Fra myte til menneske

By littunAdmin Litterære artikler

Fra myte til menneske

Fra myte til menneske

Litterær artikel om Karl Ove Knausgårds identifikation med Adolf Hitler i Min kamp bind 6

Af August Toftgaard Madsen

Fotograf: Robin Linderborg via commons.wikimedia.org

Karl Ove Knausgård udfører i Min kamp bind 6 en manøvre som kunne have sat ham i den litterære mørkekrog af forfattere vi ikke vil læse; han genfortæller historien om Adolf Hitler ved at sammenligne Hitlers ungdom med sin egen. Derved gør han Hitlers handlinger, længsler og værdier menneskelige.
Hvordan slipper Knausgård som anerkendt forfatter afsted med at føle med nazisternes lederskikkelse uden at blive afvist af læseren? En del af forklaringen har at gøre med Min kamps litterære form.

Knausgårds Min kamp består af seks bind på i alt 4.150 sider i Sara Kochs danske oversættelse, udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof. De første 3.200 sider handler om Knausgårds liv fra de tidligste barndomserindringer op til voksenlivets hverdag – derefter følger i bind 6 et 500 sider langt essay, ”Navnet og tallet”, om Adolf Hitlers Mein Kampf og nazismens sejrsgang i 1930’ernes Tyskland. De sidste 450 sider handler om livet i familien da konens bipolare lidelse bryder ud.

Inden for litteraturstudier skal man være varsom med at genrebestemme Min kamp. I den offentlige debat bliver romanen ofte omtalt som autofiktion. Da den franske forfatter Serge Doubrovsky i 1977 som den første udgav en roman under denne genrebetegnelse, dækkede begrebet over et værk hvori forfatteren indsætter sit selv i en ramme af fiktive begivenheder – et moderne eksempel på et sådant værk er tv-serien Klovn (2005-). I Min kamp oplever læseren ganske vist verden gennem Knausgårds selv, men romanen er mere fantasi-løs end fiktionaliseret, for Knausgård digter ingen historier, men henter dem blot fra hukommelsen. Det er en af forklaringerne på hvorfor han i perioder kunne skrive forbløffende ti sider om dagen. Rammen i Min kamp er ikke opdigtet; de personer der bliver nævnt, er virkelige personer der bortset fra få undtagelser optræder med deres rigtige navne, de steder de opholder sig, er virkelige steder, og de handlinger der udspiller sig, har fundet sted i virkeligheden. Hans Hauge, lektor emeritus ved Nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet, har med rette kaldt Min kamp for en litterær udgave af det norske slow-tv. Han henviser til NRK’s timelange, uklippede tv-transmissioner af Bergenbanens og Hurtigrutens ture gennem det norske landskab. Der sker ikke noget undervejs, det er gengivelse af virkelighed minut for minut. På lignende vis følger læserne Knausgård kronologisk fra hans tidligste minder og stedvis så detaljeret at øjeblikket ekspanderer, det vil sige; vi er længere tid om at læse om en begivenhed, end den tid, begivenheden i virkeligheden har varet. Et illustrativt eksempel er essayet ”Den brune hale”, udgivet i essay-samlingen Sjælens Amerika (2014), hvor han skriver 25 sider om at være akut skidetrængende i en elevator med et 5-årigt barn og tre bæreposer i hænderne – han kommer på wc længe inden vi får læst færdigt. Forklaringen er at Knausgård ikke bare skriver om det han oplever, men også om hvordan han oplever det, hvilke følelser der fylder ham i øjeblikket og hvilke selvrefleksioner følelserne vækker. Oplevelsen, følelsen og selvrefleksionen; det er en litterær figur der går igen overalt i Min kamp. Oplevelserne lever vi os ind i, og de sætter os i en stemning som vækker vores medfølelse. I selvrefleksionerne forstår vi ham. Sådan vinder Knausgård læserens følelser for sig gennem romanens bind 1-5. Det er en dyrebar autoritet som han kan skrive videre på efter romanens første 3.200 sider.

