ET KÆMPE SKULLFUCK DIGT

Theis Ørntoft: Digte 2014, Gyldendal, udkommet 7. marts 2014

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Theis Ørntoft overrasker med sin nye samling Digte 2014, hvis tone er anderledes dyster og alvorsfuld end det nonchalante Facebook-agtige sprog, der prægede debutudgivelsen Yeahsuiten tilbage i 2009. De nye digte kaster læseren rundt i diskurser og dystopier mellem hverdag, mareridt og  hypoteser – ”et kæmpe skullfuck digt”, som Ørntoft i vanlig stil selv udtrykker det i et af digtene.

Sætningen ’kan virkelig sagtens relatere til det’ hang med sin klichéfulde ironi ved som et omkvæd  i Ørntofts debutsamling Yeahsuiten, der med sine (inklusive det sproglige udtryk) fuldstændigt hverdagsbundne digte netop vakte genkendelse hos læseren. I Digte 2014 møder vi et radikalt anderledes jeg, der ikke kan ’holde tiderne adskilte’, og som synes at lide under en eksistentiel hjemløshed: ”Jeg er en række sekunder der tilfældigvis er fulgt efter hinanden / måske er jeg her stadig når solen står op /som en rulletekst over mine private koordinater / min breddegrad, min længdegrad, min rygrad”. Men jegets private koordinater forbliver en ustoppelig bevægelse i evig transformation:  ”Det er sjældent at sekunder ender lige som de begyndte / det er sådan her jeg har det / nu har jeg det ikke sådan længere / nu glider et ukendt humør gennem min hjerne /nu forsvinder mine private koordinater i tågen / men det kan være det samme / før, efter / ansigter, insekter / forskelle er mig kun sproglige”.

Jeget er fremmedgjort for sig selv og for verden, og som sådan flyder ansigter og insekter, den omgivende natur og menneskekroppen sammen i en sløret tilstand: ”jeg taler ud gennem huller i verden / huller der rundt omkring i landskabet er mine / mineindgange, hakket ud af hovedets kød / hakket til af tiderne / sådan finder tale vej / op gennem halsen og ud i haven / hvor tungen fejer rundt som en slange”. Jeget er ’brakvand på dåse’, evolutionære sedimenter i en irrende menneskelig emballage. Det er håbløse, dystre og smertelige udsagn som: ”Jeg forstår næsten ingenting længere. // Men jeg ved at et menneske er en primitiv fiktion. / Jeg har ikke adgang til andres smerte herfra.” og ”Nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit”.

Men så tager Ørntoft pludselig fusen på én. Ind i mellem kender man den gamle Theis igen med Facebook-agtige jeg-overflødiggørende opdateringer som: ”Er stadig forkølet” eller dovne, ligegyldige hverdagsligheder som badescenen: ”Jeg stiller mig og venter på, jeg ikke gider stå der længere.” Og så sniger der sig alligevel en tvetunget skizofren slange ind i haven som i beretningen om en mail fra en søster på New Zealand:  ”det går bedre i hendes parforhold nu, skriver hun / og hver gang hun stod op for at tisse / flød det mørke ocean ud af hendes køn. / Faldt i søvn igen efter at have svaret”.

Evolutionen, den store natur, videnskaben og den fremmede drømmeagtige verden og logik smyger sig ind i store udvidende sprækker alle vegne: ”Jeg drømte at små tæger / sugede sig fast på sekundet jeg blev født i / så grundvandet på en fjern planet blev til blod. / Nu viser Eurosport tennis.” eller ”… kigger forvirret ud gennem mine øjne / ud til askelandskaber der snart skal smeltes om / ud til befolkninger kvalt i forstenet honning / og mens jeg kigger ud gennem de øjne / mens jeg slår to æg i stykker og begår aftensmad…”.

Jeget har tabt sig selv, men ikke fuldstændig sit engagement i samfundet med bemærkninger som: ”Lovene / er ikke resultatet af en krig / de er krigen” og ”Jeg er træt af at se flyene styrte ned i politikerens stemme / og høre stemmen udsige sig selv uforandret”. En stemme, som absolut heller ikke lader sig fortrænge i virvarret af udsagn, er nemlig den syredryppende politiske kritiker: ”hjælp mig/ ud af min private krise / bor hul i arbejdsløsheden / og ansæt mig / indsæt mig / i arbejdets åbne fængsler / lad mine blodceller gøre / som de får besked på”, og: ”jeg ser Dannebrog blafre i vinden som en side i en bog / det var medrivende læsning så kort det varede.”  Samt ikke mindst: ”Jeg er en snylter på en blå planet / en tynd hinde mellem cirkus og massegrav / jeg er en fatsvag gonggong, slå på mig / slå mig til ridder af de vestlige regioner / verden har brug for en samlende kraft // kør mig rundt i en natblå Audi  / og lad mig vinke ud til befolkningen”.

Det er imidlertid ikke bare politikerne, der står for skud, men også de sproglige klichéer selv: ”og således tilspørger jeg jer, narkoselæger i mit røvhul”. Eller: ”ud og opleve spændende ting / tænke kritisk, feste indtil morgen / og tak til arme og ben for at gøre det muligt” og senere: ”tak til trafikulykker og tab, små tab / uden jer ville jeg ikke være den jeg er / en sekssporet trafik af bakterier og traumer / til og fra dette sindssyge minut”.

Måske indkapsles digtsamlingens anarkistisk tvetungede udtryk allerbedst i dette (absolut) sidste citat: ”jeg lever livet på kanten af sammenbrud / jeg balancerer hen over dagene på en tråd af uld / spundet ud af røven på en edderkop”.

Digte 2014 er en dyster affære, hvis håbløse jeg ”er paranoia lysende til alle sider” (beklager!), men alligevel på forunderlig vis projekterer smukke poetiske billeder op på det brogede lærred – blot for brat at afbrydes af Ørntofts fandenivoldske hverdagssproglige fuldtræffere. Det er da også dette sidstnævnte træk, i samspil med samlingens indramning i to solskinsdigte, der forhindrer den absolutte håbløshed. Ørntoft har begået en grotesk, ambivalent størrelse, og man kan som læser kun sidde målløs tilbage over for denne ”pollenpsykose og tågejuice, fuck mig selv baglæns”.