Anmeldelse af Liv Duvå: Ned fra himlen, udgivet på Gads Forlag d. 16. august 2024.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Liv Duvå debuterede tilbage i 2017 med Vi er vel helte og har sidenhen skrevet en håndfuld bøger. Det nyeste skud på stammen er Ned fra himlen, hvis handling foregår i Brøndby Strand. Romanen tegner et billede af en ung mor på flugt, og sætter spørgsmålstegn ved, hvem Velfærdsdanmark egentlig er til for. Bogen er et billede i mange lag, hvor social arv, moderskab, tilgivelse og miljøforurening bliver malet frem.
Maria er 21 år og mor til lille Sonja på ni måneder, som hun har med kæresten, Johan. Mens Maria prøver at finde sig til rette i moderrollen og være et bedre forbillede end det, hun selv er vokset op med, har Johan travlt med at feste og drikke med sine studiekammerater. Hun føler ikke, at han tager det ansvar, som han burde som far. En dag får hun nok, pakker de vigtigste fornødenheder og forlader lejligheden med sin datter på armen. Maria har ikke en plan. Ikke nogen retning. Hun vil bare væk.
Maria ender der, hvor hun også forsvandt hen, da hun i barndommen løb hjemmefra: Hjemme på moster Jannes dyregård.
Oppe i himlen
I Brøndby Strand er der opført tolv betonhøjhuse. I et af dem bor Marias mor, Vibeke. Her har hun altid boet, og stedet er noget helt særligt for hende. Hendes lejlighed er placeret allerøverst, på femtende etage. Hun kalder den for himlen, for her kan hun se ud over det hele. Bugten. Kvarteret. Her har hun det helt store overblik. Men snart vil Vibekes elskede sky i himlen blive taget fra hende. For en dårlig nyhed er begyndt at florere. Det er kommet frem, at der ved opførelsen af højhusene i sin tid er blevet brugt et kemisk fremstillet stof. Et giftigt stof, der befinder sig i væggene, og som er sundhedsskadeligt for højhusenes beboere, natur og miljø.
Ikke nok med det, så har Vibeke meget andet, hun kæmper med. Hun har et alkoholmisbrug, og af den grund har hendes datter, Maria, vendt hende ryggen.
Tilgivelse som det helt store tema
Jeg bliver meget bevæget af at læse om Vibekes forsøg på at gøre det godt igen. Vibekes skrøbelighed og sorg strømmer ud gennem siderne, og får mig til at føle empati for hende. Hun føler ikke, at hun slår til. Og jeg synes, det er tydeligt at mærke, at Vibeke er ked af, at hun ikke har kunnet give mere og være en bedre mor: ”Hun savner Maria, så det gør ondt.”.
Maria har svært ved at tilgive sin mor. I årenes løb har hun følt sig svigtet. Hvad hun ikke ved er, at Vibeke har været ædru i et år og prøver at blive en bedre version af sig selv.
Romanen formidler gennem Vibeke, hvor ufattelig hårdt det er, når et elsket familiemedlem cutter forbindelsen. Samtidig sætter den spørgsmålstegn ved, hvordan man tilgiver efter svigt? Og om man overhovedet bør tilgive?
Modstand, moderskab og meninger
Maria er en fandenivoldsk, brat kvinde; en, der er ligeglad med andres meninger. Selvom flere betvivler hendes evne til at være en god mor, lader hun sig ikke kue. For hun synes selv, at hun gør det godt.
Men er det nu også helt efter bogen, at hun har frataget Johan retten til at se sin datter? Det vil Maria selv mene. Ikke desto mindre giver det bagslag. For en dag modtager hun en underretning fra kommunen. De vil tage Sonja fra hende. Maria er målløs, og ser ingen anden udvej end at flygte med sit lille barn. Men alt ender alligevel som frygtet; Johan får tildelt den fulde forældremyndighed over Sonja:
”Johan går hen til sin mor og løfter Sonja op. Maria stirrer på ham. Hun kan ikke mærke noget, hverken vrede eller sorg. Hun står bare der i rummet og svajer med en følelse af, at alt det her udspiller sig et andet sted. Hun ser ned på Sonja, som rækker sine arme frem imod hende. Så kommer hun op til Maria, og aldrig før har hun holdt så godt fast. Den lille krop knuger sig til hende, som var hun godt klar over, hvad der skal til at ske.”
Da det hele ramler for Maria, genoptager hun kontakten til sin mor. Her bliver hun mødt af en uendelig støtte og trøst. På samme måde støtter hun Vibeke, der står til at få taget sit elskede hjem fra sig. Og i solidaritet protesterer de mod nedrivningen:
”Millioner af luftmolekyler absorberes ved hver indånding nede i deres lunger. Ved hver indånding ånder de dele af højhuset ind i sig selv. Ved hver udånding ånder de dele af sig selv ud i højhusets sidste tid.”
Roman med sjæl
Duvå rammer lige i hjertekulen og skriver med masser af nerve i et poetisk og smukt sprog, som er spækket med gode, naturlige dialoger og fine citater! Stemningen er overvejende melankolsk, men humor er også til stede.
Stederne er skrevet frem med præcision, og karaktererne har dybde og sjæl – og det skaber nærhed til læseren. Romanen peger projektøren mod et udsat boligområde og sætter fokus på, hvordan samfundets svageste ofte blive nedprioriteret under mere ressourcestærke grupper. Ned fra himlen beskrives af forlaget som en stor roman, og det kan jeg kun bekræfte, at den er.
Leave a Reply