Anmeldelse af Anthony Doerr: Noget om Grace, udgivet på Politikens Forlag d. 18. februar 2016
Anmeldt af Marie Marcussen Lerche
Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk
Drømme kan være nattesøvnens legeplads, forhåbninger om fremtidens muligheder eller måske endda forestillinger om en ubetinget kærlighed – også for hovedpersonen i Noget om Grace, den amerikanske mand David Winkler. Men Winkler drømmer også om hændelser, udfald og ulykker, før de finder sted, og da han en nat ser sin nyfødte datter, Grace, drukne under en voldsom oversvømmelse, må han træffe en drastisk beslutning, der måske kan trodse drømmevarslernes determinisme og redde Graces liv –men uden han selv kan forblive en del af det.
Anthony Doerr fik i 2014 sit internationale gennembrud med den Pulitzer-prisvindende roman Alt det lys vi ikke ser. Hans tidligere roman Noget om Grace, der udkom i USA for første gang i 2004, er nu blevet oversat til dansk i kølvandet på succesen. I Noget om Grace møder læseren David Winkler, idet han stiger ombord på et fly for at vende hjem til USA: ”Han havde været far, ægtemand og hydrolog. Han vidste ikke, om han stadig var nogen af de ting.” Winkler har nemlig ikke været hjemme i 25 år, ikke siden han forsøgte at omdirigere sit drømmevarsel ved at fjerne den eneste komponent i udfaldet, han kunne – sig selv – og isolerede sig på en lille ø i det Caribiske Hav. En skærende kontrast til hjemstaten Alaska, hvor han mødte og forelskede sig i sin kone, Sandy. Winklers afrejse markerede et for Sandy utilgiveligt brud i deres forhold, og de har ikke haft kontakt siden. Da Winkler sætter sig på flyet efter de mange lange år, ved han altså ikke, hvor deres datter Grace befinder sig, eller om hun i det hele taget stadig er i live; men han har, omsider, fundet modet til at finde ud af det.
Som det fremgår spiller tid altså en væsentlig rolle i romanen. Ikke blot fordi fortællingen rent narrativt strækker sig over mere end 25 år, men i særdeleshed også fordi tidens gang, forudbestemmelse, årsag og virkning hænger uløseligt sammen i Winklers livsopfattelse. Han ved ikke, hvornår hans drømte begivenheder vil foregå – han kan end ikke vide sig sikker på, om de vil foregå; han kan kun vente i frygt. Dette aspekt beskrives gennem nogle særligt elegante refleksioner, blandt andet som i det følgende: ”Hvem ville tro på det? Hvem ville have lyst til at tro, at tiden er andet end en uophørlig progression, et uendeligt og uopløseligt kontinuum, et skolebarns tidslinje, hvor én ting fører til den næste til den næste til den næste?” og endvidere spørgsmålet: ”Om vi måske slet ikke kan ændre, hvem vi er – om det sted, vi kommer fra, bestemmer, hvor vi ender henne.”
Et andet gennemgående element i romanen er naturens mangfoldighed, og som læser drages man selv helt ind i fascinationen af de mange forunderlige og ofte oversete naturfænomener. Winkler er som sagt uddannet hydrolog – han studerer vandkredsløb – med en særlig passion for sne og iskrystaller, og hans mange intuitive naturiagttagelser i både Alaska og Caribien giver en behagelig og organisk dynamik i fortællingen samt et slags holdepunkt for hans person; som en konstant i hans liv, selv da det ændres totalt.
Det skurrer derfor også lidt, når der af og til dukker en smule søgte sammenligninger op – for eksempel har en rute, som Winkler indtegner på et kort, da han tilbage i USA leder efter Grace, samme form som ”et forstrakt og ødelagt hjerte”. Ligeledes forekommer der overdramatiseringer af detaljer såsom ”han lå på ryggen og kiggede op på revnerne i loftet, som om de ville udstede en dom, der aldrig blev fældet.” Og sådanne små ”udsving” virker altså en smule klodsede i forhold til de ellers fortryllende og elegante billeder, Doerr kan skabe (og som i øvrigt er kendetegnende for Alt det lys vi ikke ser). Det bevirker desuden, at enkelte passager i fortællingen fremstår som en lidt fladere læseoplevelse, en smule overfladiske og langsommelige, fordi de netop står i kontrast til de førnævnte smukke, dynamiske stykker.
Når det er sagt, lagrer Noget om Grace sig efter endt læsning immervæk som en flot og bevægende fortælling om, hvordan stærk kærlighed også kan påkræve og medføre, at man giver afkald på den; at fravær også kan være et udtryk for kærlighed. Hermed er det ligeledes en fortælling om at bevare håbet igennem en lang årrække, hvor tvivlen og uvisheden samtidig vokser, og hvor Winklers ildevarslende drømme endnu væves sammen med virkeligheden.
Leave a Reply