Flygtige forelskelser

Flygtige forelskelser

Flygtige forelskelser

Anmeldelse af Julia Quinn: Familien Bridgerton 8: Et afgørende øjeblik, udgivet på forlaget People’s d. 3. februar 2022.

Anmeldt af Birgitte Nielsen

Foto: Birgitte Nielsen

I de foregående syv bøger, har vi set, hvordan alle Gregory Bridgertons søskende har fundet kærligheden, og nu er det endelig blevet Gregorys tur. Men hvad er kærlighed? Det ved Gregory. Han ved, at det vil ske på et splitsekund. Han ved, at han ikke vil være i tvivl. Han ved, at hende, som han forelsker sig i, vil være hans perfekte match. Men han bliver snart klogere.

Hvis en forfatter ikke vil skrive en helt traditionel kærlighedsroman mellem én mand og én kvinde, vælger mange at skrive et trekantsdrama. Men hvor mange andre holder sig til at udforske de mange vinkler ved et trekantsdrama (hvilket Julia Quinn allerede har gjort hele to gange i serien; i bøgerne En uventet forelskelse og En uimodståelig fristelse), har hun denne gang udarbejdet et sekskantsdrama som hovedplottet for sin afsluttende bog i Bridgerton-serien. Et sekskantsdrama! Men netop karakterenes indviklede kærlighedsliv bidrager til bogens hovedpointe: Forelskelse er ingen sjældenhed, men det er kærlighed.

Et afgørende øjeblik

I bogen følger vi primært Lady Lucinda Abernathy og Gregory Bridgerton. Lucinda er forlovet med Lord Haselby, den fremtidige jarl af Davenport. Gregory er forelsket i Lucindas bedste veninde Hermione Watson. Til Gregorys store ærgrelse er Hermione forelsket i sin fars sekretær, Mr. Edmonds. Gregory er dog ikke den eneste som er forelsket i Hermione; det er Lucindas storebror, Lord Richard Abernathy, også. 

Gregory er overbevist om, at Hermione er hans sande kærlighed, og Lucinda forsøger efter bedste evne at hjælpe ham, da hun mener at Gregory er et bedre match for Hermione, end Mr. Edmonds. Da Hermione bliver kompromitteret af Lord Abernathy, må Gregory dog erkende nederlag. Men han er ikke nær så ked af det, som han havde regnet med, at han ville være. Samme aften som Hermione forloves, ender Gregory med at kysse Lucinda så inderligt, at hun må se sig forelsket i ham. Men er han også blevet forelsket i Lucinda? Ja, det må han erkende. 

Hans timing er dog ikke den bedste, eller måske er den? Den er i hvert fald passende teatralsk for en Julia Quinn roman, da han må se sig nødsaget til at afbryde Lucindas igangværende bryllupsceremoni.

En utraditionel kærlighedsroman

Havde dette været et almindeligt forudsigeligt plot om ugengældt kærlighed, hvor hovedpersonerne endelig indser at de elsker hinanden efterfulgt af en lykkelig slutning, da ville Gregorys afbrydelse af Lucindas bryllup og hans kærlighedserklæring til hende ved samme lejlighed have været slutningen på historien. 

”Der blev helt stille i kirken. Præstens monotone messen blev afbrudt, og hver eneste person på hver eneste bænk vred sig, så hvert eneste ansigt vendte bagud.
Bagud mod ham. 
[…]
Han så hende stå chokeret med åben mund. Han så hende miste grebet om buketten, og han vidste – jo, ved Gud, han vidste, at hun var holdt op med at trække vejret”.

Men dette er ikke et helt almindeligt plot, hvilket muligvis vil chokere den garvede romanlæser. Da Lucinda afviser Gregory, må læseren nemlig erkende, at kun ca. halvdelen af bogen er læst, og at den resterende halvdel fortsat vil byde på diverse kvaler for hovedpersonerne. Og vigtigst er spørgsmålet: Hvorfor afviser Lucinda Gregory, den mand hun elsker, og gennemfører sit bryllup?

Bøgerne bag Netflix succesen 

Bogen tager udgangspunkt i den yngste af de fire Bridgerton brødrene, Gregory, og er den sidste bog i serien om de otte Bridgerton søskende. Mange af de andre elskede karakterer fra familien Bridgerton optræder dog jævnligt. Den giver for eksempel et indblik i Anthony og Kates ægteskab, som netop var omdrejningspunkt for den seneste sæson af Bridgertonpå Netflix. Så hvis du, ligesom jeg selv, allerede har set hele sæson 2 og ikke har fået tilfredsstillet din hunger efter 1800-tals romance, og vigtigst af alt savner familien Bridgerton, kan denne bog klart anbefales!