Anmeldelse af Jenny Rossander: Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, udgivet på Politikens Forlag d. 24. maj 2024.
Anmeldt af Karoline Djursaa
Foto: Karoline Djursaa
Med sin debutroman Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen giver Jenny Rossander et ærligt og følsomt indblik i en ung komponists møde med teaterverdenen og en stormfuld kærlighedsaffære, som vender op og ned på hendes virkelighed.
Forestillingen om eventyret
Romanen, som bygger på Rossanders egne oplevelser, handler om en ung kvindelig komponist, der bliver hyret til at skabe musikken til et stort teaterstykke. Forestillingen om at være en del af dette skabende univers bringer håb og drømme frem i den unge kunstner, som ønsker at være del af noget større end sig selv:
“Det, hun vil, det er at være Alice i deres eventyrland. Gro ud over tagene, ekspandere, indtil alle kan se hende, og hun kan råbe så højt, at bygningerne ryster. Derefter vil hun skrumpe igen, mindre og mindre, presse sig selv til en helt blank kugle, tung som uran, så alt i hende bliver vigtigt og ladet med mening.”
Teatrets eventyrland blomstrer som en rose i komponistens sind, men rosen viser sig også at have torne. For livet under indspilningerne er ikke den rene fortryllelse. Det byder på både magtspil, usagte regler og en kamp om anerkendelse. De spirende kunstnere ønsker sig især en ting: at fange instruktørens opmærksomhed, og til trods for komponistens evne til at se igennem teatrets overfladiske spilleregler, kan hun ikke helt undgå at ønske det samme.
At miste sig selv i en relation
Under indspilningerne begynder det at slå gnister mellem den unge komponist og den erfarne, gifte instruktør, hvilket langsomt leder til en affære mellem de to. En affære, der er underlagt en ulige magtrelation, og som får komponisten til at sætte spørgsmålstegn ved sin forståelse af virkeligheden, kærligheden og det fortryllede teaterliv hun før drømte om:
“Hun kan ikke overskue, hvis der ikke findes noget, der er større end hende. Det er provinsielt, det er barndommen, der er noget ulækkert over det, og det minder om noget, der gør ondt.”
Rossander portrætterer relationen mellem komponisten og instruktøren på realistisk, sårbar og levende vis. Nok er romanen Rossanders første udgivelse, men frembringelsen af fortællinger gennem ord er aldeles ikke fremmed for den nyudsprungne forfatter. Under kunstnernavnet Lydmor har hun siden sit tyvende leveår skrevet sange og produceret elektronisk musik, herunder albummene ‘Capacity’ og ‘Nimue’. Den sårbarhed og ærlighed vi møder i hendes musik, er helt tydeligt også til stede i hendes forfatterskab. Rossanders erfaring med at skabe fortællinger gennem musikken er tydelig at mærke i romanens legende og kreative måde at fortælle på. Narrativet er bygget op omkring en fortæller (komponisten), som med skam og ironisk distance skriver om sit tidligere jegs tid på teatret, og af og til blander historien med nutidens refleksioner om sig selv.
“Det er, som om bilen fyldes med slim, kvælende altædende, og det er lige ved at trænge ind i hende, jeg er lige ved at trænge ind i hende, med fortiden, med min viden om, hvor det hele skal ende, lugten af brændt gummi, og skammen, skammen over at eksistere, som følger med enhver kvinde, der vil for meget.”
Den fortællemæssige distance, som Rossander formår at oprette mellem komponistens fortidige jeg og hendes nutidige jeg, skaber en særlig spænding i fortællingen, og portrætterer en ung kvindes forsøg på at genskrive sig selv og få fortiden til at give mening.
En læseoplevelse, der kan lidt af hvert
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er en fortælling om magtforhold og om at miste sig selv i en relation. Romanen udtrykker den slags frustration, man oplever, når man har undertrykt sig selv ved at være stille og medgørlig, når man i virkeligheden ønskede at løslade furiens vrede skrig. Rossander leverer desuden et meget relevant og nuanceret blik på magtforholdet mellem mand og kvinde, herunder hvordan magt ofte kan være subtil, utilsigtet og altødelæggende på samme tid.
Fortællingens sprog er utroligt medrivende, og selv i sin banalitet, vidner det om et nærvær og en evne til at få alle de rigtige detaljer med. Det er netop dette sprog, som får fortællingen til at fremstå så levende og øjeblikkelig for læseren. Selv blev jeg revet så meget med, at jeg slugte bogen på to dage. Derfor vil jeg også stærkt anbefale bogen til alle, som er glade for spændende narrativer, et levende sprog og den medrivende læseoplevelse.
Leave a Reply