En Kafkask mareridtslabyrint

En Kafkask mareridtslabyrint

En Kafkask mareridtslabyrint

Anbefaling af Franz Kafka: Processen, udgivet på Gyldendal 1962

Anmeldt af Katrine Fosgerau Hvid Johannesen

På trods af at Kafka ikke selv ville have sin roman Processen udgivet, står den i dag tilbage som et litterært mesterværk, der absolut burde læses af alle med bare den mindste interesse for god litteratur. Jeg var i hvert fald fanget fra det sekund, jeg tog min slidte udgave ud af bogreolen, og jeg har mere end en gang revet en side løs fra bogens ryg i ren og skær iver efter næste sides indhold.  

Processen er til trods for sine mere end 100 år på bagen stadig et enormt aktuelt værk. Et værk, der sætter både bureaukrati og vores selvforståelse i perspektiv. Romanen sætter spørgsmålstegn ved, om der egentlig er noget, der er værd at kæmpe for, eller om vi alligevel alle taber i sidste ende. ”En yngre bankmand, K., arresteres en dag uden nogen nærmere præciseret anklage. En kort tid er han ivrig efter at få opklaret, hvad sagen drejer sig om, men hele retsmaskineriet fungerer ganske uberegneligt og tilfældigt” står der i bogens indledning. Det viser sig ikke at være ligetil at finde svar, da ”Retsforhandlingerne forløber hemmeligt for både den anklagede og for størsteparten af dommerne”.

Romanens vej gennem labyrinten

På forsiden af mit eksemplar af Processen er der afbildet en labyrint. Denne labyrint er et rigtig godt billede på, hvad læseren kan forvente af Processen. Romanen er et surrealistisk værk, og man kan som læser til tider blive i tvivl om, hvorvidt handlingen foregår i hovedet på romanens hovedkarakter, prokuristen K., eller om det rent faktisk sker i virkeligheden. Han forsøger at nå ind til midten af labyrinten, men i stedet manifesterer labyrintens urolige struktur sig i ham.K.’s vej gennem bureaukratiets labyrint betyder dermed en langsom dekonstruktion af alt, hvad han står for. En dekonstruktion, der aldrig tillader genopbyggelse, uanset hvor meget han kæmper for det.

Kampen mod systemet som en kamp mod sig selv

Processen rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at kæmpe imod systemet og sig selv, eller om man i virkeligheden bare spilder sit liv på en uovervindelig kamp. For K. kæmper ikke bare mod et bureaukrati – han kæmper mod et system, der ikke selv kan svare på spørgsmålene:

”Ved dette vindue kunne man se den mange høje herrer, som man slet ikke skulle have troet det om, stå og stirre trøstesløst ud på gaden, mens advokaten sad ved sit skrivebord og studerede akterne i håb om at kunne give dem et godt råd.”

Men K. kæmper også mod sig selv. Gennem romanen tydeliggøres flere kontraster, blandt andet kontrasten mellem de højere og lavere lag af samfundet. K. er på mange måder en snob og ser sig selv som værende af højere rang, men alligevel modarbejder denne samfundsgruppe ham. K. er altså selv en del af det system, der kæmper mod ham. K.s vej gennem retslabyrinten er på ægte Kafkask manér både absurd og mareridtsagtig, og man kan som læser næsten føle sig fanget i samme net som romanens protagonist. Og til trods for sin umiddelbart realistiske idé om en retsproces efterlader romanen spor af underliggørelse og absurditet.

Fuld af overraskelser

Processen leverer gang på gang overraskelser, der efterlader læseren både forvirret og spændt. Romanen tilbyder knap en forløsning, når bogens sidste side vendes. Desuden efterlader den læseren med en konstant følelse af afmagt og irritation, da den – på trods af sit rolige sprog – er absurd, eksempelvis da K. på et tidspunkt besøger en maler, der er evigt forfulgt af en gruppe små piger, der bliver ved med på provokerende vis at være i vejen.

Processen kan både læses, som den er skrevet – som en roman om en stakkels ung mand, der bliver ført retslig proces imod, på trods af at der umiddelbart ikke er noget grundlag for dette. I denne læsning fungerer romanen som en slags kritik mod en uigennemskuelig og dehumaniserende magtinstans og et vanvittigt bureaukrati. Men den kan også læses langt mere subjektivt, da den åbner op for mange forskellige tolkninger, herunder historiske, såvel som politiske. Det er altså op til læseren selv at tolke og finde egen mening med romanen.

1 comment so far

Jette KD Posted on 10:37 pm - nov 13, 2017

Tak – får lyst til at find den frem igen..