Litterær artikel om frihed, selvfordømmelse og kærlighed i Lev Tolstoj: Anna Karenina og Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf
Af Anna Rosenkrands Uldall
Fotograf: Anna Rosenkrands Uldall
Det er en velkendt talemåde, at kærligheden overvinder alt. Dette synes også tilfældet i romanerne Anna Karenina og Forbrydelse og straf, som begge skildrer kærlighedens frisættende karakter. Men sammenlignes hovedpersonernes skelsættende gerninger, står det klart, at der er stor forskel mellem vild lidenskab og dybfølt kærlighed.
Indledning
Verdens største land, Rusland, har gennem verdenshistorien oplevet markante omvæltninger som kan karakteriseres som både op- og nedture. Senest med afskaffelsen af det sovjetiske styre, men den russiske historie er i det hele taget præget af pludselige og dramatiske begivenheder. I 1703 grundlagde Peter den Store byen, som i nutiden ofte beskrives som Ruslands kulturhovedstad – Skt. Petersborg. Byen voksede sig hurtigt stor, og i 1866 beskrives den da sprudlende metropol og det fortsatte byggemylder således af Fjodor Dostojevskijs i mesterværket Forbrydelse og straf:
Skt. Petersborg blev Ruslands nye hovedstad i 1713, og byen skulle fungere som et vindue til Europa, hvilket byens placering ud til Den Finske Bugt vidner om. Peter den Store tvangsflyttede både adelsfolk og kunstnere fra den gamle hovedstad til sin nybyggede, europæiske storby. Denne markante omvæltning lagde grundstenen til en guldalder inden for litteraturskrivningen cirka 100 år senere. Den erklærede russiske nationaldigter Aleksandr Pusjkin indledte denne gyldne tid 1830’erne med både drama-, prosa- og poesiudgivelser. Senere fik han selskab af både Fjodor Dostojevskij (1821-1881) og Lev Tolstoj (1828-1910), som med deres – for denne tid – meget lange romaner revolutionerede romangenren. Dostojevskijs Forbrydelse og straf (Преступление и наказание) fra 1866 og Tolstojs Anna Karenina (Анна Каренина) fra 1877 minder på mange måder om hinanden: Begge har en samfundsmæssig fordømmelse og en indre mental verden som omdrejningspunkt, men hvor Tolstojs roman tager udgangspunkt i et godsejermiljø, så befinder hovedpersonen i Forbrydelse og straf sig relativt tæt på samfundets bund.
At udøve selvfordømmelse i kærlighedens navn
Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf foregår i Skt. Petersborg i midten af det 19. århundrede og skildrer den tidligere studerende Rodion Raskolnikovs kyniske mord på en aldrende pantelåner og hendes søster. Herefter følger Raskolnikovs skiftevise fortvivlelse over det koldblodede mord og hans euforiske lyksalighed over ikke at være blevet kendt skyldig – endnu. Gennem romanen udspilles et katten-efter-musen scenarie, hvor Raskolnikov konstant er på nippet til at afsløre sig selv, men hvor begivenhederne falder ud i hans favør. Alligevel ender fangejagten med at Raskolnikov møder op på politistationen og tilstår det mord, som har været ham en evindelig plage, siden han svang øksen og dræbte pantelåneren.
Inden han erklærer sig skyldig, har han allerede fortalt Sonja – en kvinde han indleder et kærlighedsforhold til – om øksemordet. I løbet af samtalen forsøger han at retfærdigøre sine handlinger, som han beskriver som en bagatel. Samtalen afsluttes med at Sonya og gerningsmanden sidder i tæt omfavnelse. Herfra udspiller handlingen sig således:
”Raskolnikov trak sig tilbage fra hende med et sæt og så på hende med et bedrøvet smil.
’Hvor er du mærkelig, Sonja – omfavner og kysser mig netop som jeg har tilstået det for dig. du ved ikke selv hvad du gør.’ ’Jo, jeg gør; du er det mest ulykkelige menneske i verden!’ råbte hun som i et hysterisk anfald, uden at høre hvad han sagde, og græd pludselig så tårerne strømmede ned over hendes ansigt. En følelse han ikke længe havde kendt, greb hans hjerte og blødgjorde det. Han gjorde ikke modstand mod den: to tårer trillede ud af hans øjne og blev hængende i øjenvipperne. ’Du svigter mig altså ikke, Sonja?’ spurgte han og så på hende uden at turde håbe på et positivt svar. ’Nej; nej, aldrig!” udbrød Sonja. ”Jeg vil følge dig lige meget hvorhen! Åh gud! …. Åh, hvor er jeg dog ulykkelig! … og hvorfor; hvorfor kendte jeg dig ikke tidligere? Hvorfor er du ikke kommet noget før? Åh gud!’”
Selvom Sonja ikke forstår eller accepterer Raskolnikovs gerninger, er hun fast besluttet på at følge ham, hvorhen det skal være. Men hendes dybfølte kærlighed kommer ikke ubesværet, for da Raskolnikov fortvivlet spørger, hvad han dog nu skal gøre, kommer svaret prompte:
Raskolnikov forsøger at retfærdiggøre sine handlinger; han mener blandt at jorden er et bedre sted efter pantelånerens død. Men hans forklaring vinder ikke indpas hos den dybt religiøse Sonja – for hende betyder fortrydelse og ydmyghed mere end selve forbrydelsen karakter. I romanens slutning befinder Rodion Raskolonikov sig således som straffefange i et tugthus i Sibirien. Igennem tilståelse og selvfordømmelse er han blevet frigjort for sin sygdomsfremkaldende skyldfølelse. Udfaldet er Sonjas fortjeneste, og på denne måde er det altså selve kærligheden, der bringer studenten Raskolnikov ud af sin selvdestruktive og uvisse livsførelse.
