Anmeldelse af Kathrine Marie Guldager: Birgithe med th, udgivet på Gyldendal d. 3. januar 2023.
Anmeldt af Sophie Gohr Als
Foto: Sophie Gohr Als
Katrine Marie Guldagers roman Birgithe med th går helt tæt på den midaldrende kvindes liv med villa, Volvo og vovse. Som læser oplever man både det smukke og det grimme i hovedpersonens tilværelse. Med sort humor og et spædt håb om at kunne rydde op i fortidens uoverensstemmelser kæmper Birgithe sig gennem de første 12 dage efter sin mors begravelse.
Den vrede facade
Birgithe er folkeskolelærer, elsker Tove Ditlevsen og har nok at se til med mand og tre børn. Hun er fandenivoldsk og får tingene til at ske. Allerede først i bogen kommer hun i slåskamp med en flok drenge på gaden, og hun er ikke bange for at sige fra overfor sin chef eller de elever, hun underviser. Birgithe ser uretfærdigheden i sin rolle som kvinde, mor og skolelærer og dette er tydeligt i romanen. Der falder en skarp kritik af det samfundsmæssige hamsterhjul og de uduelige systemer, der ikke rummer menneskerne bag deres funktion:
“Måske er mine dage på denne her skole talte? I hvert fald er jeg ikke den eneste, der har en følelse af, at alt det gode, der sker, ikke sker på grund af ledelsen, men på trods.”
Birgithe er fyldt med sorg og vrede efter sin mors død og reagerer ikke altid hensigtsmæssigt over for sine nærmeste. Hun får klager fra sine elevernes forældre, og som læser irriteres man til tider over hendes hensynsløshed. Samtidig får man indblik i den smerte, hun konfronteres med, da hun flytter fra sin familie over i sin mors gamle hus, der nu skal ryddes. Her står hun forsvarsløs over for en fortid, der ellers for længst var fortrængt.
Kærlighed i kernefamilien
Selvom sorgramte Birgithe flygter fra dem, der elsker hende, er det relationerne til Birgithes børn, mand og søster, der ender med at være hendes grund til at samle sig selv op igen. Birgithe og søsteren Lea er vokset op i samme hjem, men er vidt forskellige. Birgithe er handlekraftig og overfladisk; Lea er passiv og psykisk sårbar. Deres forhold er fyldt med gamle dynamikker og jalousi fra barndommen i et hjem med skilsmisse og en nedtrykt mor. Det kræver arbejde at forsone og forstå deres traumer og interne forhold, og morens død gør dette arbejde endnu mere nødvendigt.
Birgithe konfronteres også med sin egen rolle som mor. Hun er utilstrækkelig og uretfærdig og finder igen og igen sig selv et sted, hvor hun må tilsidesætte enten sin egen sorg eller sine børns velbefindende. En aften sover to af hendes børn hos hende i deres mormors seng, og alle de generationelle følelser kommer op til overfladen for Birgithe:
”Jeg ønsker ikke, at hun skal se mig græde, men jeg giver alligevel slip, jeg hulker, og hun lægger sig helt ind til mig, trøster mig, stryger mig over håret. Jeg siger, at hun ikke skal trøste mig, det er na-tur-strid-igt, hikster jeg. En datter skal ikke trøste sin mor, det kan jeg skrive under på.”
Sorgen er ikke køn, og den er aldrig let at håndtere. Man må konfronteres med al den sorg, der ikke er ens egen, som kommer fra ens forældre og fra generationerne før dem. På samme måde kommer man til at nedarve sin egen sorg og bagage til sine børn. I en øm og direkte tone formår Guldager at skildre et ganske gennemsnitteligt liv på en måde, så det fremstår spektakulært. Birgithe med th er let læst og sætter med sine knap 200 sider gang i både smilebåndene og tårekanalerne.
Leave a Reply