En sansende sammenkrydsning

En sansende sammenkrydsning

En sansende sammenkrydsning

Anbefaling af Amalie Smith: Et hjerte i alt, udgivet på Gyldendal d. 20. april 2017.

Af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Hvad sker der, når benhårdt filosofisk teori møder rigelige mængder naturbeskrivelser og kærlighedsdramaer? Når et årtis skriblerier samles til én udgivelse? Denne sammenblanding finder sted i Et hjerte i alt, og resultatet er en krydsning mellem en teoretisk kunstner og den privatperson, der gemmer sig bag kunstnerfacaden.  

Den nyeste udgivelse fra Amalie Smith fremstår som et virvar af følelsesladede digte iblandet tunge teoretiske udredninger, hvilket understreges af undertitlen, Noter, essays, praksis, poetik 2007-2017, der fungerer som en hjælp til, hvordan læseren skal tilgå værket. Et hjerte i alt indeholder alt fra blogtekster og billedlige visualiseringer til prosa, voiceover og 3D-modeller, og således bliver læseren både introduceret for kunstneren, teoretikeren og privatpersonen Amalie Smith og hendes udvikling gennem de seneste 10 år. Netop fordi filosofisk kunstteori står side om side med blogindlæg om kærlighedskvaler, tegnes der et nuanceret og mangesidet protræt af forfatteren. Det er især de teoretiske tekstuddrag, der fremstår som særligt begribelige og tankevækkende, som denne voiceover til en af hendes kunstfilm:

”Den verden, vi oplever ved brug af følesansen, har tekstur, tyngde og temperatur, men ikke perspektiv eller farve. Den verden, vi oplever ved brug af synssansen, har perspektiv og farve, men ikke tekstur, tyngde eller temperatur. De to verdener, som opleves ved brug af føle- og synssans, har umiddelbart intet tilfælles. Man kan røre ved et objekt fra flere sider samtidig, mens man kun kan se det fra én vinkel ad gangen. Men berøring er altid delvis – hånden griber kun om et udsnit af objektets totale form. For et begribe et tredimensionalt objekt må hænder og øjne arbejde sammen. Berøring og syn må krydse hinanden. Øjnene røre, hænderne se.”

Tanken om en sammenkrydsning mellem syns- og følesansen er udgangspunktet for formen på den færdige udgivelse; teksten er nemlig drejet 90° til venstre i forhold til en almindelige bogudgivelse, hvilket kræver, at læseren vender bogen på en unaturlig måde. I stedet for at bladre fra højre mod venstre, vendes siderne nedefra og op. Alternativt kan læseren tippe hovedet 90° mod venstre. På denne måde bringes læseren ud af sin gængse læsefacon, hvilket i sig selv er grund nok til at læse Amalie Smiths nye tekstsamling. En anden grund er, at den indeholder så meget forskelligt materiale, at det er umuligt ikke at være blevet tilfredsstillet på den ene eller anden måde efter endt læsning. Netop den store mængde materiale kunne opfattes som et kritikpunkt; at Et hjerte i alt forsøger at omfavne så mange forskellige emner, at den fortaber sig i materialemængden – men jeg ser det ikke som en svaghed, tværtimod. Det store hav af forskelligartet materiale åbner op for et univers bag facaden, og læseren får dermed indblik i en forfatters kunstneriske processer.