Anmeldelse: Lenz & Woyzeck af Georg Büchner. Forlaget Basilisk, udgivet d. 30-10-2014
Anmeldt af Simon Lorentzen
Foto: Bogens omslag / basilisk.dk
Til trods for sin umiddelbare obskuritet betragtes Georg Büchner (1813-1837) af flere som en af de største fornyere i moderne tysk litteratur, og han har været et forbillede for digtere som Rilke, Sternheim, Werfel, Brecht og mange andre. Han døde af tyfus som 23-årig, men formåede på knap tre år at skabe et livsværk, der blandt andet tæller tre dramaer, en novelle, et revolutionært manifest og en disputats over nervesystemet hos skægkarpen. Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen) har i den foreliggende udgivelse nyoversat novellen Lenz og dramaet Woyzeck til dansk.
Tilværelsens nødvendige byrde
I prosafragmentet Lenz konfronteres vi med digteren Jakob Michael Reinhold Lenz (1751-1792), som var Goethes ungdomsven og endvidere en væsentlig aktør i Sturm und Drang-bevægelsen. Büchner nedsænker sin hovedperson i maniens mørke kamre, hvor ulykkelig kærlighed hurtigt bliver til angstfuld psykose. Det er historien om en ung mand, der forsøger at undslippe sin sindssyge, men ak, forsøget er håbløst: Bevidstheden disintegreres, fordi tanken i sig selv er destruktiv.
I denne tragiske realitet er der ikke plads til afledning. Derfor bliver naturen også dæmonisk: ”skyerne sprængte af sted som vilde vrinskende heste, og jog sit lynende sværd over snefladerne”. Lenz’ angribende tanker er projektioner af den voldsomme natur og omvendt. Dette negative symbioseforhold mimes sågar i novellens periodiske struktur og parataktiske stil, således alle afgørende ord isoleres, for eksempel: ”han gik ovenpå, det var koldt deroppe, et stort værelse, tomt, længst borte en seng” eller ”himlen var et dumt blåt øje, og månen stod fuldkommen latterlig i den, enfoldig”.
Lenz er alene og ensom, arbitrær og uvirkelig, idet han er impulsiv, endog passiv. Fortvivlelsen intensiveres af rådne minder og hallucinationer. Selv hans selvmordsforsøg bærer præg af en art paradoksal passivitet, idet de blot er angstfulde forsøg på at ”komme til sig selv gennem en fysisk smerte”. Disse følelser skildres uden patos. Büchner komponerer sit sprog, som patologen dissekerer sit kadaver – med sober og kølig nøjagtighed. Således er Lenz’ sindssyge syntaktisk defineret, men hvilke faktorer bestemmer egentlig hans skæbne? Hinsides de patologiske beskrivelser finder man den måske vigtigste faktor i den pinte digters forfald: hans sociale baggrund. Büchner kreerer et protoeksempel på en tragisk proletarhelt, hvis mål forbliver meningsløst, idet han forankres i et socioøkonomisk vakuum. Sindssygen bliver i den henseende symptomatisk for en borger, der tilhører den laveste samfundsklasse. For dette menneske er livet en uomgængelig byrde.
Et godt mord, et smukt mord, et ægte mord
Ligesom Lenz skildrer dramafragmentet Woyzeck et pint menneske, der plages af mentalt forfald i et feudalt miljø. Det er fortællingen om en menig soldat, Franz Woyzeck (baseret på Johann Christian Woyzeck, 1780-1824), der forsøger at give sin elskede Marie, som han har et barn uden for ægteskab med, et nogenlunde anstændigt liv. Ved siden af tjenesten skaffer han penge ved at barbere sin kaptajn, for hvem han også snitter kæppe, og ved at sælge sin krop til videnskabelige eksperimenter hos byens doktor. Da både pengene såvel som hans fysiske og sociale tilstand er utilstrækkelige, er det uundgåeligt, at Woyzeck taber Marie til en attraktiv og ildfuld tamburmajor, som er symbolet på den blodsugende militærmagt: ”når jeg først får den store fjerbusk og de hvide handsker på, torden og lynild, Marie, prinsen siger altid: Ham der, han er et mandfolk”. Heraf smuldrer den sidste bestanddel i Woyzecks i forvejen ruinøse liv. Intet vedbliver. Han tvinges til at afslutte sin kontrakt med omverdenen. Han mødes derfor med Marie uden for byen, hvor månen stiger op i morgenduggen. Og månen er rød, rød som kniven!
Da Woyzeck er ude af stand til at løse sin egen situation, forfalder han til apokalyptiske hallucinationer og, endelig, mord. Hos Marx deltager proletariatet i en opløsning af verdensordenen, men hos Büchner kan en sådan opløsning ikke finde sted, idet Woyzeck tager del i en metaforisk rettergang, han ingen indflydelse har på. Derfor kan han kun opløse sig selv.
Uanset mener overklassen, at han truer deres verdensorden, og da han hastigt løber forbi kaptajnen og doktoren på fortovet, gisper førstnævnte: ”han løber jo som en åben barberkniv gennem verden, man skærer sig på ham”. Woyzeck er den titelløse proletar, som overklassebødlerne uden eftertanke kan og må straffe. Han er som hesten i gøglerboden, der gør ”det menneskelige societet til skamme”.
En fragmentarisk arv
Enhver oversættelse og dertilhørende tilrettelæggelse af Büchners manuskripter synes at være et futilt foretagende, idet de i sig selv ikke udgør et kohærent narrativ. Lenz forefindes i en form, der næppe logisk kan ændres, men der findes ingen definitiv udgave af Woyzeck. Siden Karl Emil Franzos rekonstruerede dramaet i 1879, har snesevis af opdaterede udgaver set dagens lys. Forud for Nielsens oversættelse er dramaet blevet fordansket fire gange, senest af Ole Dan Larsen i 1992, som tog udgangspunkt i Henri Poschmanns revolutionerende udgave fra 1984.
Nielsens oversættelse balancerer fint mellem det bedagede og det moderne; han bevarer kontinuiteten på fornem vis, og er god til at udfylde hullerne i dialogerne (måske med undtagelse af billede 10, hvor kaptajnen siger ”De farer afsted…”, hvilket hedder ”Sie schießen unaufhal” i Büchners overstregede manuskript). Jeg er ikke helt sikker på, hvilken udgave Nielsen har taget udgangspunkt i, men bortset fra billede 10 og 23 minder stukturen grangiveligt om Werner R. Lehmanns fra 80erne, som er en kende forældet.
Büchner tåler sammenligning med modernismens største dramatikere – Ibsen, Strindberg og Tjekhov – og selvom han udarbejdede sine værker for over 175 år siden, beskriver han bedre end nogen anden den evige og vanvidsfremkaldende dualisme, mennesket kan føle: modsætningen mellem det enkelte individs natur og autoriteternes propaganda om den frie vilje, som jo altid hviler på samfundets moral. Han er, som der står i hans nekrolog fra juni 1837, ”ein Kind der neuen Zeit” (en ny tids barn).
Hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med Lenz og Woyzeck, er Nielsens nyoversættelse en udmærket introduktion, men for filologer og litteraturforskere vil jeg henvise til Marburger-udgaven, som blev færdigudgivet hos Wissenschaftliche Buchgesellschaft i fjor.
Leave a Reply