Anmeldelse af teaterforestillingen Blodbadets Gud på Aarhus Teater, instrueret af Anastasia Nørlund. Fortolkning af Yasmina Rezas stykke Le dieu du carnage fra 2006.
Anmeldt af Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
En humoristisk og samtidig sårbar skildring af forældresamtaler, parforhold og hverdagsproblematikker. Teaterforestillingen, Blodbadets Gud, instrueret af Anastasia Nørlund, fremhæver de velkendte detaljer fra hverdagen. Omdrejningspunktet for stykket er en forsoningssamtale mellem to forældrepar, som skal forsøge at løse en udfordring mellem deres børn. Hvad der begynder som en anstændig og høflig samtale, udvikler sig hurtigt til absolut kaos.
Teatersalen sitrer af spænding, rummet fyldes ud med højlydt latter og snak blandt publikum. Pludselig dæmpes lyset og scenen henlægges i totalt mørke. En dyster musik afspilles, den tidligere muntre stemning erstattes med en følelse af anspændthed. Lyset tændes, et klinisk hvidt skær afslører fire skuespillere, som sidder og kigger ud på publikum. Efter et par sekunders stilhed går samtalen i gang, det anslås hurtigt at scenen handler om en samtale mellem to forældrepar.
Kaos og ligevægt
Annette og Alain er på besøg hjemme hos Michel og Véronique. Årsagen til mødet er en slåskamp mellem de to pars børn, og forældrene skal nu drøfte sagen i ro og mag. Eller, sådan havde de to par forestillet sig at samtalen skulle forløbe. Uheldigvis viser det sig at være langt mere indviklet end først antaget, da de to forældrepar har forskellige syn på hvordan situationen skal løses.
Forsoningssamtalen starter med at være ordentlig, men allerede fra starten fornemmer man den undertrykte anspændthed. Under overfladen lurer ragnarok, som ender med at bryde løs da parrene anklager hinanden. Den ellers hyggelige dagligstue, som udførligt blev dekoreret med nyindkøbte tulipaner til anledningen, bliver pludselig en slagmark – og ingen er sikre.
Skuespil i særklasse
Stykket spilles af Aarhus Teaters husskuespillere, Nanna Bøttcher, Frank Thiel, Marie Marschner og Jacob Madsen Kvols. Alle fire formåede at skildre den polerede høflighed, som mange kan nikke genkendende til i samtalesituationer. Lige som jeg troede at stykket havde nået sit ”point of no return”, portrætterer Frank Thiel en løsladelse af menneskets dybeste instinkter på en sådan måde, at jeg pludselig sad med en klump i halsen. Senere i stykket viste også Marie Marschner sine vidunderlige skuespillerevner, da hun skildrer udbruddet af undertrykt vrede på en nærmest dyrisk måde. Hendes hjerteskærende skrig fyldte salen med en sørgmodig stemning.
Hvor bliver progressionen af?
Lige så vidunderligt som skuespillet var, lige så langvarigt virkede selve stykket. Diskussionen mellem de to forældrepar, som er omdrejningspunktet for stykket, syntes at vare for evigt. Flere gange undervejs i forestillingen, fangede jeg mig selv i at tænke ”Gad vide hvornår det er ovre.” De samme emner indspillede sig igen og igen, hvilket jeg også lagde mærke til, da min sidemand, en ældre dame, gabte højlydt flere gange under forestillingen – fem gange i alt. Jeg savnede mildest talt en tydelig progression i stykket, og at der blev præsenteret nye, interessante emner i diskussionen.
Samtidig anerkender jeg dog også, at jeg var mange år yngre end målgruppen. Idet stykket handler om ægteskabsproblemer og forældresamtaler, havde jeg svært ved at identificere mig med de optrædende problematikker.
Men til trods for at jeg var yngre end målgruppen, formåede de vidunderlige skuespillere alligevel at fange min opmærksomhed, og drage mig ind i et forstyrret univers. Dette tragediedrama er i en klasse for sig. Hvis du sidder med en lyst til at se gribende og rørende skuespil, så er dette stykket for dig!
Stykket spiller på Aarhus Teater i Scala fra d. 5/9 til d. 9/10. Det varer 85 minutter, uden pauser. Billetter koster mellem 95 og 295 kroner.
Leave a Reply