Anmeldelse af Honoré de Balzac: Gamle Goriot, udgivet på Turbine Forlaget d. 22. februar 2022. Oversat fra fransk af Mette Olesen
Anmeldelse af Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
Gamle Goriot er en af, hvis ikke den mest berømte af de Balzacs bøger i hans La Comédie Humaine serie. Den fortæller historien om de besynderlige personer på et pensionat i Frankrig i 1819, og særligt den unge og naive jurastuderende Eugène de Rastignac. Bogen, som første gang udkom i 1835, er blevet nyoversat og udkommet som en del af Turbines populære klassikerserier.
Eugène de Rastignac flytter til Paris for at studere jura, men der går ikke lang tid, før bøgerne er det sidste, han er bekymret for. Han bliver hurtigt besat at Paris’ overklasse og beslutter sig for at blive en del af dette ekstravagante liv. Derfor beder han sine allerede økonomisk hårdt pressede mor og søstre om at låne ham penge, så han kan opdatere sin garderobe og tager ud til sin slægtning Madame de Beauséant, så hun kan lære ham, hvad han skal vide for at begå sig. Eugène finder hurtigt ud af, at måden at gøre dette på, er ved at indlede et forhold til velhavende, gifte kvinder. Derfor kaster han sin opmærksomhed mod Anastasia og sidenhen Delphine, som begge viser sig at være døtre af den besynderlige og tilsyneladende fattige Goriot, der bor på Eugénes pensionat.
En ny oversættelse
Turbines oversættelse af Gamle Goriot er ikke den første på dansk. Alligevel fortjener særligt oversættelsen at blive nævnt, for den er eminent. Som én, der selv har læst bogen før og ikke havde de højeste tanker om den, så var den en ren befrielse at dykke ned i Mette Olesens oversættelse af bogen. Det er svært præcis at forklare, hvorfor Olesens oversættelse gør det så godt, hvis man ikke har læst bogen på dansk før. Men selv for én, der aldrig har stiftet bekendtskab med Gamle Goriot på enten dansk eller fransk, så er det tydeligt, at Olesen får ordene til at flyde godt, så det bliver en behagelig læseoplevelse:
”Da han kom tilbage til Rue Neuve-Sainte-Geneviève, skyndte han sig op på sit værelse, gik ned igen for at give ti francs til kusken og trådte ind i den kvalmende spisestue, hvor han så de atten gæster sidde som dyr ved ædetruget og blive affodret. Han forfærdedes ved synet af disse fattige mennesker og hele rummets tilstand.”
En tung bog
Selv i Olesens flotte oversættelse, så er Gamle Goriot dog en tung bog. Den handler ikke kun om Eugènes besættelse af fransk overklasse og Delphine, den handler også om den underlige Goriot der måske, måske ikke har en masse penge og om Vautrin, der forsøger at overtale Eugène til at gifte sig med Victorine og ret hurtigt giver udtryk for, at han ikke har rent mel i posen. For slet ikke at nævne alle de andre personer på pensionatet, og som Eugène møder, imens han desperat forsøger at stige i de sociale grader. Persongalleriet og de mange handlingsforløb gør, at man skal holde tungen lige i munden, når man læser Gamle Goriot. Turbine skriver bag på bogen, at den i sin samtid blev kritiseret for at være pessimistisk, og det er bestemt ikke nogen munter bog, som man bliver i bedre humør af at læse. Ingen af personerne i bøgerne er gode mennesker. Tværtimod. Alligevel er der noget særligt ved værket, som gør, at den fortjener at blive læst.
En bog af sin tid
Gamle Goriot er først og fremmest et værk af sin tid. De sociale lag skinner igennem og går igen selv på pensionatet, hvor de rige bor øverst og de fattige nederst. Gamle Goriot, der har bevæget sig fra det øverste til det nederste – både i de sociale lag og helt fysisk på pensionatet – viser, hvor galt det kan gå. Ligesom Eugène, der bruger Delphine til at stige i de sociale grader og sin familie, for at få penge, så bruger Goriot Eugène, for at komme tættere på sine døtre. Alle udnytter alle på kryds og tværs i Balzacs ærlige, pessimistiske og humoristiske værk, som nu er kommet til sin ret med Turbines nye oversættelse.
Leave a Reply