Litterær artikel om krigsmotivet i finsk litteratur.
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
I tidligere artikler har jeg, med udgangspunkt i Kalevala, Syv brødre og Mumitroldene, skrevet om fantastiske og komiske elementer i finsk litteratur. Men i denne uge har jeg valgt et mere alvorligt fokuspunkt i min undersøgelse: Krig og dens indflydelse på litteraturen.
Finland i krig
Hvis vi betragter Finlands historie, kan det konkluderes, at det er et land formet af krig. Først udkæmpede Sverige og Rusland utallige kampe om, hvem der skulle have herredømmet over det område, som Finland udgjorde. Som nævnt i denne føljetons første artikel spillede Ruslands endelige overtagelse i 1800-tallet en vigtig rolle i, at finnerne fik mulighed for at danne en nationalidentitet.
Men krigene sluttede ikke her: Da Rusland blev overtaget af bolsjevikkerne under 1. verdenskrig, opgav landets nye regering styret over Storfyrstendømmet Finland. Finland blev i stedet en selvstændig nation i december 1917. Dette skete blandt andet, fordi Lenin konstaterede, at der var mange kommunistiske tilhængere i Finland på det tidspunkt, hvorfor han forventede, at landet ville gennemgå sin egen revolution og siden tilslutte sig Sovjetunionen. En borgerkrig mellem de venstreorienterede kommunistiske “røde” og de højreorienterede “hvide” fandt da også sted i foråret 1918. Resultatet var dog det modsatte af, hvad Lenin havde forventet: De hvide var sejrende efter blot tre måneder. Krigens største tab skete faktisk under dens efterdønninger, på grund af de forfærdelige forhold i de fangelejre, hvor de kommunistiske tilhængere blev holdt indespærret længe efter krigens afslutning. Næsten 14.000 mennesker mistede livet her som følge af mangel på mad og udbruddet af den spanske syge.
Blot to årtier senere befandt Finland sig igen i en militær konflikt, denne gang med Sovjetunionen som invaderede Karelen for at beskytte Leningrad bedre mod angreb fra Den Finske Bugt. Denne konflikt bredte sig over to separate krige: Vinterkrigen som varede fra november 1939 til marts 1940 og Fortsættelseskrigen som varede fra juni 1941 til september 1944. Begge krige endte med territorietab for Finland.
Med så mange konflikter og blodsudgydelser inden for nationens dengang korte levetid var det uundgåeligt, at den finske kultur, herunder litteraturen, blev påvirket. Selv Tove Jansson beskrev hvordan Vinterkrigen var med til at inspirere de første romaner om Mumitroldene, der indtil da kun havde eksisteret som tegneseriestriber i aviser:
Jansson er et eksempel på en finsk forfatter, som tog den dystre udsigt til krig og brugte den som motivation til at skabe noget opmuntrende. Andre forfattere beskæftigede sig med krigstemaet på en langt mere biografisk og kritisk måde.
Soldaten kommer frem i lyset
Blandt disse var Väinö Linna, som skrev Den ukendte soldat (1954), der handler om et maskingeværskompagni under Fortsættelseskrigen. Heri optræder en broget flok finske mænd fra alle egne af nationen, og gennem romanen får vi indblik i alle mændenes tanker.
Det første man bør bemærke ved denne roman er dens titel. Linna var selv med i de fennorussiske krige under 2. verdenskrig. Han oplevede derfor på egen krop, hvilken effekt krig har på et menneske. Af samme grund forholdt han sig kritisk til skildringer af finske soldater som værende frygtløse og heltemodige, hvilket var den normale beskrivelse af soldater i propagandaromaner på denne tid. Disse viste ofte soldaterne som godhjertede, men tilsyneladende uden en eneste tanke i hovedet udover at ofre alt for fædrelandet. Derfor virkede de ikke oprigtige eller menneskelige. Linna ville netop skildre krigen som brutal, kaotisk og tragisk, og han ville vise den menneskelige side af soldaterne, som syntes at være glemt af historien og folket. Han gjorde dette ved at skildre en række forskellige personligheder i romanens maskingeværskompagni, og forskellene på disse kommer til syne både på og uden for slagmarken. I kompagniet findes der alt fra den dybt ængstelige soldat, der i et panikanfald ender med at løbe direkte ud i en kugleregn, til den sårede soldat, som i et øjebliks hovmod bestemmer sig for hellere at ville skyde sig selv frem for at lade sig tage til fange af russerne.
