Død, kærlighed og erotik

Død, kærlighed og erotik

Død, kærlighed og erotik

Anmeldelse af Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger, udgivet på Bechs Forlag d. 31. januar 2020. Oversat fra russisk af Trine Søndergaard.  

Anmeldt af Arvid Kühne 

Foto: Arvid Kühne 

Herren fra San Francisco og andre fortællinger er en række udvalgte noveller fra den russiske forfatter Ivan Bunin, der i 1933 vandt Nobelprisen i litteratur. Efter at have læst samlingen kan jeg kun tilslutte mig den begejstring, der dengang må have været for hans litteratur, og jeg kan ikke lade være med at undres over aldrig nogensinde at have stødt på hans navn før nu. Om man kan lide novellerne eller ej, kan man ikke modsige sig, at Bunin skriver ganske enkelt mesterligt, detaljerigt og poetisk, hvilket gør sig gældende for alle historierne i denne samling. 

Samlingen starter med titelnovellen ”Herren fra San Francisco”, en kort historie om en rig og helt igennem ”ordentlig” mand, der bliver ramt af et hjerteslag og går bort. Sammenlignet med de andre noveller er dette lidt af en afstikker, da det er en meget mørk og humoristisk fortælling. Der bruges nemlig megen tid på etableringen af, hvor fin, succesfuld og dygtig denne herre er. Men efter hans død på et hotel bliver hans lig behandlet ganske enkelt som et stykke affald, personalet modvilligt ser sig nødsaget til at få afskaffet på den billigste og mest nedværdigende måde. Hans hustru og datter, der har nydt godt af herrens succes og omdømme, bliver nu behandlet som uønskede plageånderMed dette pludselige dødsfald og den overdrevent inhumane behandling af liget og dets pårørende bliver det en morsom fortælling om, hvordan alverdens jordisk gods ikke kan redde én fra den død, der venter os alle. På samme tid er det en bidende kritik af det mandsdominerede samfund, hvor kvindernes status fuldstændigt afhænger af mandens. 

Den melankolske kærlighed 

Lidt senere i samlingen støder man på endnu en afstikker med novellen ”Changs drømme”, der fortælles fra synspunktet af hunden Chang, hvis totale hengivenhed gives til sin ejer, en alkoholisk kaptajn. Det kan lyde lidt som en gimmick, men det er en utroligt charmerende fortælling, som bliver løftet af Bunins sublime sprog: 

Kaptajnen, som betragtede solnedgangens mørke flamme, sad med blottet hoved, med håret forpjusket af vinden, og hans ansigt var eftertænksomt, stolt og trist, og det fornemmedes, at han nu alligevel var lykkelig, og at det ikke kun var hele denne damper, der sejlede af sted under ham, men hele verden, der var i hans magt, fordi hele verden var i hans sjæl i dette øjeblik – og også fordi han allerede dengang lugtede af vin…

Kærlighed eller begær? 

De resterende fortællinger er dog mere sammenhængende i handling og tematik, måske med et par undtagelser. Fortællingerne handler om ulykkelig kærlighed, begær og død. Man begynder at fornemme et vist mønster, da de tit handler om en umoden mandlig karakter, der har svært ved  enten at kende forskel på, eller adskille kærlighed og liderlighed, samt et forførende kvindemenneske, der bevidst eller ubevidst leger og piner med mandens følelser. Det nåede lige akkurat at blive lidt kliché. Det er ikke, fordi man kan plukke én novelle som et eksempel på en mindre god fortælling, da novellerne alle er skrevet utroligt smukt. Selvom handlingen ikke er det vigtigste i novellerne, men derimod den indre sindsverden i karaktererne, der tit bliver forstyrret af de kødelige lyster, ville jeg alligevel ønske, at bare en enkelt eller to af novellerne handlede om noget andet, eller blev fortalt på en anden måde (såsom novellen ”Jelagin-sagen” der bliver fortalt i en retssal), når nu Bunin har bevist, at han har mere end ét trick oppe i ærmet. 

Denne kritik skal dog ikke afskrække nogen fra at læse denne bog, for den er virkelig værd at give en chance, især hvis man interesserer sig for russisk litteratur. Bunin har meget til fælles med forfatterne, der kom før ham, men Bunins fortællinger er meget mere eksplicitte og seksuelt grafiske end forgængernes mere antydede erotik. Novellerne er meget intense, smukke, men også meget udfordrende, med meget lange og indviklede sætningsperioder. Især den afsluttende ”Cikader”, som jeg tøver med overhovedet at kalde en novelle, da den minder mere om et essay, var svær at komme igennem. Bunin filosoferer her ganske abstrakt om sin kunst, og jeg skal ærligt indrømme, at der var meget, jeg ikke fik fat i, og den kræver, i hvert fald i mit tilfælde, en genlæsning eller to. 

Det er overraskende at Bunin ikke er mere kendt i Danmark, men forhåbentlig kan denne samling skubbe dette i den anden retningTil slut vil jeg også lige give cadeau til det utroligt flotte og simple design af bogen, der næsten i sig selv er grund nok til at købe bogen.