Flasher min legende omsorg

Anmeldelse af Lars Bukdahl (red.): Flasher min tranebærmund. Ung dansk poesi i Hvedekorn 2008-2018, udgivet på Rosinante d. 24. januar 2019

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Bogens omslag // rosinante-co.dk

Lars Bukdahl har samlet den bedste unge poesi trykt i Hvedekorn de sidste ti år. Ud over at være en antologi af gode digte, er bogen også en tredobbelt påmindelse: om, at generationer er svære at definere, at éns smag bare er éns kedelige smag, og at der findes læssevis af gode digtere, som man, hvis man ikke lige læser Hvedekorn til daglig, er blevet snydt for.

Når litteraturhistorikere siger, at man i Romantikken skrev sådan-og-sådan og i Oplysningstiden skrev på den-og-den måde, er det en konstruktion. Litteraturen indordner sig ikke efter eftertidens beskrivelser. Hvis man prøver at beskrive en hel generations poesi, kan beskrivelsen kun blive en tilnærmelse. Det ved Lars Bukdahl om nogen, og det er derfor med forbehold, han forsøger at beskrive den generation af Hvedekorn-debutanter, der medvirker i Flasher min tranebærmund:

Jamen, Lars, tænkte jeg, da jeg læste forordet, alle de forbehold behøver du da slet ikke træffe! Omsorg og indignation — så er den ged barberet, det kendetegner da meget godt de seneste ti års unge poesi. Hvis vi lige tilføjer melankoli, så er vi sådan set godt klædt på til allerede nu at skrive leksikonopslaget om Generation Etik, som nogle litterater allerede er begyndt at kalde dem.

Men så simpelt er det ikke, når man rent faktisk læser digtene i Flasher min tranebærmund. Det er der flere grunde til: for det første at litteraturhistorie ikke er så simpelt, men også at udgangspunktet for denne generationsantologi er Hvedekorn. Hvedekorn er som bekendt et poesitidskrift, der har eksisteret siden 1920 (først under navnet Klinte, siden Vild hvede), hvor der udgives poesi af digtere i alle aldre, men især unge: det er her, unge digtere (ofte) debuterer. Og når bidragene til antologien kommer fra Hvedekorn, og ikke bare er et forsøg på et repræsentativt udvalg af unge digtere, må Hvedekorn– og antologiredaktøren Lars Bukdahls smag selvfølgelig spille en rolle. Digtene i Flasher min tranebærmund er ikke bare omsorgsfulde og indignerede, for Bukdahl har altid været fortaler for et tredje kvalitetskriterium: at poesi skal være sjovt.

Omsorg og leg

Det er omsorgen og indignationen, jeg bedst kan lide (min smag er uforbederligt tidstypisk), og hvis antologien kun havde bestået af bidrag fra melankoliens mestre Lea Marie Løppenthin og Pernille Abd-El Dayem, havde jeg sådan set stadig været godt tilfreds. Her et stykke fra Løppenthins “uddrag fra højskoledagbog”, hvor jeget bor på gang med to polske damer, der knap kan engelsk:

Men så er der altså også den måske mere Hvedekorntypiske end tidstypiske legen, der kommer til udtryk på to måder. Den ene er Joakim Vilandts og Kristoffer Raasteds avantgardistiske, konkretpoetiske leg med tekstens visuelle og lydlige udtryk, som dette eminente Raasted-digt med titlen “vandet koger” (send mig en vred mail, hvis jeg citerer forkert):

Den anden er Cecilie Linds, Ingrid Nymos og Signe Gjessings surrealistisk inspirerede billedleg, her starten på Cecilie Linds første bidrag:

I disse digte er der for mange meningsløse billeder for min smag, som om alt er til selvudslettelse symbolsk. Men her dukker en af fordelene ved antologiformen op: Jeg kan godt få mig selv til at synes, at en Signe Gjessing-bog er dårlig, men når hendes digte her står sammen med forfattere, jeg beundrer, tvinges jeg som læser til at indse, at det måske i højere grad handler om, at min smag er kedelig eller for specifik. At læse en antologi med så mange forskellige stemmer, giver læseren et indblik i éns egen smag — og dens begrænsninger.

Der er altså tre gode ting ved antologiformen: Den viser, at en generation er svært definerlig, og den minder én om, at éns smag bare er éns smag. Den tredje gode ting har den ivrige poesilæser måske allerede bidt mærke i, for hvem søren er Kristoffer Raasted og Ingrid Nymo? Det allerbedste ved Flasher min tranebærmund er, at den introducerer digtere, der ellers kun har været udgivet i poesitidsskrifter og derfor er fløjet under radaren for ellers ret poesiinteresserede læsere. Det bedste ved antologien var derfor for mig at lære Jakob Slebsager Nielsens forfatterskab at kende, så jeg vil slutte af med at citere et digt fra ham, der generationstypisk(?) er omsorgsfuldt og sjovt: