Anmeldelse af Daniel Dencik: Grand Danois, udgivet på Gyldendal d. 12. april 2016
Anmeldt af Mai Odgaard Petersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Akkompagneret af tidens insisteren på, at vi skal og bør samtale om tabubelagte emner som voldtægt og fattigdom, skriver Daniel Dencik sig ind på ensomhedens enemærker. I Grand Danois møder læseren blandt andet en søn uden en far, en rygradsfattig agent og en surreal festivitas, hvor champagnepropperne popper om kap med uvirkeligheden.
Når man bevæger sig igennem Denciks ni noveller fra samlingen Grand Danois, der også er titlen på værkets sidste novelle, møder man forskellige former for ensomhed. Fælles for dem alle er, at hankønnet er det søgende, det ensomme, det forladte i en verden, hvor relationen både til kvinden, forældrene og samfundet problematiseres for de enkelte karakterer.
Den svære opfølger
Forfatterens forrige udgivelse giver stadig denne anmelder gåsehud. I 2014 sendte Dencik romanen Anden person ental ud i verden med fortjent fine anmeldelser til følge. Det er en fortælling om at miste sine børn til bureaukratiet; ganske klart et stykke litteratur baseret på Denciks egne oplevelser og hans behov for at fortælle og bearbejde sin sorg derigennem – og måske også sin ensomhed affødt af et system fyldt med brister. Hvor Anden person ental brillerede, er Grand Danois derimod ikke direkte kanonlitteratur, men dog stadig aldeles læsværdig.
Hele verden som ramme
Læseren møder de ensomme mænd og drenge rundt om i verden med forskellige problemstillinger i centrum. I “Et forår i Tokyo” fremskriver Dencik en autentisk og særdeles fin stemning af det urbane, menneskeramte millionmekka, og på vej mod Frankrig ad togskinner i novellen “Hansen” er der nogle rigtig gode passager, hvor man mærker forfatterens fortrinligt fine evne til at rammesætte; den franske natur er uprætentiøs og tilnærmelig, det samme er jeget:
“Jeg var ligeglad. Der blev stille. Jeg var helt alene. Det var eftermiddag. Landskabet var summende og grønt. Jeg tror, det var hvedemarker. Kornet havde et sitrende lys. Der var ikke en vind, det hele vibrerede ligesom bare. […] De lyse marker var fulde af cikader. I det fjerne så jeg et tog komme imod mig. Sort røg voksede op som en svamp. Jeg trådte ud til siden.”
De korte sætninger, den levende natur. Meget mere behøver man ikke, og læseren følger jeget i spænding. Noget andet, som Denciks noveller nemlig også kan og gør, er at skabe den velkendte suspense-faktor. Der kæles for dette i snart sagt alle novellerne, som det sig hør og bør, mens forløsningen ofte udebliver. Man må selv mærke efter og udfylde hullerne, og det er langt hen ad vejen gennemarbejdede, gode historier, man præsenteres for.
Underordnet geografi og skelsættende utopi
I “Trøst”, hvor en smådepressiv filmmand søger væk for at kunne færdiggøre sit seneste værk, forbliver geografien mere eller mindre uinteressant; han rejser til USA og møder en gammel (kvindelig) bekendt, hvis sans for drama dog kommer til at virke lidt søgt. Hvor “Et forår i Tokyo” var henført autentisk, forbliver omgivelserne i “Trøst” underordnede. Hvad der fungerer meget bedre, er det nærmest psykedeliske og surrealistiske i “Sen anerkendelse”, hvor en mands sind gennemtæres af en skelsættende utopisk begivenhed. Her er Dencik virkelig fremragende. Også dialogarbejdet i titelnovellen skal have et skulderklap.
Ensomhed som overordnet knudepunkt
På bagsiden af novellesamlingen står der blandt andet: “Grand Danois er ni noveller om ensomhed.” At definere en novellesamling ud fra et tematisk omdrejningspunkt er vel ikke unormalt. At gøre det på bagsiden nok heller ikke, men for denne læser virker det prædefinerede som en hæmsko, der skaber et hierarki i værkets vilje. Grand Danois handler også om mennesker, om vilkår, om møder og flere andre ting. Jeg vil hellere blot læse novellesamlingen og selv snuse mig frem til deres fælles knudepunkter, som blandt andet er ensomhed, ja. Måske er det en fejl ved denne anmelder, måske ikke.
Gennem novellerne møder man ofte kunstnerskikkelsen – ikke overraskende med Denciks bibliografi in mente – men man møder også drengen, den nybagte far og den næstekærlige nabo. Ensomheden har mange ansigter og er ikke blot en passiv tilstand, man kan befinde sig i, men også en levevej, en struktur, en henførende og selvvalgt tilstand. Læs Grand Danois, hvis du vil udforske et spektrum af ensomhed og møde nogle mennesker, hvis bekendtskab du ikke ville have været foruden.
Leave a Reply