Mennesket Hitler og følelsernes konstans

Følelsesrelationen mellem læseren og Knausgård demonstrerer en tanke som Knausgård gør sig i ”Navnet og tallet”. Han forestiller sig at alle mennesker til alle tider har haft adgang til det samme repertoire af følelser og affekter; kærlighed og had, overbærenhed, mindreværd, skuffelse, skam og så videre. I forlængelse af en refleksion over voldens karakter i den bibelske fortælling om Kain og Abel skriver han:

”Der er ikke noget i mennesket der har forandret sig siden bibelsk tid, vi bliver født, vi elsker og hader, vi dør […] dér hænger solen og brænder, og det er den samme sol der brændte for Kain og Abel, Odysseus og Æneas […] At vi kun er det sidste led i en slægt der strækker sig tusindvis af generationer tilbage, og som vi føler det samme som, for det hjerte der slog i dem, slår i os, er ikke et perspektiv vi kan eller vil forstå, for deri udslettes det unikke, og vi bliver en følelsernes og handlingernes skueplads.”

Antagelsen om følelsernes konstans bliver Knausgårds afsæt til at leve sig ind i Hitlers tilværelse, for denne idé indebærer at Hitler ikke bar på følelser som er lukkede for os i dag. Tværtimod; ved at sætte os i hans sted kan vi genkalde Hitlers følelser i os selv, og det er hvad Knausgård forsøger med sin læsning af Mein Kampf – akkompagneret af enorme mængder af litteratur om Hitler og nazismen, ofte perspektiveret til kunst- og litteraturhistoriens store værker som Paul Celans digtning, James Joyce, da Vinci, Rembrandt, Shakespeare, Cervantes, Hamsun, Zweig og Witold Gombrowicz. Selvom typerne af affekter skulle være konstant, kan vi selvfølgelig ikke vide hvilke af dem der fyldte hos Hitler i de forskellige faser af hans liv. Men Hitlers historie vækker følelser og genklang i Knausgård selv. Hitler havde en brutal og voldelig far som hærgede sine sønner med prygl. Knausgård havde en brutal og voldelig far der lod sønnerne blive ofre for raseriudbrud i tide og utide. Hitler havde som ung en drøm om at blive kunstmaler. Knausgård havde som ung en drøm om at blive forfatter. Hitler flyttede adskillige gange i sine ungdomsår og havde ikke et egentligt tilhørsforhold til noget sted. Knausgårds familie var tilflyttere til Tromøya hvor han voksede op, og Knausgård føler intet tilhørsforhold til noget sted. Hitlers ungdom var præget af ensomhed og dét ikke at være en del af et fællesskab. Også den følelse kender Knausgård. Han skriver: ”Selv har jeg aldrig følt mig som en del af et vi; altid, helt fra jeg var lille, har jeg følt mig udenfor”. Rækken af sammenfald er lang. Til sidst kan Knausgård sammenfatte:

”Alt hvad han [Hitler] stod for, er vi imod, og med rette. Hitler er vores modbillede. Men det er med hensyn til hvad han gjorde, ikke med hensyn til hvem han var. I det var han som os. Hitlers ungdomstid ligner min, hans afstandsforelskelse, hans desperate ønske om at blive noget stort, for at hæve sig op fra sig selv, hans kærlighed til moren, hans had til faren, hans brug af kunsten som et jeg-udslettelsens og de store følelsers sted. Hans problemer med at knytte sig til andre mennesker, hans kvindeophøjelse og kvindeangst, hans kyskhed, hans renhedslængsel.”

Han afslutter:

”Men vigtigst af alt, han var manden der steg op fra bunkeren mens verden brændte og millioner af mennesker var døde, som et resultat af hans vilje, for at hilse på rækken af unge drenge, og som gjorde det med hænder der rystede af sygdom, og manden hos hvem der viste sig et glimt i øjet, noget venligt og muntert, hans sjæl.”

Inden Knausgård læste Mein Kampf, fremstod Hitler for ham som for andre som en myte om had. Om nutidens syn på Hitlers bog skriver han: ”Næsten al litteratur er bare tekst, men ikke Min kamp [Mein Kampf], den er mere end tekst. Den er et symbol på menneskelig ondskab”.