Lidenskabens dramatiske afslutning
Frihed er omdrejningspunktet for Lev Tolstojs roman Anna Karenina, ligesom det også sås i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf – både dét at være fri af undertrykkelse og friheden til at gøre, hvad man vil. Ægteskabet mellem Anna og den ledende statsmand Aleksij er ulidenskabeligt og som et resultat deraf, lader Anna sig drage af den velhavende officer Vronskij. Affæren mellem de to bliver en skandale i Skt. Peterborgs aristokrati, og fører i sidste ende til at Anna, i et forsøg på at straffe Vronskij, kaster sig ud foran et tog på Nizjnij Novgorod-banegården.
Anna Karenina får gennem sit møde med Vronskij et indblik i, hvordan sand forelskelse føles; selvom hun forsøger, er det uladsiggørligt at undertrykke sine følelser: ”Som om en overflod af et eller andet fyldte hendes væsen til randen og mod hendes vilje kom til udtryk snart i blikkets glans, snart i smilet. Hun slukkede med vilje lyset i sine øjne, men mod hendes vilje lyste det i et næppe synligt smil.” Vronskij har tændt et særligt lys i hende, hvilket muligvis er årsagen til hendes drastiske og forvildede selvmord – kærlighedens lidenskabsfulde ild er ukontrollerbar.
Vronskij og Anna lever i begyndelsen af deres forhold i fred og fordragelighed, men da de vender hjem til Rusland efter et længere ophold i Italien, begynder de at skændes. Anna tilbringer desuden en stor del af sin tid alene i deres fælles hjem, hvilket medfører at hun bliver usikker på, om Vronskij stadig elsker hende. I sin sindsforvirring præsenterer selvmordet sig som en måde at genoprette hans kærlighed til hende på, for på samme tidspunkt at straffe ham for sin manglende kærlighed. Tvivlen over denne skelsættende handling melder sig i selve gerningsøjeblikket, men da er det for sent:
Selvmordet er ifølge den sindsforvirrede Anna Karenina den eneste udvej – frem for at acceptere at den evigt berusende forelskelse er en illusion, vælger hun at straffe Vronskij og hendes tidligere ægtefælle for deres manglende kærlighed til hende. I døden bliver Anna frigjort fra hendes egne forventninger til, hvordan ægte kærlighed føles, men da er det for sent. Selvmordet virker unødvendigt og ligefrem ondskabsfuldt over for de efterladte, men det er i overensstemmelse med hendes forståelse af den flammende og dramatiske kærlighed.
Den altoverskyggende kærlighed
I jagten på den ultimative frihed må både Anna Karenina og Rodion Raskolnikov ligge under for selvfordømmelsen; for Anna fører den lidenskabelige og ægte kærlighed til fortabelse, mens Raskolnikov gennem Sonjas kærlige omsorg og nærvær indser, at vejen til frihed går gennem Sibiriens fængslende kulde. Kærligheden har stor betydning for begge fortællingers skæbnesvangre forløb: Uden kærligheden ville Raskolnikov ikke frivilligt lade sig indespærre for at slippe fri af sin nagende samvittighed, mens Anna ikke havde begået selvmord, hvis ikke det havde været for hendes lidenskabelige kærlighedsforhold til Vronskij.
Forskellen på Anna Karenina og Forbrydelse og straf er, at Anna aktivt søger den lidenskabelige kærlighed uden at være opmærksom på, at den indledende brændende forelskelse ikke varer evigt. I modsætning til den overfladiske og affektdrevne affære står Sonjas dybfølte kærlighed til Raskolnikov, Hun, som følger med Raskolnikov til Sibirien, hvor han skal afsone sin otte år lange straf, søger nemlig ikke et brændende kærlighedsforhold, der kan stille hendes beruselsesbegær. Hendes følelser til Raskolnikov er således drevet af dybfølt og oprigtig kærlighed, hvilket også kommer til udtryk ved, at kærligheden består trods Raskolnikovs tilståelse.
Anna Karenina og Forbrydelse og straf er begge skrevet i en tid med store omvæltninger, og både Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj befandt sig under skriveprocessen i Skt. Petersborg – en by med en turbulent og ung fortid. Begge romaner vidner om, at kærligheden – til et andet menneske, til et land eller til sig selv – både kan være årsag til dramatiske hændelser og løsningen her på. Kærlighed kender ingen grænser: Den kan både være altudslettende og nærende.
Bibliografi
Christopher Cowley (2011): ”Understanding Another’s Wrongdoing” IN Philosophy and Literature, vol. 35, no. 1 (79-90)
Dostojevskij, Fjodor (2010): Forbrydelse og straf. Oversat fra russisk af Jan Hansen. København: Rosinante
Rancour-Laferriere, Daniel (1993): “Anna’s Adultery: Distal Sociobiology vs. Proximate Psy- choanalysis” IN Tolstoy Studies Journal, vol. 6 (33-46)
Tolstoj, Lev (2018): Anna Karenina. Oversat fra russisk af Marie Tetzlaff. København: Gyldendal
Leave a Reply