“Er det ikke sådan ‘man’ gør? Tager til Paris og skriver digte?”

Interview med Jens Kæmpe foretaget i april-maj 2019

Af Hans Peter Madsen

Foto: Bogens forside // crisguldmann.dk

Jens Kæmpe debuterede tidligere på året med digtsamlingen Kunstens regler, en digtsamling om at leve langsomt i storbyen og se alt det skønne og grimme omkring sig. Det er digte, der er blevet til ved gøre det, digtere gør: læse Kierkegaard og flanere rundt i Paris. Men hvorfor hedder bogen Kunstens regler? Det svarer Jens Kæmpe på i dette interview.

Jens Kæmpes debutdigtsamling, Kunstens regler, der udkom i marts i år, begynder med et citat fra Søren Kierkegaards Enten-Eller, hvor Kierkegaard plæderer for at nyde kunst vilkårligt: “Man ser midten af et teaterstykke, læser tredje del af en bog. Derved får man en ganske anden nydelse end den, forfatteren har været så god at tiltænke én.” Er det så det, der er kunstens regler, at den skal nydes vilkårligt? Så kategorisk vil Jens Kæmpe ikke være, da jeg spørger ham. Men på en måde kan man sige, at vilkårligheden i hans tilfælde har været en regel for skrivningen:

“Med hensyn til vilkårligheden, er det ofte sådan digtene bliver til (eller i hvert fald sådan det føles, altså vilkårligt), og det er nok derfor, at Kierkegaard-citatet resonerede i mig. Digtene bliver til på den måde, at jeg sætter mig ned et sted og prøver med en blanding af intuition og intellekt at skrive et godt digt. Om det bliver godt eller ej, og hvilke elementer, der indgår i det, synes ofte vilkårligt.”

At skrive vilkårligt — at sætte sig ned i sine omgivelser og skrive et godt digt — synes også at være et gennemgående princip i samlingen. Men der er samtidig en orden i vilkårligheden, når der i et digt hen mod slutningen står: “Man må blive ved / det samme motiv / Se det ændre sig”

Som digtet opfordrer til, bliver Jens Kæmpe i løbet af digtsamlingen også i høj grad ved det samme motiv og ser det ændre sig. Bogens første del foregår i København og den anden del i Paris, hvor man i løbet af digtene oplever årets gang fra sommer til efterår. Et sted kan man læse om, at “Harekillingerne løber i plovfurerne og langs markskellet / De har ventet længe og nu / kan de slet ikke holde op” — og nogle sider senere er sommeren forbi: “Sidst vi var her / på kirkegården / sad alle bladene fast på grenene / Nu bævrer de ved den mindste vind / De fleste har allerede givet op / og lagt sig over stenene”. Er det så det, der er kunstens regler — at “Man må blive ved / det samme motiv / Se det ændre sig”?

“Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis sådan, man skal gøre,” starter Jens Kæmpe diplomatisk, “men det er produktivt for mig f.eks. at blive ved det samme motiv, som at stå op om morgenen eller sætte sig ned i en park.”

Efter alle kunstens regler

Titlen Kunstens regler var ikke oprindeligt tiltænkt denne bog. Oprindeligt havde Jens Kæmpe skrevet en anden og meget længere digtsamling, som en ven læste og sagde: “Den skal sgu da hedde Kunstens regler.” Jens Kæmpe fortæller, at den titel “af mange grunde (hvoraf flere stadig er uudgrundelige for mig) passede utrolig godt til denne nye samling digte. Blandt andet, fordi der er ret mange ‘man’-digte og ‘man’ er et ret monstrøst pronomen, som springer rundt mellem ‘jeg’ og ‘vi’. Når man bruger ‘man’, antager man vildt mange ting, og det er klart en drivkraft for mig. For eksempel at antage, at det er sådan her man/jeg har det; at det er sådan her et digt ser ud; ‘det er sådan, man gør’. Som jo også lægger sig lige op ad ordsproget ‘efter alle kunstens regler’. Og Kierkegaard-citatet passede ligesom til: Er det ikke sådan ‘man’ gør? Tager til Paris og skriver digte? Starter med et citat af Kierkegaard?”

Jens Kæmpe er altså, trods bogens titel, ikke ude på at lave et bestemt sæt regler for kunsten generelt — rettere er han gået ind i de regler, der allerede uudsagt eksisterer. De regler, der er skabt af “en klassisk mandsdomineret litteraturhistorie, som er spændende, men også ekskluderende og irriterende.” Her har Kæmpe fundet en digterrolle at glide ind i: “Det har været produktivt for mig at indtage denne både megalomane og monomane position og gå ind i rollen som f.eks. voyeur eller flaneur; to fortærskede litterære positioner, som jeg er nysgerrig på og har moret mig over.”

Nogle gange kan det også føles som et arbejde at skrive og frisættende at være på arbejde

At Jens Kæmpe har skrevet som flaneur, betyder dog ikke, at det er sådan, han mener, digte nødvendigvis skal skrives. Digtsamlingen pendler mellem to måder at se digterlivet på. Den ene er flaneurens kunstneriske driverliv (“Der er ingenting jeg skal / ingen jeg har lyst til at se / En doven tilværelse uden aftaler / Hvad kan man dømme mig for / Med hvilke argumenter kan man overbevise mig”), men samtidig er der også beskrivelser af netop det skønne ved den velfortjente træthed efter en lang arbejdsdag. Arbejdsliv og digterliv blev gjort til modsætninger, da det sidste år skabte debat, at digteren Henrik Nordbrandt i et interview sagde: “Arbejde er ikke noget, der klinger godt for mig. Men er det overhovedet det for nogen? Folk har hjernevasket sig selv til at tro, at det er godt at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde. Det er der jo ingen, der kan lide.” Men måske er der ikke nogen entydig konflikt mellem digterlivet og arbejdslivet, for som Jens Kæmpe siger:

“Jeg arbejder ofte for at kunne holde fri og for at have tid til at skrive, men nogle gange kan det også føles som et arbejde at skrive, og nogle gange er det også rart og frisættende at være på arbejde, synes jeg, fordi jeg skal forholde mig til og ordne nogle meget konkrete ting.”