Et liv i parentes

Anmeldelse af Hanadi Zarka: Livet er roligt i vitrineskabet, udgivet på forlaget Harpyie den 12. november 2020. Oversat fra arabisk af Naja Bjørnsson
Anmeldt af Camilla Weber Farver
Foto: Camilla Weber Farver

Livet er roligt i vitrineskabet er en barsk og ærlig digtsamling om den hverdag, der udspiller sig bag krigens frontlinjer. Om det liv, der går stille og nådesløst videre, selvom verden står i brand.

Navnet Hanadi Zarka er nok et, de færreste i Danmark har stiftet bekendtskab med. Den syriske kvinde, der gemmer sig bag, er ellers en hyldet digter i sit hjemland. Efter at have læst Livet er roligt i vitrineskabet – i en meget fin oversættelse af Naja Bjørnsson – forstår man hvorfor. Zarkas poesi er noget helt særligt, hendes stemme er på én gang blid, barsk og lyrisk. Prøv bare at læs, hvordan hun balancerer det fine og inderlige med den asfalthårde virkelighed:

”jeg har lyst til at forelske mig / men byen er sort / og dens mænd er forknytte / som en tør lyd / der lander og opløses på fortovet”

Digtsamlingen består af små digte, der er adskilt af fine, snirklede ornamenter. Den arabiske tekst er printet på den modsatte side, og de danske digte står nærmest som spejlinger af de arabiske originaler. Man er ikke i tvivl om, at det er poesi, der kommer langvejs fra. Digtenes jeg er en navnløs kvinde, der flakker om i en syrisk by, der er hærget af krig og næsten forladt. Støvet lægger sig tykt i gaderne, for der sker ingenting. Når mændene går i krig, efterlades kvinderne i et tomrum, og der er intet andet end tiden til at fylde det ud. ”Livet står i parentes”, skriver Zarka, og det er netop, hvad man fornemmer, når man læser digtene. Krigen har skabt et vakuum i deres tilværelse, en uudholdelig og ensom stilstand. 

”Jeg venter ikke på nogen / det er bare sådan / at jeg er alene / og lader som om jeg venter / for at slå tiden ihjel / som alle disse vådeskud / der heller ikke lykkes / med at dræbe den”

Kærlighed og krigens vinde

Naja Bjørnsson skriver i digtsamlingens efterord, at det er, som om man kan høre et ”udmattelsens suk” i Zarkas ord. Jeg er enig. Den kvinde, hun skriver frem i sine digte, er ikke bare tynget af krigen, hun er også tynget af sig selv. Selvom krigen har sat alting i stå, så raser hendes følelser endnu. Hun længes stadig efter kærlighed og nærvær, efter at leve, men det er umuligt i den tomme by.

”vi vil ankomme uden minder / uden liv / vi vil ankomme som to fjer ført frem af krigens vinde”

Der er ingen formildende omstændigheder og ikke meget håb for fremtiden at finde i digtene. Døden vokser, blodet strømmer, begæret forbliver uforløst. Men der er alligevel en lille sprække af lys, der trænger ind i den stillestående tilværelse: poesien. Digtningen er en måde at bevare en flig af skønhed – og forstand – i et trøstesløst liv. 

”Jeg skriver for at redde mine illusioner / kun derfor / og ikke for andet” 

At udholde en krig

Livet er roligt i vitrineskabet er en både barsk og smuk læseoplevelse. Den minder os ubarmhjertigt om, at krig har konsekvenser. Ikke bare for dem, der må udkæmpe den, men også for dem, der må udholde den. Den minder os om, at der findes en stille hverdag under krigens kaotiske overflade, hvor alting er sat i stå, og hvor de efterladte må kæmpe med krigens ekko i både gader og sind. Og – måske vigtigst af alt – minder den os om, at selv i en grusom krig i et fjernt land, vil mennesker bare gerne have lov til at leve og elske. Og skrive poesi.

”efter alt dette / er jeg bare en kvinde / der er god til at lave kaffe / og skriver poesi af samme kvalitet”