Anmeldelse af Diego Marani: Den sidste vostjak, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 14. november 2018. Oversat fra italiensk af Cecilia Jakobsen
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Den anden bog i Diego Maranis tematiske trilogi om lingvistik er Den sidste vostjak, hvor hovedfokusset er, hvilken rolle sprog spiller for vores identitet. Dette bliver tydeligt, da sprogforskeren Olga opdager Ivan, som er den sidste, der taler sit sprog, og hun indser hurtigt, at Ivan er meget anderledes end hende selv.
Den sidste vostjak handler om Ivan, der er vokset op i en russisk fangelejr, hvor hans far bliver slået ihjel. Dette medfører, at Ivan stopper med at snakke både på russisk og på sit modersmål, der stammer fra hans folk på Tajmyrhalvøen, indtil den dag hvor fangevogterne forlader lejren og lader portene stå åbne. Ivan flygter herefter ud i skoven, hvor han lidt efter lidt genfinder sit modersmål og begynder at snakke igen – ikke med sig selv, men i stedet med ulvene, der også bor i skoven, og Ivan fornemmer sine forfædre i ulvenes tilstedeværelse. Ivans fredelige liv i skoven når sin ende, da han bliver opdaget af sprogforskeren Olga, der rejser rundt for at indsamle dialekter. Olga nærmer sig Ivan både med stor nysgerrighed og forsigtighed, da hun ikke har hørt nogen snakke på det sprog, som Ivan har. Før hun indser derfor hurtigt, at Ivan er den sidste vostjak, der er et fiktivt folk, som Marani har fundet på. Hun får ham overtalt til at tage med hende til en sprogkongres i Finland, hvor hun først og fremmest vil vise ham frem for sine kollegaer, men også for at Ivan kan lære mere om sine forfædre og sit sprog.
Sprog, der skaber fordomme
Inden de når til kongressen, skriver Olga til sin kollega og tidligere underviser på universitetet professor Aurtova, hvor hun beder ham hente Ivan på togstationen, og giver ham samtidig en grundig vejledning til, hvordan Ivan skal behandles uden at forskrække ham. Det vigtigste, som Aurtova skal huske, er, at han ikke må snakke russisk til Ivan, da Ivan grundet sin baggrund forbinder russere med at være skræmmende væsner, der slår ihjel og holder slaver. Omvendt forbinder han finsk med venlighed, da det har mange lighedstræk med hans eget sprog, og i og med at han er den sidste vostjak, giver genkendelighed ham en form for tryghed. Der er gennemgående ingen tvivl om Olgas store fascination af Ivan, og Aurtovas mangel på samme, hvilket kommer til udtryk, da Olga og Aurtova diskuterer om sprogets mange aspekter, heriblandt hvordan nuværende sprog har rødder i ældre, og de ældre derfor må træde i baggrunden for at gøre plads til de nye:
Den sidste vostjak er en interessant fortælling om at være det sidste menneske med en bestemt færdighed, blive opdaget, og bragt ind i den moderne verden, som man ikke ved noget om. Fortællingen følger ikke kun Ivan, men også hvordan hans tilstedeværelse påvirker hans omgivelser og giver et interessant billede på identitetsskabelse, og hvilke faktorer der reelt spiller en rolle. Det er netop Ivans påvirkning på hans omgivelser og de mennesker, han møder, der får læseren til komme igennem romanen, da den er lidt svær at komme ind på fra starten, på grund af mange karakterer som man som læser skal forholde sig til. Men når man så får knækket koden, og får gennemskuet den lidt mærkelige opsætning, indser man også, at Marani også har fat i noget, nemlig hvor stort et aftryk vi alle sætter i denne verden.
Leave a Reply