”En cirkel af tekst med et fravær som centrum”

By littunAdmin Anmeldelser

”En cirkel af tekst med et fravær som centrum”

”En cirkel af tekst med et fravær som centrum”

Anmeldelse af Franziska Hoppe: docx, udgivet på forlaget Korridor, d. 30. marts 2019

Anmeldt af Line Møller Christensen

Fotograf: Line Møller Christensen

docx er et værk om kunst, ulykkelig forelskelse og dét at skabe et værk. Franziska Hoppe har med sin metarefleksive skønlitterære debut docx skabt et særegent værk, der kredser om spørgsmål om forholdet mellem objekt og subjekt, mellem kunst og beskuer, mellem tekst og læser. Hvem skaber hvem og hvem imiterer egentlig hvem?

Det er på mystisk vis, at docx er et værk om forelskelse, der egentlig slet ikke handler om forelskelse. Det er ikke desto mindre sandt. På en særegen og særlig vellykket måde, formår Hoppe at strukturere sin metarefleksive tekst om en forelskelse, der ikke fylder særlig meget. Og dog, for værket handler også om jeg’et Franziska og hendes forhold til X. Men mest af alt er værkets essens optegnelser over skabelsen af værket, en metarefleksion over sig selv som værk og en behind the scenes-oplevelse for læseren, der bliver anderledes opmærksom på sig selv som beskuer.

”Forelskelsen ville give siderne en struktur. Mit materiale ville ordne sig omkring en midte. En cirkel af tekst med et fravær som centrum. På den måde fik jeg carte blanche til at skrive om hvad som helst, jeg kunne skrive hvad som helst, tematikkerne ville ikke kunne undgå at række ud efter X.”

Franziska Hoppe er uddannet fra den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning og har en bachelor fra Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler. Kombinationen af de to fagfelter skinner klart igennem i værket, der gennem tekst indtræder på billedkunstens scene. Kunsten er allestedsnærværende i teksten, inddelt i korte afsnit, der er centreret omkring kunstværker eller fænomener, som grid, spejl, ekko, muse. Dertil hopper værket ligeledes i tid og rum, frem og tilbage mellem steder og ikkesteder.

Et sted mellem konstruktion og virkelighed

De to karakterer i værket, Franziska og X, har afsluttet en kærlighedsaffære, som Franziska forsøger at komme sig over. Derfra går hun i gang med en række tekster, der har udspring i hendes forhold til X, men som altså ender med at handle om alt muligt andet; om det at skrive, om kunst og forholdet mellem det skabende og det beskuende blik. Hoppe skriver: ”Jeg ville gøre X til mit værk, men i stedet ender jeg konsekvent som objekt for mit eget blik, som case study, som performeren der er værket.”

Teksten har en fængende vekselvirkning mellem virkelighed og fiktion, hvilket gør den til et interessant indspark i den autofiktionsfokuserede litterære virkelighed, vi lever i. For værket føles på en gang utroligt virkeligt og utroligt konstrueret. Heri ligger en af værkets styrker; evnen til at lege rundt med konstruktion og virkelighed, værk og liv, forfatter og karakter. Franziska reflekterer over, hvorledes hun skal strukturere teksterne, hvordan historien skal skrives frem, og da X begynder at læse med, og de sammen redigerer værket, bliver værk og forestillet virkelighed komplet viklet ind i hinanden.

Forelskelsen som grid over virkeligheden

Overvejelser og undring over skrift, kunst og værk strækker sig gennem hele værket. Eksempelvis reflekterer Franziska i afsnittet ”Muse” over Xs position som netop muse. For handler teksten overhovedet om ham? Musen er på mange måder altid adskilt fra sig selv, og fungerer i stedet som en art katalysator for det skabende. Hun reflekterer, over hvad det vil sige at arbejde efter en muse; en illusion, et billede skabt af skaberen selv. Denne musefigur konkretiserer på mange måder de til tider abstrakte skabelsesrefleksioner. Franziska beskriver musen, denne forelskelse, som et grid, der strukturerer fortællingen, men altså også omformer den:

”Konstant presser det sit mønster ned over min virkelighed og kan gøre det samme for en læser, der ikke er mig. At beskrive og kortlægge er både det, jeg ønsker fra teksten og dens fare; begge forenkler og prioriterer.”

Samtidig med, at musen og virkeligheden strukturerer værket, så begynder teksten også langsomt at påvirke virkeligheden i værket; ”Til sidst står kun tekstens version tilbage.” Igen her fremlægger Hoppe interessante overvejelser over, hvordan kunst og liv imiterer og påvirker hinanden, og hvordan måden, hvorpå vi ser, påvirker det, vi beskuer. Der sker en vekselvirkning mellem objekt og subjekt, tekst og læser skiftes til at betragte hinanden.

Et værk er ekkoet af en idé

docx er anderledes et fiktionsværk, der helt klart fortjener genlæsning. Netop fordi det lægger sig et besynderligt, men interessant sted mellem essay og roman, mellem kunst og litteratur, mellem virkelighed og fiktion. Måden Hoppe leger med formen og placerer sig et sted imellem genrer, er virkelig vellykket. Læseren efterlades undrende, nysgerrig og fuld af spørgsmål – på den bedst tænkelige måde. Afslutningsvis vil jeg her bringe en lille sproglig metaperle, der indkapsler værkets mange interessante facetter:

”For misforståelsen – fiaskoen – viser mig en grænse. Ikke alt flyder sammen, som jeg følte i dynerne. Og fiaskoen er en del af at lave kunst. Jeg kan ikke bare forestille mig en tekst og så skrive den. Om materialet er sprog eller bronze, påvirker den min proces, og undervejs vil der opstå noget andet end det, jeg forestillede mig. Et værk er ekkoet af en idé, der rammer materialet.”