Anmeldelse af Martin A. Hansen: Løgneren, genudgivet på Gyldendal d. 13. marts 2024
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Martin A. Hansen udkom med Løgneren i 1950. Gyldendal genudgiver den som en del af de mange klassikere, der for tiden får et nyt forord og ny indbinding – og dermed opmærksomhed på ny. I denne version har Hella Joof skrevet et forord, der særligt inviterer nye læsere velkomne til Martin A. Hansens forfatterskab.
På den lille danske ø, Sandø, bor Johannes Vig. Han er skolelærer og degn, og romanens omdrejningspunkt. Det er særligt i lærergerningen, at han udfolder sit talent. Han kan lide at være belærende. Det fornemmer man ligeledes i romanens dagbogsform, når han fortæller læseren og Natanael, der er dagbogens modtager, hvordan hans navn skal udtales: ”Mit navn er Johannes Vig. Sig ikke dette navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig.”
Et trekantsdrama
Johannes Vig virker umiddelbart ganske tilfreds med sit liv som eneboer. Han har hunden, Pigro, der holder ham med selskab og følger ham trofast rundt. Alligevel har Johannes Vig en længsel. Han bliver drevet mod to kvinder gennem romanen, Annemari og Rigmor. Med Annemari har længslen varet længe. De har allerede fra romanens begyndelse en kostbar, flirtende kemi anno 1950:
”Du har engang kendt en pige, du ikke kunne glemme, Johannes.
Har jeg sagt sådan noget, Annemari? Hvem kan det være. Åse måske?
Det navn har du aldrig sagt før.
Undskyld, man løber sur i det, Annemari. Forveksler nogen måske. Det er et par dage siden. Menneskealdre siden.
Hende, for hvis skyld du søgte herud på Sandø?
Det var da for din skyld, Annemari.
Du spøger altid. Mig kendte du ikke. Og jeg var bare seksten år.
Rygtet om Sandøs rose når vidt, min pige, sagde jeg, jeg kom, jeg så dig og jeg var fortabt. Men ulykkeligt.”
Johannes får aldrig Annemari. Det er for sent, da han endelig vil fortælle hende om sin kærlighed til hende. Med Rigmor er det anderledes, både fordi hun er gift og fordi det snarere er rent begær.
Løgnen lever
Martin A. Hansen har gjort sig nogle interessante litterære greb. Han spiller på løgnen og sandheden. Det viser sig, at man ikke kan stole på alt, Johannes Vig har fortalt og beskrevet i sin dagbog.
Rent stilistisk er der ingen citationstegn noget sted i romanen, så altså ingen direkte indikationer på, hvornår nogen taler. Alligevel antager man som læser, at der forekommer en ordudveksling, når der antydes dette. Men måske det blot er tanker og ønsketænkning i Johannes’ hoved? Dette kan der kun gættes og gisnes om.
Martin A. Hansens klassiker har skabt grund for en del litterære analyser gennem tiden. Jeg kunne ikke undgå at give den en ny opmærksomhed med tanke på al den autofiktion, der i disse år skrives. Løgneren giver grund til eftertanke og fortæller, hvordan og hvor nemt en læser kan snydes og føres bag lyset af fortælleren. I Løgneren er Johannes Vig romanens dukkefører, der gør løgn til sandhed.
Leave a Reply