Anmeldelse af Knud Hansen: Dostojevskij, genudgivet på Bechs Forlag d. 9. september 2021
Anmeldt af Anders Thorkild Korup Ølholm
Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm
Lær Fjodor Dostjovskij at kende igennem Knud Hansens ord i hans bog om forfatterskabet. Hansen fremstiller hans værker så levende og nærværende, at man som læser aldrig føler sig tabt i gennemgangen af dem. Derfor kan man som nye læser af Dostojevskij med fordel starte her, og forhåbentlig få lyst til at tage større bidder af mandens bøger.
Få forfatternavne indkapsler den samme ærefrygt som Fjodor Dostojevskij kan vække i læsere. Mange har læst hans værker, og måske ligeså mange har påstået at have læst værkerne. Personligt har jeg kun læst Forbrydelse og straf – imens Idioten og Brødrene Karamazov stadig står jomfruelige i reolen. I forbindelse med forfatterens 200-års fødselsdag har Bechs Forlag genudgivet Knud Hansens bog om forfatterskabet der blev udgivet første gang i 1973. Men inden man bliver forpustet bare af tanken, så kan man roligt trække vejret roligt, når Knud Hansen fører an igennem Dostojevskijs oeuvre:
”Dette skrift er ikke ment som en udtømmende fortolkning af Dostojevskijs visionære digtning, men som et forsøg på at meddele hvad en almindelig læser, uden æstetiske og videnskabelige forudsætninger, har fået ud af at granske hans værker”
Hansen beroliger straks sin læser med, at man ikke behøver at være en stor kender, for at læse hans bog, da han nænsomt fører læseren ind i Dostojevskijs kreds.
Det handler om karakterer
Knud Hansen begiver sig ud i at præsentere flere forskellige tematikker, som han finder i forfatterskabet – fra teologiske til politiske. Igennem disse beholder Hansen dog altid en rød tråd i form af hans beskrivelse af Dostojevskij som en enestående karakterskildrer:
”Det nye ved Dostojevskij i forhold til samtidens naturalistiske realisme er at han gør alvor af at lade dialogen være dialektisk, ikke blot i den forstand at de mange forskellige personer har hver sine særligheder og individualiteter, men også i den forstand at en række forskellige synspunkter bliver fremstillet med samme styrke og samme kunstneriske ligeberettigelse”
Dostojevskijs karakterer er ifølge Hansen aldrig entydige, men skildret med en eminent kompleksitet der gør, at man ikke kan finde én tydelig tematik eller pointe i forfatterens værker, men mange der kører i samme bane på samme tid. Karaktererne bliver det største fokus for Hansen i sin gennemgang, og han har en god fremstilling af dem, så man ikke behøver at have læst de omtalte romaner for at kunne indleve sig i karakternes kompleksitet. Men som Hansen selv skriver, er hans fremstilling ikke udtømmende. Det er nærmere en god begyndelse, der forhåbentlig fører til, at man begiver sig ud i forfatterskabet for første, gang eller besøger nye dele af det.
Helt nærværende
Hansen bruger en stor mængde af citater og handlingsreferater, så forfatterskabet bliver meget nærværende for læseren, og man bliver aldrig tabt. Han holder en godt i hånden igennem hele bogen. Men denne stor mængde er på samme tid også en lille svaghed, da hvis man blot har en lille viden om de omtalte romaner, kan føles disse passagerer meget lange. Nye læsere af Dostojevskijs forfatterskab vil få allermest ud af at læse Hansens bog, da han er en fremragende formidler af stoffet, og bogen er derfor en rigtig god introduktion. Hvorimod læsere der har et nært kendskab til Dostojevskij og hans værker nok vil få mere ud af at søge videre et andet sted.
Leave a Reply