Anmeldelse af Gwendolyn Brooks: Maud Martha, udgivet på Gyldendal d. 25. januar 2024. Oversat fra engelsk af Birgitte Steffen Nielsen.
Anmeldt af Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
En iturivende skildring af tilværelsen som sort kvinde i 1950’ernes Chicago. I beskrivelsen af sine egne oplevelser fra såvel opvæksten under fattige kår, samt en senere beretning om et kærlighedsforladt ægteskab, er Maud Martha Gwendolyn Brooks’ første og eneste bog. Det er en autobiografisk roman, som blev udgivet i 1953 – og dette er den første danske oversættelse.
Vi begynder i de spæde barndomsår. Ung, optimistisk og håbefuld for fremtiden; sådan oplever jeg fortælleren, Maud Martha. Den yderst iagttagende synsvinkel gør, at man som læser bliver ført gennem barndommens gade og oplever livet side om side med Maud Martha. Hendes nærmest lyriske tilgang til barndomsårene vækker en ro i maven på én, en fornemmelse af barnlig uskyld. Hun værdsætter alle de små detaljer i familiens forfaldne hjem, detaljer som hendes ældre søster, Helen, foragter:
”Faktisk havde Helen tit og uopfordret givet sin mening til kende om hele huset, om ¨det rådne læs tr樔
En hjerteskærende realisering
Desværre går der ikke mange år, før den kære Maud Martha indser, at verden ikke just er så barmhjertig, som hun i sine barndomsår forestillede sig. I stiftelsen af fornuftsægteskabet med manden Paul Phillips ser Maud Martha sin mulighed for at rejse sig fra opvækstens fattige aske. Hun drømmer om elegance og funklende interiør, hun forestiller sig en afbalanceret hverdag med en velanset mand og et par fine børn. Men det viser sig snart, at alt dette er uden for rækkevidde – samfundsindretningen i de barske 1950’ere tillader ikke et farvet ægtepar at stige i rank. Så parret må flytte ind i en faldefærdig og forrådnet lejlighed i et lurvet nabolag i Chicago, hvor Maud Martha må se virkelighedens kår i øjnene: Hendes drømme om luksus må atter blot forblive drømme.
En særligt hjertegribende passage i romanen er, da ægteparret beslutter sig for at overskride deres personlige grænser og besøge en ”hvid” biograf. Skildringen af denne omvæltende aften fik mit hjerte til at sidde fast i halsen. Følelsen af ubehag syntes kun at vokse i takt med Maud Marthas beskrivelse af dømmende blikke fra biografens hvide gæster, samt hendes egen fornemmelse af utryghed:
”Da filmen var forbi, og lyset afslørede dem som det, de var, stod det sorte par op blandt pelsene og det fine tøj og den diskrete parfume, og kiggede ivrigt omkring.”
I kontrasten til de overdådige pelse og fornemme jakkesæt indser Maud Martha, at hende og Paul Phillips for altid vil være adskilt fra de andre. Og det er udelukkende på grund af deres hudfarve:
”De havde sådan nydt filmen, de var så lykkelige, de havde lyst til at le, til at sige varmt til de andre på vej ud: den var god, hva? Det kunne de selvfølgelig ikke. Men bare der ikke var nogen, der så ud, som de følte sig forstyrret.”
At være alene
I den kaotiske og konstant foranderlige hverdag finder Maud Martha dog en smule sikkerhed i sit ægteskab med Paul Phillips. Glæden og lysten er intet sted at finde, kærligheden mellem de to opstår aldrig fuldstændigt. Men de har hinanden, to modpoler som mødes i foreningen mod det racistiske og nedladende verdenssyn – eller sådan troede Maud Martha det. Bebrejdelsen fra Paul Phillips blik borer sig dagligt ind i Maud Martha, en bebrejdelse som drukner alle spirende håb for ægte kærlighed. Vreden består i, at hun afholder ham fra at stige i rank i samfundet, at hun mildest talt ikke er nyttig for Paul Phillips. Og værst af alt er, at vreden optrappes af hendes hudfarve – dét, som hun troede var deres fællesnævner, dét som forbandt dem:
”Hvad jeg er indvendigt, hvad der virkelig er mig, kan han godt lide. Men han bliver ved med at se på min farve, der er som en mur.”
Med denne afvisning fra Paul Phillip kommer Maud Martha til den hjerteskærende erkendelse, at hun for alvor er alene. At hun til evig tid må indfinde sig med det kærlighedsforladte ægteskab, at hun ingen støtte finder hos sin mand, og at hun derfor må skabe sin egen lykke og frihed.
Min oplevelse af Maud Martha var hjertegribende. Jeg græd, jeg grinte og jeg blev rørt. Den konstante erindring om, at romanen er autobiografisk, bidrager kun til den gennemgående følelse af ubehag. Men lige så forarget og vred jeg er over de oplevelser, som Gwendolyn Brooks illustrerer, lige så glad er jeg over, at jeg begav mig til at læse værket. For sådanne læseoplevelser er vigtige, de mærker os. Det er i hvert fald ganske sigende, at der gik længe før jeg kunne lade mig optage af en ny bog – Maud Martha blev siddende i hjertet på mig.
Leave a Reply