Anmeldelse af Kristina Antivakis: Fange på livstid, udgivet på Politikens Forlag d. 14. marts 2024.
Anmeldt af Signe Bang Andersen
Foto: Signe Bang Andersen
Når man giver taletid til mennesker, som er idømt fængsel på livstid, og som står bag alvorlige personfarlige kriminelle forbrydelser, er det ikke altid velset. Flere vil mene, at deres handlinger er så utilgivelige og har påført så mange mennesker sorg, at nøglen til deres celle skal smides væk. Det dykker Antivakis ned i, når hun helt unikt besøger to livstidsdømte, der afsoner lige nu.
Lige nu afsoner 50 mænd og kvinder fængsel på livstid i Danmark. På et tidspunkt i deres liv begik de en alvorlig, personfarlig forbrydelse. Flertallet af de dømte har begået et eller flere drab, mens det for andre var en kulmination på et langt liv med mange domme bag sig. De har det tilfælles, at de trådte over en grænse, som de færreste af os nogensinde kommer i nærheden af, og dermed ved de ikke, hvornår de kan sætte en fod blandt andre frie mennesker igen.
To beretninger fra livstidsdømte
Fange på livstid udfolder personlige historier om nogle mennesker, vi bruger meget tid på at tale om i vores samfund, men som vi sjældent selv har chancen for at høre fra. I Fange på livstid får vi to livstidsdømtes personlige beretninger. De fortæller om deres barndom og hvordan, den har været med til at påvirke, dem de er i dag, tiden op til deres drab og de efterfølgende konsekvenser og domme, der følger med deres gerninger. Antivakis giver os et unikt indblik i de tanker og følelser, der følger med, når man har begået den værste kriminalitet, og hvordan det er at sidde inde uden at vide, om man nogensinde kommer ud igen. Udover det får vi en indsigt i, hvordan de to fanger ser på sig selv, hvordan de er havnet i den situation, og om mordet kunne have været undgået:
”Mens jeg sad der i skrædderstilling med lukkede øjne og tanker, der flød, var det, som om mørke områder i min hukommelse åbnede sig. I flere år havde jeg nægtet, at det var mig, der havde begået de to drab. Men nu sted det klart for mig, at jeg var skyldig og fortjente min straf.”
De indsatte har også familier, håb og drømme for fremtiden, ligesom ethvert andet menneske. Forskellen er, at de ikke ved, hvornår eller om de nogensinde kan indfri deres drømme grundet den dom, der hænger over hovedet på dem.
Danmarks hårdeste straf
Fange på livstid indeholder også oplysninger om, dengang man ændrede Danmarks hårdeste straf fra dødsstraf til livstid. Dermed er historien om Jens Nielsen – den sidste der blev dømt til døden udenfor krigstid – den første historie i bogen. Derefter gennemgår Antivakis kronologisk de sidste 100 år og de mennesker, der er blevet idømt livstid, hvornår deres dom er blevet udstedt, samt hvad deres gerninger var. I forbindelse med at Antivakis prøver at forstå, hvordan det er være dømt til Danmarks hårdestes straf, snakker hun med en fængselspsykolog og præst fra Herstedvester Fængsel, som fortæller om hvilke tanker, de livstidsdømte oplever og er tynget af, samt den skam og skyld, de kan sidde inde med:
”Rummet kan blive helt fortættet af sorg, skyld og skam samt en smertelig bevidsthed om gerningens omfang og de mennesker, den har berørt. Det er tab på flere planer, som ingen kan sætte sig ind i, og som altid vil forfølge dem. Det er klart noget af det tungeste at være i som præst.”
Bogen bliver derfor også lidt faktatung, da der udover beretninger fra de ansatte i Herstedvester Fængsel er nogle meget konkrete afsnit om afsoning, mentalerklæringer og løsladelse. Men man bliver klogere på, hvad der ligger bag vores nuværende retspraksis, lovgivning og samfundets syn på straf, som optakt til de personlige historier fra de indsatte. Jeg synes, det er en utrolig gennemført bog, som fortjener at blive læst. Det er en bog, man ikke kan undgå at blive berørt af, da Antivakis giver os indsigt i de samtaler, hun har med de indsatte, der afsoner livstid, og taler om de tanker, der tynger og forfølger dem.
Leave a Reply