Anmeldelse af Stinus Olesen: Nedriverne, udgivet på Byens Forlag d. 30. september 2020.
Anmeldt af Thomas Rod
Foto af Thomas Rod
Nedriverne er en finurlig bog med endnu mere finurlige karakterer. Olesen sammenspænder en fragmenteret handling, som forsøger at fremstille mange komponenter til ét samlet hele. Resultatet er en udtryksform, som opfanger alle de eksistenser, der farer rundt i den københavnske forstad og står i stærk kontrast til hinanden. Det udmunder i en fortælling, som bliver delvist fiktionsbiografisk lommefilosofi, og delvist impressionistisk collageværk, der inkonsekvent forsøger at lappe hullerne mellem de enkelte dele.
Erik ser om morgenen et par ny-udklækkede studenter. Fra sit perspektiv som familiefar – nærmere forstået en tidligere rebel som har indordnet voksenlivets grundprincipper om børnepasning, erhverv og halvsindede ægtefællediskussioner – begynder han at jage dem. Men af hvilke grunde? Mener han, at de skal vide, hvilken endestation de når efter studenterkørslen, landet hvor ungdomsdrømme knuses? Søger han at genfinde sin ungdom hos de naive mennesker, som er lidt for frie end hvad der er godt for dem? Det aner han ikke selv, men en impuls driver ham gennem morgentrafikken.
Sådan starter Stinus Olesens serieroman Nedriverne, men selv efter den pudsige introduktion ser vi gennem hele fortællingen genkald til hovedpersonens ungdom med afsæt i hans nutid. Et endeløst forsøg på at genkalde sig en simplere tid før fritidsudflugter i nedrevne bygninger og ungdomskærester blev udskiftet med snærende naboer og en kone, som netop lige er tilfredsstillende nok. Ligesom forstaden til indre København hvor Erik bor, finder han sig på grænsen mellem det rolige og det kaotiske, det traditionsrige og det nyskabende.
En skildring af det monotone forstadsliv
På mange måder er Nedriverne, hvad man kan se som en fragmenteret fortælling. Uanset om man tænker på de mange tidsspring som kendetegner hele læseoplevelsen, eller skift i perspektivet til flere af fortællingens personer, så er romanen en interessant skildring af en ellers monoton vokseneksistens. Her bliver selv de mindste detaljer mere kaotiske, hverdagens situationer mere bemærkelsesværdige, så man knap nok opfanger tilstanden, man er fanget i. Også de mange karakterers finurlige konturer bliver tydeligere, så man som læser kan opfange de rige detaljer, Olesen tilføjer sit persongalleri. Deres hverdagsfortællinger er underholdende, sammenfiltrede og tilføjer fortællingen mere sjæl ved disse nye perspektiver og drivkraft i handlingen. De har ikke bare en passiv tilværelse i baggrunden, men påvirker Erik som konfliktskabende aktører i det kompakte miljø, som fortællingen skaber.
En opsamling af fragmenterne
Romanen skifter mellem at fortælle sin historie gennem narrativet om Erik og Britts hverdag, flashbacks til Eriks fortid og flere mystiske opkald fra flere karakterer til en helt tredje karakter, som vi først møder langt inde i fortællingen. Nedriverne laver altså en kompliceret assemblage af forskellige tråde, som ind imellem mødes i knuder. Dog opstår disse knuder færre gange end hvad der ville skabe en mere naturlig overensstemmelse mellem de forskellige fortællinger, romanen forsøger at opfange. Til sidst virker de forskellige personers individuelle forløb som mere orienteret på at skabe en stilfærdig collage af fortællinger, som ikke direkte provokerer hinanden med de sammensmeltende figurers motivationer. Inden for Eriks fortælling ramler de forskellige karakterer gerne sammen, men på egen hånd har de ikke den dybde, som indledningsvist gør Stinus Olesens værk til en ellers underholdende læseoplevelse.
Leave a Reply