Anmeldelse af Fine Gråbøl: Hundrede børn, udgivet på Gads Forlag d. 26. april 2024.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Fine Gråbøls nye roman, Hundrede børn, inviterer dig med i et lydligt, magisk og barnligt univers, som sparker røv på de helt store samfundstangenter. Befriende barnlig læsning!
Karl er andensopran i drengekoret. Han er elleve år og let at overse. ”Jeg havde aldrig kysset nogen, men jeg havde skrevet kærestebreve, mine fingre var klistrede, og jeg kunne spille klaver, men ikke svømme crawl,” siger Karl om sig selv. Sammen med sine venner går han på en sangskole, som, ifølge veninden Isa, er ”i gang med at gøre os til vores forældre”. På den ene side skal vennerne synge disciplineret og med forståelse for salmernes svære ord, på den anden side samles de på toilettet for at dele slik og lege S, P, eller K i frikvartererne. Børne- og voksenliv flyder sammen. Også i fysisk forstand – for drengenes stemmer truer med at gå i overgang og afskeden til drengekoret er dermed lige om hjørnet. Imens opstår et andet problem: skolen begynder at hælde. Borde og stole må låses fast til gulvet for ikke at glide, og eleverne skal møde op i skridsikre sko. Jeg kan ikke dy mig for at le, da jeg læser, hvordan de voksne håndterer de mystiske fænomener. Da skolen en dag indhylles i englestøv, bliver vennerne bare sat til at feje op:
”Et hvidt vejr af candyfloss badede indgangen til skolen, tykke og lette klumper af en blanding mellem vat og fjer, dun så porøse at så snart de landede på os, efterlod de sig intet andet spor end lang og sej klister. […] Og sådan tilbragte vi første time i starten af maj, med langsomt og besværligt at feje slimede masser fra himlen sammen i afgrænsede dynger foran skolens indgangsdøre […].”
Gradvist opstår et lydløst kor, og en stenbuk stopper skolebussen. Men mens de voksne håndterer magien på lavpraktisk vis, gør børnene sig klar til oprør. Et oprør, som de ikke er alene om. De står på skuldre af hundrede børn.
Gråbøl komponerer igen et fællesskab
Ligesom Gråbøls debutroman, Ungeenheden, spiller Hundrede børn i høj grad på det kollektive. Med sit poetiske sprog komponerer Gråbøl en verden, hvor grænserne mellem ’jeg’ og ’vi’ sløres. De fælles toner fra korsangen flyder med ud af musiklokalet og smelter sammen med virkeligheden. Det er altså ikke kun drengenes stemmer, som fletter sig ind i hinanden, det samme gør deres bevidsthed: ”Vi mærkede altid hinanden før vi mærkede os selv.” Fællesskabet bærer hovedrollen, og hvor er det befriende at læse Gråbøls billede af drengefællesskabet, som sårbart:
”Hüseyin og jeg havde derimod været venner siden børnehaven, det var et venskab vi ikke havde valgt, men som var groet sammen med os som ekstra hænder. Hallo, Kalle, kunne han råbe på vejen, og vi elskede hinanden.”
Et moderne eventyr
Jeg fristes til at kalde Hundrede børn et moderne eventyr. Et eventyr, fordi de magiske elementer uproblematisk fletter sig ind i sjetteklassernes hverdag. Og moderne, fordi Gråbøl ikke er bleg for at kaste sten efter nutidens samfund. Læseren bevidner blandt andet et undertrykt pigekor, skolens skråplan og generationsforventninger, som Karl ikke kan leve op til. Romanen stiller desuden spørgsmålstegn ved individets plads i fællesskabet. Som Karl selv udtrykker det:
”Vi var alle uundværlige, men nogle mere end andre.”
Hundrede børn er et eventyr om fællesskab, lydighed og oprør fortalt i et sprog, som med sine barnlige krumspring bringer mig tilbage til mine egne barnlige tanker. Gråbøl lader Karls lave stemme træde frem med sådan intimitet og ærlighed, at man som læser får lyst til at række ind og give ham et kram. Så please: fri mig for den individualistiske hovedperson og giv mig flere kollektive karakterer som Karl!
Leave a Reply