Hvad rummer begrebet ”fiktionsfri fiktion”?
I januar 2013 udkom Hans Hauges nyeste udgivelse ”Fiktionsfri fiktion”, et værk der på mange måder både forundrer og provokerer mig. Han samler i værket en række forfatterskaber, der ifølge ham alle kan karakteriseres som en art fiktionsfrie fiktioner. Men hvad indeholder dette begreb, der ved første øjekast synes umådeligt paradoksalt?
Hauge anvender begrebet normativt – forstået på den måde, at et værk kan karakteriseres som fiktionsfri fiktion, hvis det stræber efter at gøre sig fri af eller fra fiktionen.[1]Endvidere anvender han ordet ”fiktion”, som juridisk forsvar – et filter eller slør, hvormed forfatteren kan fralægge sig ansvar, samt påberåbe sig retten til at sige hvad som helst.[2] Således bliver fiktion, efter Hauges optik, identisk med ytringsfrihed. Følgelig påpeger han, at vi i daglig tale aldrig siger, hvad vi mener, hvorfor vores kommunikation bliver fiktion. Endvidere opstiller han følgende kriterier for, om et værk kan kaldes fiktionsfri fiktion: Fiktionsfrie fiktioner er, fiktioner (litterære værker), som ikke en dag vil vise sig at være fiktion (i betydningen fantasiskabte).[3] Ydermere leges der i fiktionsfrie fiktioner ikke med forholdet mellem fiktion og virkelighed- den forleder ikke sin læser.[4]
White Girl som ukreativt skrift eller æstetisk velfunderet?
Når dette så er fastlagt og definitionerne er på plads, vil jeg kigge lidt nærmere på Hauges behandling af Christina Hagen og hendes digtsamling White Girl. Først og fremmest betegnes Christina Hagen som uorginal og ukreativ, hvor Hauge betragter digtsamlingen som et stykke konceptuel litteratur, hvis formål er at gøre op med kreativiteten. Således placerer han Hagen som en forfatter, der udøver ”uncreative writening”. Dette udleder han ved at se på digtsamlingens konceptuelle element – de postkort som samlingen er en fiktionalisering af. Hauge antager at postkortene som Hagen indsamlede på Silkeborg Højskole ikke er fiktioner – de er ikke fantasiskabte.[5] Men samtidig påpeger han, at disse postkort er omskrevet eller fiktionaliseret.[6] Hvordan kan digtsamlingen så betragtes som et litterært værk, der stræber efter at frigøre sig af fiktionen? Dette spørgsmål vil jeg imidlertid vende tilbage til.
Både Hans Hauge og jeg, har anvendt nogle af Kenneth Goldsmiths synspunkter i en definition af Hagens måde at være konceptuel på, men har blot bevæget os i to forskellige retninger. En af Goldsmiths betragtninger, som jeg har anvendt til at definerer konceptualiteten i Hagens forfatterskab er, at vi i dag har at gøre med ord, skrevet for at blive delt, flyttet og manipuleret. Hvor jeg især har hæftet mig ved ’ord, skrevet for at blive delt’, idet, jeg mener, at Hagens konceptuelle strategi bygger meget på en ordudveksling, hvor hun smider et ord ud i et offentlig forum og anvender de reaktioner det afføder som inspiration og materiale. Jeg mener dog ikke, at Hagen kan karakteriseres fuldstændig efter Goldsmiths optik, og kaldes ukreativ, som Hauge derimod gør det. Dette kommer sig af, at Hangens digtsamling ikke fremstår som uvilkårlig og ubearbejdet, og at netop fiktionaliseringen af postkortene vidner om en kreativ bearbejdning af et materiale.
At Hauge, som tidligere nævnt, karakteriserer postkortene som ikkeværende fiktion og karakteriserer daglig kommunikation som fiktion, hvilket, ifølge ham, kun efterlader litteraturen tilbage som det eneste medie, hvor vi kan sige hvad vi mener, forekommer mig en smule selvmodsigende. For ganske vist er postkortene ikke fiktioner, som fantasiskabte, men da de er en erfaringsudveksling fra højskoleelever til Hagen, kan de vel ikke undsige sig det element af fiktion, som han mener daglig tale indeholder? Således er postkortene vel udsat for en dobbeltfiktionalisering, hvor de er fiktionaliseret af postkortskriveren selv såvel som Christina Hagen.
Ydermere mener jeg ikke at ordet ”fiktionsfri” brugt normativt, gør sig gældende for Hagens digtsamling, idet, jeg ikke mener, at de æstetiske greb værket indeholder, peger på at samlingen stræber efter at gøre sig fri fra fiktionen. Hvilket ligeledes understøttes af de adskillige interviews, hvor Hagen meget åbent fortæller om, hvilke overvejelser hun har gjort sig, omkring netop de litterære greb hun anvender, og hvad det gør for en læsning af værket. Dog passer samlingen ind under de to overordnede kriterier, som Hauge bruger for at et værk kan kaldes ”fiktionsfri fiktion”. Dette gør den ved, ikke en dag at kunne påvises som ren fiktion(fantasiskabt), samtidig med at den heller ikke snyder sin læser til at tro at den er fakta, hvor den i virkeligheden er fiktion(i betydningen fantasiskabt). Men fra dette, og til at kalde samlingen et ukreativt skrift, stræbende efter at frigøre sig fra fiktion, mener jeg er lang vej.
En samling som White Girl, der er så rig på forskellige stilistiske og formmæssige greb, peger ved hjælp af disse på sig selv som et stykke fiktion, hvis virkelighedsnærhed og afsæt har været udsat for en kreativ bearbejdning.
På baggrund af ovenstående illustreres det, hvorledes begrebet ”fiktionsfri fiktion” bliver et utæt begreb, der på ingen måde indkapsler et værk som White Girl, men snarere virker begrænsende og kvælende, idet man i anvendelsen af dette begreb, forkaster alle værkets nuancer – formmæssigt, stilistisk og konceptuelt. Jeg forundres over måden Hauge håndterer dette værk på. Hans arbejde med White Girl virker for mig som en postulerende voldshandling, i et forsøg på at presse værket ind i en definition, der aldrig ville kunne definerer det.
[1] Hauge Hans: Fiktionsfri fiktion, Multivers 2013, s. 54.
[2] Ibid.: s.55.
[3] Ibid.: s. 59.
[4] Ibid.: s. 61.
[5] Ibid.: s. 79
[6] Ibid.: s. 81.
Leave a Reply