Er det overhovedet for børn? 

Litterær artikel om tendenserne inden for den nyere børnelitteratur

Af Sisse Lorenzen

Fotograf: Sisse Lorenzen

I det 21. århundredes børnelitteratur finder man fortællinger om alt fra aborterede fostre til autisme; alvorlige emner, der sprænger grænserne for, hvad der hidtil er skrevet om inden for børnelitteraturen. Det har resulteret i, at flere forældre, pædagoger og bibliotekarer stiller spørgsmålet: Er det overhovedet for børn? 

En kendt godnathistorie 

Jeg husker min begejstring, da jeg som barn skulle lægges i seng, og min mor fandt den lille røde bog med den lyshårede dreng frem. I bogen finder man historien om Palle, der vågner og er alene i verden. Han står op og synes, at det er spændende at være helt alene, men må sluttelig erkende, at det faktisk ikke er spor sjovt at være overladt til sig selv i en verden, hvor alt er indrettet til de voksne.

Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns Palle alene i verden (1942) er en ægte børnebogsklassiker, der formentlig er at finde enten på hylden eller iPaden i mange danske hjem. Bogen var for alvor med til at bane vej for den første moderne børnelitteratur i Danmark, der i sin tid blev anset for at være innovativ og grænseoverskridende. I dag står vi endnu engang over for nogle nye tendenser inden for børnelitteratur, der udfordrer den gængse forestilling om, hvad der kan skrives om og ikke mindst, hvordan man skriver om det, når det er barnet, der er modtageren.

Store spørgsmål og alvorlige emner

Tager du ned i boghandlerens børneafdeling, vil du finde bøger, der handler om alt fra aborterede fostre til en autist og en Gud med seks arme og ben. Her følger tre eksempler på nyere børnebøger, der for alvor har påvirket debatten omkring, hvad børn bør læse.

Billedbogen, Da Gud var dreng (2015) beskæftiger sig med livets store spørgsmål. Claus Beck- Nielsen, der også går under betegnelsen Das Beckwerk, er gået sammen med den prisbelønnede illustrator Dorte Karrebæk for at give et bud på, hvad Gud lavede, før han blev Gud og før verden blev til. I bogen bliver læseren præsenteret for en moderne skabelsesberetning med iPhone og computerspil. Der er både skrevet og tegnet ”motherfucker”, ”åndssvage idioter” og ”røvhuller”, og sproget synes således også at være tilpasset det moderne sprog.

Dorte Karrebæk har i det hele taget gjort sig bemærket på børnebogsmarkedet i de seneste år, hvor hun er kendt for sin humoristiske og til tider groteske tegnestil. Sammen med sin mand Oscar K. har hun udgivet billedbogen Idiot (2009), der handler om autisten August, der bliver slået ihjel af sin mor, fordi hun ikke længere kan klare hverdagen med ham. Dertil har Oscar K. i samarbejde med Lilian Brøgger udgivet billedbogen De skæve smil (2008) – en fortælling om en gruppe aborterede fostre, der opsøger Gud i håbet om at få et navn, om at blive til nogen. Begge billedbøger handler således om de udskilte, de ikke-normale. Emner, der er sjældent sete inden for børnelitteraturen.

De tre nævnte eksempler kan alle siges at være grænseoverskridende på hver deres måde. Til fælles har de, at der ikke bliver lagt skjul på de mere dunkle sider af tilværelsen, og sammenlignet med Palle alene i verden ligger de langt fra den kanoniserede børnelitteratur.

Grimme og mærkelige – men interessante – bøger

Men er det så ensbetydende med, at børnene ikke synes om de nyere børnebøger? I forbindelse med mit bachelorprojekt i Nordisk sprog og litteratur ved Århus Universitet bad jeg Inga Lorenzen, der er udannet specialpædagog, læse både Palle alene i verden og de tre nyere bøger Da gud var dreng, De skæve smil og Idiot, højt for en gruppe børn.

Allerede få sider inde i Palle alene i verden var børnene optaget af fortællingen: ”Åhr, hvor sejt, at drengen er alene. Det gad jeg også godt prøve”, råbte ét af børnene, da Inga bladrede om på den side, hvor man ser Palle plyndre en chokoladebutik. Børnene var grebet af den ældre børnebog, og de havde let ved at sætte sig i Palles sted. Men dette var ikke tilfældet ved de tre nyere børnebøger. Halvvejs inde i De skæve smil kiggede den yngste dreng i flokken forvirret op til mig og sagde: ”Det er godt nok nogle grimme og mærkelige bøger, du har hjemme hos dig.” Men selvom bøgerne var grimme og mærkelige i børnenes øjne, udviste børnene en stor interesse for de nyere bøger, og der opstod nogle interessante dialoger mellem Inga og børnene:

”Selvfølgelig skal vi, især pædagogerne og forældrene, blive bedre til at konfrontere børnene og ikke mindst os selv med de mere alvorlige emner inden for børnelitteraturen, men vi må ikke glemme, at børn er børn. Det er ikke alt, der egner sig til børn, selvom de er intelligente væsner”, fortalte Inga efter læsningen.

Barnet er et intelligent væsen 

Det har i mange årtier været en almen antagelse, at børn foretrækker enkelthed og genkendelighed. Det 21. århundredes børnelitteratur bryder for alvor med dette. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at forfatterne beskæftiger sig med mere alvorlige emner, hvortil børnelitteraturen har fået et mere litterært præg og kunstnerisk udtryk. Forfatterne synes at skrive ud fra en forestilling om, at barnet er et intelligent væsen, eller som Oscar K. formulerer det: ”Børn er rigtige mennesker, ikke tomme kar, der skal fyldes op, så de efterhånden kan blive som de voksne!”

Og det bliver ikke kun i forfatternes forestilling, at barnet er et intelligent væsen. Børn er faktisk blevet bedre læsere, og de er i dag i stand til at forstå mere komplekse fortællinger end hidtil, hvilket blandt andet skyldes den teknologiske udvikling af TV og computere. Det er derfor også blevet sværere, hvis ikke umuligt, at trække grænsen mellem børne- og voksenlitteratur, hvorfor det også kan være svært at afgøre, hvem nogle af de nyere børnebøger egentlig henvender sig til: Barnet? Den voksne? Eller begge? Tidligere leder af Center for Børnelitteratur ved Århus Universitet, Torben Weinreich, påpeger, ”at litteraturen kan aktualisere en meningsfuld læsning hos både børn og voksne, uanset hvem den er skrevet og udgivet til.”

Er det så overhovedet for børn? 

Om nutidens børnelitteratur overhovedet er for børn er et stort og komplekst spørgsmål. I børnehaven blev det dog tydeligt, at børnene var i stand til at forstå mere end pædagogen og jeg havde troet. Børn er ikke voksne, men børn er intelligente væsner. Det er derfor ikke alene voksne, der skal afgøre om de nye børnebøger er fantastiske eller grusomme, men også børnene. I den forbindelse bør vi voksne måske kigge indad og overveje, hvis grænser den nye børnelitteratur egentlig overskrider? Børnenes eller vores?