Reportage fra Trøjborg Beboerhus, d. 26. november 2017
Af Sophie Dolmer
Foto: Geart Tigchelaar
Iblandt Tordenskjoldsgades allerede juleoplyste livlighed hænger et stort, praktisk skilt, der med blåt råber ”Eduards Auto” – ikke noget, der umiddelbart associerer til æstetisk swung. Bevæger man sig igennem porten vil man alligevel opleve, at den lille lomme på Trøjborg ejer mere end biler og autolak. Her ligger nemlig Trøjborg Beboerhus, og det har det gjort i næsten fyrre år. Igennem dem alle har det vrimlet med kulturelt interesserede mennesker, der laver keramik, spiller musik, danser tango og meget mere. Aktiviteterne er mange, men denne søndag aften i november er det omkring ordene, at de knap tredive fremmødte mennesker samles. En gruppe på ni vidt forskellige digtere læser op på skift, og som aftenen skrider frem bliver stemningen kun varmere og varmere.
Start: Introducerende ømhed og øjebliksbilleder
Digterne præsenteres indledningsvis gennem en lettere kaotisk opsætning af et gruppebillede, hvortil der må tages mange billeder for at fange den forvirrende samling af digtere, som alle synes at kende hinanden. Herefter falder digterne langsomt på plads iblandt publikum på stole, der alle peger hen imod den lille spotlight-oplyste scene. Den første på scenen er Poul Lynggaard Damgaard, som læser op fra sin digtsamling Figurativ uniform. Digtene er lyriske; de frembringer stemninger ud fra øjebliksbilleder, som impressionistisk zoomer ind på en salamander, en finger og en fuglevinge. Damgaard lader ordene ”jordnær bevægelse” slynge sig ud i rummet, og jeg griber det straks og skriver det ned, fordi det netop er disse ord, der betegner min oplevelse af hans digte allerbedst. Den fotograf, der lige har stået med linsen i en arms rækkevidde fra oplæseren, som stille forlader scenen, lægger sit kamera fra sig og stiller sig til min overraskelse foran mikrofonen. På et gebrokkent dansk, lader Geart Tigchelaar publikum forstå, at hans modersmål er frisisk, ligesom hans digte oprindeligt er det. Til alles lettelse viser det sig dog, at han har oversat digtene til dansk, hvorfor hvert digt bliver serveret først på frisisk og derefter på dansk. Det sært tungekrøllende sprog er ganske uforståeligt, men effekten af dets fremmede rytme danner alligevel en fin overgang til de danske digte. Disse viser sig i flere tilfælde at være tilegnet et ’du’, hvad end det er tiltænkt digterens hjemland eller en nøgen kærlighed en søndag morgen.
Fotograf: Geert Tigchelaar
Midte: Digterisk divergens I
Fra Tigchelaars afgang fra scenen sker et noget markant stemningsskifte, da tre midaldrende mænd bl.a. iført en mangefarvet tunika og broderede cowboybukser pludseligt befinder sig på scenen med elguitar og synthesiser. Søren Lauridsen og Henrik Platz på guitar og elguitar istemmer sig med en bevidst vrangen tonerne fra Thomas Dalgaards oplæsning af ”Kødboller”; en længere fortælling om forskellige kødretter, der i halvdepression opstarter et datingliv på Tinder. Stemningen løfter sig hos et højtgrinende publikum, der efterhånden er blevet varmet godt op af de forrige digtere. Dalgaard fortsætter nærmest snakkende igennem de humoristiske, hverdagsfortællende digte, hvor der rafles om skæbnen og bøger besjæles med ”bogen taler ud”… der efterfølges af en effektfuld tavshed. Lars Thur i sit sorte jakkesæt tropper efterfølgende op på scenen. Her kommer digterens skepsis over for digtoplæsninger til orde i form af tanker om publikums reaktioner, andre forfattere og eventuelle litteraturanmeldere. Med sit digt, der handler om oplæsninger generelt, formår Thur alligevel at ramme arrangementet denne søndag aften med utrolig præcision. Digtet vækker en helt uhåndterbar selvbevidsthed, der konstant pendulerer mellem det digteriske scenarie og det egentlige scenarie, hvorfor der med digtet skabes perfekt balance mellem generalisering, præcisering og sandhed.
