Anmeldelse af Christina Hagen: POW POW POW, udgivet på Gyldendal d. 19. januar 2024.
Anmeldt af Maja Nørager Lauvring
Foto: Maja Nørager Lauvring
Christina Hagen demonstrerer i sin nye digtsamling på brutal og blændende vis den konceptuelle digteforms enorme potentiale, hvis den bruges rigtigt. For i digtene, som Hagen selv døber til at være pistoldigte, hersker formen. Men ikke på en måde, hvor indholdet af den grund forsvinder og træder i baggrunden. Nej, formen er netop det, der giver stemmen til jegets eksistentielle paradoks: at være mærket og knust af en barndom i voldens tegn og samtidig ikke kende til andet end volden således, at volden forvandles til en ny form for tryghed og normaltilstand.
”Hvad kalder man en lille molbo, der ikke tør være inde i sit hus, for / inde i dens hus sidder en mand i en sofa, og der er kun de to og de er / alene hjemme og molboen går rundt udenfor om natten og kigger ind / ad vinduerne for at se, hvor manden er nu?”
Sådan spørger Hagen i et af sine digte i første del af digtsamlingen POW, hvor alle digte indledes med ikoniske oneliners fra de mest ikoniske danske vittighedskonstruktioner.
Men der er ikke noget at grine af i Hagens digte. Tværtimod. I ovenstående digt er humoren byttet ud med utryghed og uforudsigelighed og får i stedet en tragikomisk ambivalent stemme. Indhyllet i vittighedens modus mister volden sit eksplicitte væsen og underspilles i en sådan grad, at det på mærkværdig vis gør endnu mere ondt at læse.
Den overvældende mængde af underspillet rædsel, vold, misbrug og elendighed skydes ud i så rapid en hastighed, at man til sidst ikke længere mærker projektilerne gennembore ens indre. Jeg sad efter at have læst det sidste digt og tænkte: Jeg er for en kort stund faktisk gået gennem samme forvandling som digterjeget. Jeg oplever den massive eksponering for vold som normal, og samtidig er jeg gennemhullet og forandret med den undtagelse, at jeg blot kan gå væk fra den tilstand igen.
Volden følger med
Men det kan jeget ikke, og konsekvenserne deraf skal vise sig i digtsamlingens anden og tredje del POW POW og POW POW POW, hvor jeget som voksen møder en verden uden for hjemstavnen, hvor vold og selvhad ikke er det sprog, de andre taler. I digtet ”DU MI LOSSEPLADS” indleder jeget et seksuelt forhold til en meget yngre mand i forsøget på at omvende magtforholdet og for en gangs skyld være ovenpå. Men det er svært at viske molboprædikatet af, når det er tatoveret ind i ens eksistens:
”Han har smidt den uj som en pos mæ skrald / Den goe nyhe er at en molbo ve alt om at være skrald / Det er bare å lig stille og vente på en taber trækker den op a æ bøt / Så det bare at bie æ tænder sammen og blie misbrugt med en smil”
Molboens lod
I det hele taget er molboskikkelsen en central figur gennem alle digtene. Molboen har litterært altid repræsenteret den lidt dumme, simple og naive bonderøv, hvilket Hagen også konfronterer med sit jyske og ufine sprogbrug. Men i digtene forstår vi også, at molboen ikke blot er en satirisk figur, men et folk fra virkeligheden, hvoraf nogle befinder sig på samfundets bund og kæmper med psykiske, sociale og økonomiske udfordringer. Og hvor omverdenen synes ligegyldig og fremmedgørende således, at voldspiralen og de sociale udfordringer fortsætter.
Det er især i tredje del af værket POW POW POW, at samfundskritikken for alvor bliver serveret, og det i en stram form, hvor hver enkel strofe består af tre ord, og tempoet deraf sænkes for læsningen:
”Spille tennis på / Topniveau forstå det / Nu molboer er / Ligeglade med politiske / Foreninger hente bringe / I lun bil / Vi har skidt / I bukserne vi / Vader rundt på / Landevejen med tankerne / fulde af kaniner”
På den måde udøves der også en omsorg og tilgivelse over for det ophav og de mennesker, der har omgivet forfatteren på både godt og (mest af alt) ondt. Med POW POW POW retter Hagen sin konceptuelle litterære pistol ud mod os for at få os til at høre efter og se på det, som vi ikke gider se på. Det er en litterær voldelig revolution, der ønsker en gang for alle at løfte molboen ud af dens undertrykkende elendighed.
Leave a Reply