Fortiden i bakspejlet og en seng at forsvinde i

Fortiden i bakspejlet og en seng at forsvinde i

Fortiden i bakspejlet og en seng at forsvinde i

Anmeldelse af  Kristin Vego: Sent på dagen, udgivet på Turbine d. 15. august 2024.

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Kristin Vego, der vandt BogForums Debutantpris i 2022 for novellesamlingen Se en sidste gang på alt smukt, debuterer nu med en mindst lige så sansende og stemningsfuld roman: Sent på dagen. En roman, der føles som et kammerspil i tusmørke og morgendis, hvor man kan lade sig opsluge af landlig idyl og usagte ord.

Jegfortælleren er Johanne, og fra hendes perspektiv fortælles både et nutids- og fortidsspor. Mellem de to spor er der sytten år. I fortidssporet følger vi Johanne, da hun har lejet sig ind på et værelse i et træhus på landet. I huset bor Mikael og Sofia, der ikke længere er sammen, og deres fælles datter, Maren. I nutidssporet bor Johanne stadig i huset, nu helt alene, og ser tilbage i tiden. Mikael er gået bort, og både Sofia og Maren er flyttet.

Stereotypen om den onde stedmor

Da Johanne bor i huset med de andre, begynder hun og Mikael langsomt, næsten umærkeligt, at glide ind i en romantisk relation med hinanden. Det stiller Johanne i en spøjs position, hvor hun og Mikael er kærester, samtidig med at de bor side om side med ekskonen, Sofia, og Maren, der ikke er hendes egen datter. Maren er ikke så gammel og ænser ikke de voksnes dynamikker, men Sofia optræder derimod som en person, der er let at tirre, og som fra tid til anden er udadreagerende i sine følelser. Johanne føler sig nogle gange malplaceret, klemt og som ‘den onde stedmor’ i den nye familiekonstellation. Samtidig har hun bare lyst til at hive Mikael med ind i soveværelset, hvor de kan forsvinde i søvn og begrave sig mellem dynerne sammen:

“Jeg klædte mig af, trak gardinerne for og lagde mig under dynen, teen blev kold på gulvet. “Du har en sky over dig,” sagde han. Jeg vidste at jeg var urimelig, at jeg ikke havde fortjent dette. Jeg ville græde. Hvorfor var han så venlig? “Må jeg lægge mig her sammen med dig?” Han lagde sig i sengen bag min ryg og holdt om mig, og jeg faldt i søvn næsten med det samme med hans hånd over min varme mave. Dagen efter kom blodet.”

Ømhed og landskabsidyl

Som det fremgår af ovenstående citat er Johanne og Mikaels relation meget omsorgsfuld og øm. Mikaels rolle som henholdsvis kæreste, eksmand og far i ét og samme hus forvaltes med nænsomhed og opmærksomhed, mens landskabet ligger omkring deres lille hjem som en pulserende og tåget aura. Og netop disse komplekse, relationelle roller og landskabets store åbenhed er med til at skabe spænding og ulmen i romanen. Blandt andet oplever Johanne flere gange at finde hjortekid, der sidder fast i hegnstråd, og landskabsbeskrivelserne er så sansende, at man nærmest glider ned i ét med dagens timer. Sent på dagen er en af den slags sansemættede læseoplevelser, hvor jeg mest af alt er efterladt tilbage med en stemning, der kan være svær at sætte ord på – men som dog trækker tråde til efterårets kølige luft, marker i solnedgang og søvn i øjnene.

Ét hus, et helt liv

Også i nutidssporet følger vi Johanne, blot i en sytten år ældre, og langt mere ensom, udgave. Hun sysler med hjemlige pligter og tænker tilbage på den tid, hun havde med Mikael:

“Hvor kom den tanke fra? Jeg troede jeg skulle blive gammel her. Jeg troede at Mikael og jeg skulle blive gamle sammen – han først, og så jeg. Maren plejede at lege med mine tomme parfumer da hun var lille […] Det er en evighed siden. En hel barndom og opvækst siden. Selv har jeg boet over en tredjedel af mit liv i dette hus.”

Vego er mesterlig i sin skildring af komplekse relationer, der nogle gange kan vokse af ingenting og pludselig tage fart – og af menneskers behov for andres værdsættelse, ømhed og omsorg. Derudover var de mange naturbeskrivelser med til at skabe en stemningsfuld ramme om hele fortællingen, der står tilbage hos mig som en roman, der nydes allerbedst om efteråret med en kop te og et tændt stearinlys.