på og valgte derfor noget midtimellem: Da han gik ind i rummet begyndte han at slå kors for sig og ligesom bukke lidt. Samtidig så han sig omkring i rummet, så meget hovedets og hændernes bevægelse tillod det.”
Dette ellers så pæne højtidelige dødsvisit bliver hurtigt pillet ned til hverdagens grumme realiteter. Denne ellers så store og succesfulde mand Pjotr virker pludselig så lille og akavet i sine handlinger. Ivan Iljitjs stakkels enkekone prøver nærmest morbidt at få så mange penge ud af dødsfaldet som muligt. Og en anden advokatkollega der ellers først så ud til at være påvirket af kondolencevisittet, planlægger et hyggeligt parti kort senere på aftenen, hvis Pjotr ellers kan komme væk i tide.
Hvem var så Ivan Iljitj?
I romanens resterende kapitler følger læseren kronologisk Ivans liv, som præsenteres med ordene; ”Historien om Ivan Iljitjs liv var den mest enkle og almindelige og den mest rædselsfulde”. Så er fortællingen i gang. Ivans liv er fortællingen om at være født ind i en embedsfamilie, om selv at klare sig godt, få nogle gode stillinger og finde kærligheden – alt sammen ganske almindeligt og kedeligt. Men så begynder tingene lige så stille at gå galt. Konen begynder at forpeste hans liv og karrieren går ikke længere så hurtigt fremad som håbet. En dag, da han er ved at renovere deres nye hus, træder han forkert og slår sig i siden. Først tænkes der ikke mere over det, men langsomt får han mere og mere ondt. Han vender sig mod lægevidenskaben, men intet synes at virke – det har han i hvert fald lagt sig fast på at tro:
””Pjotr, giv mig min medicin.” ’Det kan jo være medicinen stadig hjælper, hvorfor ikke.’ Han tog skeen og slugte dråberne. ’Nej det vil ikke hjælpe. Det er alt sammen vrøvl og bedrag,’ besluttede han, så snart han genkendte den bitre og håbløse smag”
Endnu engang formår Tolstoj at skrive en masse følelser og fornemmelser frem på en diskret men præcis måde. For selvom det tager udgangspunkt i Ivan, får man som læser hurtigt en fornemmelse af, at der ligger en masse mere bag, og at Ivan ikke fortæller hele historien – at han måske mere end nogen anden er skyld i sine egne lidelser og i sidste ende sin egen død. Tolstoj lægger ikke op til hvem læseren egentlig skal føle medlidenhed, frustration og ærgrelse med eller mod; er det Ivan selv, eller er det i virkeligheden hans familie?
Mange spørgsmål står tilbage, og fortællingen kører kun i ring; den starter og slutter med Ivan Iljtjs død; hans død set fra enten hans familielivsside eller fra hans arbejdslivsside – de to sider, han sikkert selv synes var årsagen til hans endeligt. Som jeg flere gange har nævnt igennem denne anmeldelse, er Tolstojs måde at skrive på fantastisk. Hvis ikke man skulle læse denne bog for selve fortællingen – den slags fortælling, der ikke tager lang tid at læse, men derimod lang tid at fordøje – ja, så er det så sandelig for at gå på opdagelse i Tolstojs mange sproglige finesser og diskrete nuancer og hentydninger. Der er en masse, der bliver fortalt og måske i lige så høj grad en masse, der ikke bliver fortalt. Jeg har allerede læst romanen to gange, og det bliver helt bestemt en bog, jeg kommer til at søge tilbage til i fremtiden for at læse endnu en gang, da jeg er sikker på, at jeg med hver læsning finder nye detaljer og skjulte bemærkninger.
Leave a Reply