Efter at Knausgård har læst Mein Kampf med indlevelse og medfølelse, har han ændret perspektiv; myten Hitler er blevet til mennesket Hitler. Men dette er Knausgårds følelser og Knausgårds indlevelse, hvad med os der læser med? Før vi opdager det, bliver vi en del af et trekløver. Vi har i Min kamp bind 1-5 læst om Knausgård ligesom Knausgård i Mein Kampf har læst om Hitler, undervejs har vi følt med Knausgård ligesom Knausgård under sin læsning har følt med Hitler; adskillige steder har vi tænkt ”jeg er som ham”, så når Knausgård i ”Navnet og tallet” skriver ”jeg er som Hitler”, kan vi ikke støde tanken fra os som fremmed – sammendragelsen falder tilbage på os selv. Vi har altså for meget på spil til at kunne afvise Knausgård, selv når han insisterer på Hitlers menneskelighed.

Lad os slutte cirklen: Min kamps litterære form giver Knausgård mulighed for gennem bind 1-5 at skrive sig op til et mandat hvorfra han kan ophæve afstanden mellem læseren og nazisten gennem sig selv og sine følelser. Den afstand han ophæver, er fiktionens.

Havde romanen været gennemgribende fiktionaliseret, da havde alle handlinger og refleksioner været forskudt til en fjernere, fiktiv forståelsesramme. Fra den afstand som fiktionaliseringen skaber, kunne læseren forholde sig til romanen som en verden der ligger uden for læserens egen. Da havde passagen om Hitler været ufarlig. Nu rammer den i stedet som en fuldtræffer.

Må vi tale om Hitler?

Knausgård er ikke den eneste der i nyere tid har delt sit forsøg på at forstå Hitler med offentligheden. Til en pressekonference ved filmfestivalen i Cannes 2011 spurgte en journalist om Lars von Trier kunne uddybe sit forhold til Tyskland og nazistisk kunst. Journalisten fik mere igen end hun var ude efter. I et langt og mystisk svar fremstammede Trier ”I understand Hitler (…) I think I understand the man (…) I understand much about him”. Til venstre for Trier sad hovedrolleindehaveren i hans film Melancholia (2011), Kirsten Dunst, og hendes fysiske reaktion afspejlede følelsen som mange sad med. Først rystede hun på hovedet og tog Trier om skuldrene mens hun bad ham stoppe. Da han fortsætter, rykker hun til siden med blikket stift rettet mod publikum. Efter konferencen blev Trier bortvist fra festivalen. Han var ”persona non grata, with effect immediately”.

Anderledes gik det den polske digter Wislawa Szymborska da hun i 1986 fremskrev Hitlers menneskelighed i digtet ”Hitlers første fotografi”. Med udgangspunkt i et billede af Hitler som 1-årig handler digtet om det nuttede barns fremtid; hans hjerte slår så sødt, maven er fuld af mælk, han kan blive præst, tenor i Wien, gift med borgmesterens datter. Ti år senere blev Szymborska tildelt Nobelprisen i litteratur. Szymborska og Trier, hvad er forskellen? Szymborska var selv et offer for 2. verdenskrig, og hun undgik kun tvangsdeportation gennem sit arbejde ved den polske jernbane. Trier er etnisk dansker og oplevede ikke krigen selv. Szymborska skriver om Hitler forud for hans ugerninger, og det hun skriver, er generisk, det vil sige; barnet Hitler er uskyldigt som alle børn er uskyldige. Trier og Knausgård forholder sig begge personligt til den Hitler som er tynget af sin historie. Trier bar sig klodset ad, men ser vi kvalitativt på hans udsagn, ligner det Knausgårds. Når man vil tale om Hitlers menneskelighed, er måde, kontekst og forhistorie tydeligvis afgørende, og den som vover at gøre det, risikerer meget. Knausgård gør det, og han går langt. Jeg håber at læseren på nuværende tidspunkt undrer sig over hvad han får ud af det. Det er én af mange gode grunde til at læse Min kamp.

Referencer