Ekkoets begær

Ekkoets begær

Ekkoets begær

Anbefaling af Lena Lindgren: Ekko – Et Essay om Algoritmer og begær, udgivet på Straarup & Co d. 27. april, 2022.

Anmeldt af Jasmin Hansen.

Foto: Jasmin Hansen

Algoritmer, internet, kunstig intelligens. Ord som disse er ofte en fast del af vores hverdag – noget vi sjældent lægger mærke til. Det er også fænomener som dette Lindgren udforsker i sit essay Ekko, hvor hun går i dybden med, hvad den digitale tidsalder helt præcist indebærer.

Som digital indfødt glemmer jeg nogle gange at stille spørgsmålstegn til det digitale. Jeg ved godt en masse om farerne; catfishing, ekkokamre, at vores data bliver videresolgt. Men efterhånden er det bare old news. Endnu en facet af hverdagen, jeg er blevet vant til takket været tidens gang.

Denne vanthed udfordrer Lena Lindgren med sin bog Ekko, der brillant præsenterer et skræmmebillede af, hvad det digitale reelt betyder for vores hverdag. Hun beretter alt fra teknologi som Neuralink – en app til at forbedre hjernen (og ja, den findes, desværre) – til hverdagens konsekvenser af nettet såsom lavt selvværd og øget konfliktniveau. Samtidig fletter hun græsk mytologi, psykologi og relevante begivenheder ind i sin fortælling, indtil det føles som verden er blevet vendt på hovedet. Jeg fik i hvert fald en mindre essentiel krise, da jeg læste bogen.

Samtidig adskiller Ekko sig også fra de fleste andre skræmmefortællinger, man hører om nettet. Selvfølgelig klinger den ind på punkter såsom ’nettet stjæler vores opmærksomhed’, ’øget selvfokus’ og ’lavt selvværd’, men fremfor at give de unge eller nettet skylden, dykker Lindgren lidt dybere ned i tingenes tilstand. Ifølge hende forstærker nettet en tendens, der allerede har eksisteret længe. Hun kalder det for det mimetiske begær – et begær efter at være som andre; at have, hvad andre har. Hun beskriver det således:

”Imitation er en social lim. Sådan laver vi bånd og kultur. Men det betyder ikke, at mimesis er en rent uskyldig kraft. For mimesis vil altid rummet et paradoks, mente Girard. Mekanismen fungerer sådan: Når jeg vil være i dit sted, er du først min model, men i næste omgang bliver du min forhindring. Det er logisk, for jeg ikke kan få din aura og status, hvis du har den.”

Mimesis

Ekko er ikke kun en øjenåbner af en bog. Den er også supergodt skrevet. Lindgren har sandelig mestret styrkerne ved essay-formen. Hun propper den fyldt med anekdoter, tankestrømme og teorier, der flyder i en næsten ustoppelig tankestrøm. Det er svært ikke at sluge hvert ord, når man læser, og endnu sværere at lægge bogen fra sig.

Faktisk er bogen lidt for let at læse. Lindgren lyder så overbevisende, at man ikke kan lade være med at tro på hende. Jeg måtte selv kæmpe for at genvinde min kritiske tankegang. Men da jeg så endelig havde genfundet den, var det let at se nogle fejl ved Lindgrens bog. Nogle forbehold, der var kloge at tage.

Lindgren bogs er brillant og har ret på mange punkter. Trods det har bogen også en tendens til at forklare alting med mimesis – til et punkt, hvor bogen til sidst virker som et ekko af sig selv. Og selv om mimesis og mimetiske begær er en brillant teori, savner jeg dog, at bogen inddrager lidt flere vinkler og nuancer i sin forklaring. 

Samtidig har bogen – i sin overensstemmelse med teorien om det mimetiske begær – også en tendens til at blæse Peter Thiel op – en vigtig figur i Silicon Valley –til en sindssyg superskurk og udpege ham som en syndebuk. Der er nok en skjult pointe med dette – en som Lindgren også selv hentyder til –, men man skal alligevel passe på med at ikke blive revet med af stemningen.

Og af og til, når uvirkelighedsfornemmelsen kommer, sker det, at jeg tænker: Det er Theil, som kontrollerer dem alle. Han er magten bag magten, edderkoppen i internettet. Thiel er godfather i gudernes dal.”

Ekko viser ikke den ultimative sandhed om vores tidsalder og de digitale medier. Jeg er nok lidt for meget litteraturhistoriker til at tro på, at sådan en findes. Men der er kritiske briller på, og mange kloge indspark, der skaber en vigtig refleksion om den tid, vi lever i. Det gør Ekko til en vigtig fortælling.