Linna lægger heller ikke skjul på krigens grusomheder. Flere gange i romanen oplever læseren, at en paragraf indledes fredeligt for at ende i et virvar af eksplosioner og sårede mennesker. Dette skaber en effekt af virkelig at være til stede midt i krigens kaos og at skulle være forberedt på at helvede kan bryde løs hvert sekund. Ligeledes bliver læseren ikke skånet for, præcis hvor gruopvækkende sådanne baghold kunne være. Eksempelvis i følgende scene, hvor karakteren Hietanen forsøger at redde en rekrut i sikkerhed, da en granat sprænger i nærheden:
Hietanen mister synet, men overlever denne episode, blot for at dø kort tid senere, da hans ambulance angribes af russiske soldater.
Ved slutningen af romanen er kun få af de soldater, som læseren har stiftet bekendtskab med, stadig i live. Det mest frygtelige ved disses dødsscener er, at læseren hele romanen igennem har adgang til tankerne hos de forskellige soldater via en alvidende fortæller. Derfor opleves en soldats sidste tanker, lige inden han dør. Efter soldatens død skifter fortællerens perspektiv fra indre til ydre, hvilket understreger dødens indtræffen.
Den ukendte soldat var ikke den eneste af Linnas romaner, som beskæftigede sig med krigen; tværtimod beskæftiger hans Finlandia-trilogi (1959-1962) sig faktisk med både Den finske borgerkrig og de to fennorussiske krige under 2. verdenskrig. Også disse forholder sig kritisk til krig, de forbrydelser der blev begået på begge sider af konflikterne, og hvilken betydning de store mennesketab har for den almindelige finne.
Krigens mange facetter
I senere finske romaner beskrives krigen dog anderledes: Hvor Linna forsøger at skabe en relation mellem sit persongalleri og læseren, bliver krigsskildringerne næsten kirurgiske i romaner som Antti Tuuris Vinterkrigen. Krigen fremstår i dette værk langt mere meningsløs og kynisk for de soldater, som kæmpede. Dette ses især ved slutningen af romanen, hvor soldaterne efter flere måneders kamp bliver hjemkaldt. Hovedpersonen Martti fortæller om, hvad der skete efterfølgende: De var alle overbeviste om, at de havde vundet, for de vidste ikke, hvad Fredstraktaten i Moskva præcist gik ud på. Da soldaterne senere fandt ud af, at den finske regering havde overgivet territorierne til Sovjetunionen trods de finske soldaters succes på slagmarken (russerne var ikke forberedt på den strenge vinter, der indfandt sig i 1939-1940 og forstod ikke terrænet på samme måde som de finske soldater, der derudover var gode skarpskytter) blev de bitre over, at deres indsats ikke blev værdsat.
Krigen er blevet diskuteret i finsk skønlitteratur på mange måder. Der findes propagandatekster som Nej, vi skal aldrig dø (1940) af Mika Waltari ligesom der er dybt kritiske værker som Linnas Den ukendte soldat og Veijo Meris Manilarebet (1963). Senere værker beskæftiger sig også med krigens konsekvenser såsom de 70.000 børn, som blev sendt til Skandinavien for at komme væk fra Fortsættelseskrigen.
Man ser dog en udvikling i skildringen af krig efterhånden som de forskellige krige, jeg her har berettet om, ligger længere og længere tilbage i fortiden. Dette skyldes formentlig, at de forfattere som var i live, mens krigen stod på, ikke længere er iblandt os. Linna var knap 19, da Vinterkrigen brød ud og kæmpede selv i Fortsættelseskrigen og kunne derfor basere sine tekster på egne indtryk, mens Tuuri eksempelvis blev født få uger efter Fortsættelseskrigens afslutning, hvilket muligvis har gjort det nemmere for ham at distancere sig fra dens begivenheder og beskrive dem relativt klinisk. Som tiden går, er historien dømt til at blive fortalt og fortolket af folk, som ikke har førstehåndsindtryk, men må basere deres holdning og fortællinger på andres nedskrivninger. Alt, vi kan håbe på er, at disse krige, som var med til at forme en ung nation, ikke ender med at blive en fodnote i historien.
Leave a Reply