Fotograf: Geert Tigchelaar
Carsten René Nielsen viser sig som aftenens femte digter, der læser op fra prosasamlingen Husundersøgelser, som består af finurlige og forunderlige iagttagelser af livet på Trøjborgs gader. Hvert digt starter i det hverdagslige, men bevæger sig derefter videre imod en pudsig underliggørelse, som udforsker bunden på en foruroligende dyb tallerken eller gør sig overvejelser omkring en lejlighed tilstoppet med skyer. Ved oplæsningen af sine tekster fra 365TEKSTER, en litterær forening i Aarhus, kommer Nielsen forbi den gamle cykelfabrik, Hestbek Ure og Clemens Antikvariat. Dette vækker grin hos de fleste blandt publikum, der ud fra de mærkværdige fortællinger oplever en genkendelsens glæde. Det er en helt anden slags genkendelse der vækkes, da Annette Petersen begynder sin oplæsning fra Det gule køkken ur; en erindringsroman om forfatterens mor. Her skildres et barns iagttagelser fra ”den brune taburet i køkkenet”. Petersen læser op af de idiosynkratiske tekster, der danner en klar idé om en barndom, hvor kærtegn var få. Digterens styrke viser sig tydeligt på de femten minutter; evnen til at beskrive ydre omstændigheder, som ganske subtilt efterlader et ekko af ord som svigt.
Fotograf: Geert Tigchelaar
Slut: Digterisk divergens II
Efter et musikalsk indspark tiltræder britiske Ian Lukins, der tilkendegiver sin fascination for ”the appearance of words”, hvorefter et digt om en svært uhåndgribelig Else fremsiges med ”who Else? What Else?”. Lukins forlader dog den britiske humor til fordel for en mere melankolsk tone, hvor morgenlys, sorg, novembermåned og ensomhed fremsiges med en stille, næsten hviskende stemme, til hvilken lytterne omkring mig ubevidst nikker og siger ”mmh” i lydlig eftertænksomhed. Det er en ganske anden stemning, der frembringes, da Daniel Mantel i selskab med Poul Juhl er trådt på scenen. Juhl på tværfløjte assisterer med små, forvitrede og fragmentariske fløjt, imens Mantel tilfældigt griber ind i sin spontant flydende brødtekst af tankestrømme angående den bog, der aldrig vil skrive sig selv. Her bliver historien om en forkert bestilt kaffe en art allegori på det liv, der i oplæsningen synes at støde på flere og flere fejlbestillinger. I sine metakommentarer definerer teksten sig selv som ”lommefilosofisk vrøvl”, der ganske vist kun har den forkerte kop kaffe at holde fast i. Som aftenens sidste digter træder Henrik Giversen på scenen. Han præsenterer sine overvejelser omkring, at titler er overset i forhold til deres tekster, hvorfor de bør have mere plads. Han begynder med en pludselig aggressivitet af udråbe den lange titel på digtet: ”Det kan godt være du er loyal, men jeg lever mere i mine følelser end du gør. Dengang jeg holdt af dig var vi nogle andre, og omgivelserne var nogle andre. Det er som at drikke en tysk øl i en lækker lille landsby i alperne i ferien – den smager bare ikke på samme måde i Danmark”. Dette efterfølger han med en oplæsning af selve digtets ganske korte indhold: ”Min sejlads på følelsernes hav er sjovere end din”. Giversen afslutter således aftenen med et originalt indslag, der bag dets aggressive og parodisk humoristiske mure rummer en dybtfølt hjertesorg, hvad end den tilhører oplæseren selv eller lytteren i den anden ende af lokalet – Giversens digte bidrager dermed til den alsidighed, som der i aftenens løb har været blandt de ni digtere, der i løbet af aftenen stimler sammen over kunstneriske refleksioner vedrørende aftenens præstationer.
Fotograf: Geert Tigchelaar
Leave a Reply