En poetisk kvindestemme

En poetisk kvindestemme

En poetisk kvindestemme

Anmeldelse af Herman Bang: Tine, genudgivet på Gyldendal d. 24. november 2020. 

Anmeldt af Thomas Rod

Foto: Thomas Rod 

Herman Bangs Tine er en fantastisk fortælling med et fleksibelt sprog, som ikke afbryder læseoplevelsen. Snarere afklarer Bangs skiftende fremstillingsformer den vekslende oplevelse, som det er at være menneske. Vekslingen understreges af historiens klare og mangfoldige kontraster. Og de konstante forandringer set gennem titelpersonens erfaringer, skildrer en kvindes indre oplevelse af en kaotisk verden fra et hjembundet perspektiv.

Tine er Herman Bangs kærlighedsfortælling til sin barndom. Ja, en sand kærlighedshistorie foregår i fortællingen, men han har åbenlyst rettet bogen mod sit eget liv. Det læses ikke blot mellem linjerne. Bogen er tildelt mindet om Bangs mor, og han vælger at indføre et personligt forord med mindst lige så meget skønlitterær merit som selve romanen. Den poetiske erindring af hans barndom er beskrevet som en fantastisk indgang til en harmonisk handling, fascineret af det danske liv. 

”Det er de danske, som flygter, sagde mo’er med sin frysende stemme, og vi græd højt op, mens de alsiske piger jamrede som to hunde, og vi hørte bestandig, bestandig folk, der løb på gaden, og tropperne, der ilede, og hornene fjern og hornene nær – gennem stormene.”

Det danske dagligliv

Bangs fremstilling af det danske landskab er så sanselig, at billederne af familietræf og små konflikter er afbilledet på et afklaret og velkendt fundament. Markernes tørre strå føles, floraen duftes og børnelatter høres. Og de kontroverser, som opstår mellem karaktererne, markerer det kulturelle miljø, vi befinder os i. Kvinder, som identificeres gennem deres ægteskabs tilhørsforhold. Dyr, der flygter fra menneskers fangenskab som en tilbagevenden til deres primitive vildskab. Den konventionelle menneskestrømning og dets værdier har sit sammenstød med naturen, som i romanens åbningsscener veksler mellem symbiotisk idyllisering af danske traditioner og naturens selvmotiverede modstand herimod. Umiddelbart har denne fremstilling i Tines første halvdel ikke karakter af to stærkt antagonistiske modsætninger, men snarere en harmonisk blanding mellem orden og kaos. Dette kendetegner livets gang – og særligt dobbeltheden i at være en husbundet kvinde, både trygt indkapslet i husets fire vægge og urokkeligt frustreret med en sådan tilværelse. Hvad romanen formår bedst – ved brug af sprogets og stilens foranderlighed – er på implicit vis at skildre karakterernes løbende udvikling og problematikker.

Og da kom krigen

Pludseligt rammer krigen i 1864 og hele fortællingen vendes på hovedet. Sproget bliver fragmenteret og impulsivt, scenerne er kaotiske og karaktererne har svært ved at orientere sig i en ny tilværelse, umådeligt fjern fra den tidligere, sikre og velkendte. Som læser får man sat de indledende, afslappede kapitler i et nyt perspektiv, og ligesom Bang selv, må vi erindre os tilbage til det fredsommelige liv før det veletablerede kosmos faldt sammen under sin egen vægt.

Fra et personligt synspunkt kan jeg heller ikke lade være med at læse romanen inden for et corona-perspektiv. Det er svært at forestille sig tilbagevenden til ”det gamle normale”, når man opdager skrøbeligheden i de traditionelle magtstrukturer, men man stadig mentalt befinder sig i disse leveformer. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvilken livsstil man kan føre efter kaosset, som har sat den gamle leveform i perspektiv, hvorfra det lettere kritiseres. Og nogle gange bliver man simpelthen opfanget af det grusomme og må anerkende det, uanset hvor skadeligt det er for sundheden. 

”I gyden, på pladsen, i gårdene, på marken, var der intet liv. Fjælene til kisterne lå forladte på smedens lod mellem den nedtrampede rug. Kun de herreløse køer brølede uroligt på de fremmede marker. Tine gik frem ad vejen. Hun havde kun én tanke: Hun ville se ham, der var død. Han var ikke kommet tilbage – så han var død.”

Til sidst finder jeg det meget vigtigt at understrege denne nye udgivelses fysiske udtryk – der er i virkelighed tale om en luksusudgave! Pastelfarven med guldskriften og det simple design ender med et udtryk lige så smukt som ordene det ombinder. Denne genudgivelse er stærkt anbefalet; hvis ikke til den almene læser med interesse for Danmarks bedste litterære klassikere, så i hvert fald til enhver Bang-entusiast, som ønsker at pryde sin bogreol.