Anmeldelse af Liv Helm: Med hjertet i hånden, udgivet på Gyldendal d. 12. april 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
Liv Helms selvbiografiske debutroman rummer store følelser og temaer. Fra første side guider hun nænsomt sin læser igennem bedsteforældrenes planlagte selvmord, gennem en helingsproces, der sker inde i hende, og som har rødder langt tilbage i hendes barndom og gennem den endelige accept af, at man ikke kan lave om på sin fortid.
”Natten til d. 7. januar 2018 tager min mormor og morfar en overdosis morfin og sovepiller. Derefter går de ud i nattefrosten og sætter sig ved siden af hinanden i deres liggestole på terrassen. Næste morgen er det høj sol og koldt, og jeg skutter mig, mens jeg går tur med barnevognen. Jeg tænker på, om det er nu, min mormor og morfar dør, eller om de er døde. Jeg har på fornemmelsen, at de har gjort det i nat.”
Sådan lyder første side i Helms roman, og hun sætter på den måde stemningen til, hvad der bedst kan beskrives som en udviklingsroman. Vi følger fortællingen fra Livs egen synsvinkel, og flere karakterer præsenteres undervejs. Hun har ikke meget kontakt til sine forældre, og vi ved endnu ikke, hvad det bunder i – er der sket noget i familien på et tidspunkt, som ikke er blevet behandlet på nogen måde? Vi ved det ikke. Ellers præsenteres vi for Livs kæreste, Aslak, og deres datter.
Kort tid efter, at Livs mormor og morfar er begravet, har Liv fødselsdag, hvor Aslak frier til hende. Hun siger ja, men ikke lang tid efter kommer hun til ham og siger, at der er nogle ting i hendes liv, som hun er nødt til at have styr på, inden hun for alvor kan sige ja til ham. Her formår Helm at skabe et cliffhanger-element, fordi hun ikke serverer baggrunden for sin hovedkarakters tøven. Læseren skal stadig arbejde sig videre i teksten for at finde svar.
En velholdt familiehemmelighed
Som fortællingen skrider frem, finder vi ud af, at Liv er blevet seksuelt misbrugt som barn, men at hun delvist har fortrængt det og delvist har skullet leve med eller acceptere sin mors benægtelse af hændelserne. Liv prøver at indhente sin gamle journal fra børnepsykiatrisk afdeling på det hospital, hendes mor tog hende til, da hun fik at vide, at hendes datter var blevet misbrugt.
Da Liv senere hjælper sin far med at pakke hans forældres hus sammen – hans forældre er nu også døde – tager de fat i de svære emner, og læseren bliver bekræftet i, at det er hendes far, der har misbrugt hende, da hun endnu ikke var teenager.
”Jeg husker følelsen af min fars hånd, der famler sig vej ned i mine underbukser. Jeg kan huske hans fingre, der rører mit køn uden behåring, stadig blød hud. Og jeg kan huske at røre ved min fars penis med mine små pigefingre.”
At rejse sig på trods
Romanen forløber sig over fem år, og Helms hovedkarakter gennemgår en stor udvikling fra start til slut. Hun bliver først opmærksom på, at det nu ikke længere er en mulighed at vende det blinde øje til, da hun lægger mærke til de senfølger, hun bærer rundt på efter at være blevet udsat for misbrug. Hun opdager, at de teaterstykker hun opsætter i sit arbejde, alle har med overgreb at gøre. Det går på en måde op for hende, at hun ikke har sit hjerte på dets plads i brystet. Hun holder det tværtimod i sin hånd, og kan på den måde holde andre mennesker en armslængde fra hende. Samtidig erkender hun, at hun er nødt til at ændre på det.
Hun prøver at skrive ned, hvad der er sket, måske for at kunne håndtere det på en mere nøgtern måde, men det er voldsomt grænseoverskridende for hende, og det tager lang tid. Derudover konfronterer hun flere i sin familie, inklusiv sin mor, og de får sammen sat ord på hændelserne og får forklaret hvert sit synspunkt.
På mange punkter har hun lyst til at give slip på sin far, men på samme tid er det ikke en mulighed. Det er naturligt ikke at være i stand til at tænke rationelt i sådanne situationer, og Helm beskriver det smukt og konkret:
”At elske en, der har misbrugt en, er komplekst. Det er en kærlighed, som føles mest som sorg.”
Helms hovedkarakter finder en plads i sit traume, og hun formår at elske og at lade sig elske, og det er et nænsomt billede på, hvordan et traume fra barndommen følger dig langt ind i livet, hvis ikke resten af livet. Hun skaber plads til, at hendes hovedkarakter tager det hjerte, hun har gået med i hånden, og putter det ind i sit bryst, så hun kan føle igen. Hun viser, at det er både okay og normalt at nære kærlige følelser for den person, der har voldt os smerte, og hendes roman rammer lige i hjertet.
”Men det er meget normalt, at vi forveksler vold og kærlighed.”
Leave a Reply