Anmeldelse af Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig, genudgivet på Gyldendal d. 21. marts 2024.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
I genudgivelsen af Hans Scherfigs Den forsvundne fuldmægtig bevæger læseren sig gennem opklaringen af et særdeles underligt mysterium. To mænd er forsvundet ganske kort tid efter hinanden. Politiet undersøger de mystiske hændelser ved at dykke ned i mændenes privatliv, men det forbliver uklart, hvad der egentlig er sket. Et års tid efter forsvindingen sker der dog noget afgørende, der forandrer den ene mands liv for altid, og som de fleste af os ville ryste på hovedet af forbløffelse over.
Hele romanen igennem gøres brug af en alvidende fortæller, mens der zoomes ind på forskellige karakterer. Første del af romanen kredser primært om fru Amsted, der er gift med Teodor Amsted, som på mystisk vis forsvinder. Ud fra hendes udtalelser var deres samliv fortrinligt, der var ikke noget at sætte en finger på, de var uden tvivl lykkelige. Dog får læseren serveret tekststykker, der kan tyde på noget andet:
”Hun vidste alt om sin mand. Der var intet i hans liv eller i hans sjæl eller på hans legeme, som hun ikke havde fuldt kendskab til og kontrol med.”
Det stikker til noget absurd – i hvert fald i mig – at hun skulle kunne have kontrol med alt i mands liv, sjæl og legeme og samtidig være lykkelig sammen med ham. Det virker for mig lidt modsatrettet at skulle have fuld kontrol over sin ægtefælle og samtidig være lykkelig.
Når livet rammer
I anden del er en mystisk mand hjemvendt til Danmark for at slå sig ned på landet efter en årrække i Amerika. Folk på landet er ikke synderligt begejstrede for ham, men nu bor han jo til leje, og de tjener derfor lidt på ham, så han må jo gå an. Snakken går lystigt på landet, og efter et års tid bliver manden, der kalder sig Herbert Johnson, hentet af en politibil og kørt til København, hvor han først skal for retten og efterfølgende i fængsel. Den såkaldte Herbert Johnson hedder nemlig i virkeligheden Teodor Amsted, og han har gemt sig i et helt år, hvor alle har troet, at han var død – det kan derfor ikke være anderledes, end at han har dræbt den mand, der forsvandt på omkring samme tid som han selv. Denne anden mand hed Michael Mogensen og levede et kummerligt liv. Tilbage i livets forår havde de to mænd gået i skole sammen, men som tiden gik, drev de fra hinanden – dog beholdt de et mindre bekendtskab med hinanden, og penge vekslede hænder, hvilket er endnu et motiv for, at Teodor Amsted har slået Michael Mogensen ihjel.
Teodor Amsted kommer i fængsel, og han finder sig godt til rette. Han er faktisk både tilfreds og lykkelig. Han har brugt sit liv på at blive vartet op af først sin mor, så sin kone, og han har fulgt sin skole og efterfølgende den lige linje for avancement på hans arbejde i krigsministeriets 14. afdeling, hvor han på forsvindingstidspunktet var fuldmægtig. Han er hverken tilfreds eller utilfreds, han er bare til stede. Han tager ingen beslutninger om noget som helst i livet, det har han en kone og en chef til at gøre for sig, og han gør ikke noget, medmindre han bliver bedt om det:
”Det er ikke selvstændighed, han har lært i skolen og på universitetet.”
Roen i fængslet
I romanens tredje del skal Teodor Amsted løslades, og han frygter det, som de fleste frygter ved at komme ind i fængslet til at starte med. Han vil ikke ud i samfundet igen, fordi han passer perfekt ind i fængslets interne samfund. Det er det her, han er født til. Derfor er han nødt til at planlægge en forbrydelse, så han kan være der resten af sit liv og ikke skal bekymre sig om livet uden for murene. Han tænker og overvejer, og kommer så i tanke om at:
”I fængslets verden hører en morder til den højeste rangklasse. Det er næsten som en departementschef.”
Skæbnen har talt, og Teodor Amsted sætter sin operation i værk. Han gør sig sine forberedelser, som det forberedende menneske han er, og håber at han inden længe sidder i fængslet i den højeste rangklasse. Han er nu både lykkelig og tilfreds.
Scherfig formår på ironisk og humoristisk vis at gøre en spændingsroman latterværdig. Jeg har grint højlydt flere steder gennem min læsning, fordi han danner nogle fantastiske karikaturer af det vanemenneske, der gemmer sig i os alle sammen.
Leave a Reply