Anmeldelse af Lev Tolstoj: Kreutzersonaten, genudgivet på Gyldendal d. 30. maj 2024. Oversat til dansk af Marie Tetzlaff.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Det er en forårsaften i Tolstojs geniale roman, Kreutzersonaten. En gruppe fremmede mennesker sidder i en togkupé og diskuterer ægteskab og seksualmoral. Da diskussionen dør ud, falder to herrer i snak, den ene hedder Pozdnysjev og er lige blevet løsladt fra fængslet, mens den anden blot optræder som en lyttende karakter. Hvad den lyttende endnu ikke ved er, at fortællingen er lang, detaljeret og uhyggelig – den handler om, hvad Pozdnysjev gjorde, siden han blev sat i fængsel.
””Hovedsagen, det som folk som han ikke forstår,” sagde damen, ”det er at et ægteskab uden kærlighed ikke er et ægteskab, at det er kærligheden der gør ægteskabet helligt, og kun det ægteskab er sandt som er gjort helligt af kærlighed.”” Og diskussionen om kærlighed fortsætter: ””Men De taler hele tiden om den kødelige kærlighed. Anerkender De ikke en kærlighed der bygger på fælles idealer, åndeligt slægtskab?” sagde damen.”
Ovenstående citater danner et godt billede af den diskussion, der tager plads i romanens første kapitler, der foregår mellem en gruppe mænd og kvinder. Når jeg læser dem, forstår jeg godt, hvorfor romanen blev censureret af de russiske myndigheder, da den udkom første gang i 1889. I en tid, hvor ægteskab til dels stadig kan have handlet om at skabe alliancer, og hvor det er vigtigt at gifte sig opad, hvis muligt, skaber Tolstoj gennem sine karakterer et meget moderne ægteskabs- og kærlighedssyn, modsat:
””Ja, mine herrer, man må tæmme kvindekønnet, ellers er alt tabt.””
Et dybere lag
Diskussionen er en fin introduktion til emner som sex, jalousi og ægteskab, som romanen er bygget op om, og læseren ledes på den måde videre fra den større diskussion til fortællingen mellem den tidligere indsatte og den lyttende – altså grunden til at fortælleren har været i fængsel – hvor vi begynder langsomt og nænsomt:
””Hvis jeg skal fortælle, må jeg gøre det helt fra begyndelsen: Jeg må fortælle hvordan og hvorfor jeg giftede mig, og hvordan jeg var før mit giftermål. Jeg er godsejer og kandidat fra universitetet og var adelsmarskal.””
Vores fortæller ville gerne giftes af kærlighed, og da han endelig finder lykken, er alt godt. Det troede han i hvert fald. Men efter de har fået børn – nogle levende, andre døde – forsvinder kærligheden fra deres ægteskab. Tiden går sin gang, og fortællerens kone afholder en koncert, hvor hende og en kompagnon spiller musik, blandt andet Kreutzersonaten af Beethoven. Hun virker glad, hvorfor fortælleren også er glad:
””Jeg har aldrig set min kone som hun var den aften. Disse strålende øjne, denne strenghed og betydningsfuldhed i hendes udtryk mens hun spillede, og denne fuldstændige smelten hen, det svage, ynkelige og salige smil efter at de var færdige. Jeg så det alt sammen, men tilskrev det ikke nogen betydning ud over at hun oplevede det samme som jeg, at hun ligesom jeg fik åbnet for og ligesom kom i tanker om nogle nye, endnu ukendte følelser.””
Dette er tidspunktet, hvor jeg begynder at opfatte, hvad det hele for alvor handler om – jalousi! Fortælleren er åbenlyst jaloux på sin kone og hendes ’ven’. Han udtaler selv, at han aldrig har set sin kone med så strålende øjne og salige smil, ikke engang sammen med ham, og så skal han endda overvære det blandt alle disse mennesker til en koncert. Mage til frækhed skal man lede længe efter!
En skæbnesvanger handling
Vores fortæller er altså nu opslugt af en altfortærende jalousi, og han ved ikke, hvad han skal gøre. Samtidig er der grænser for, hvad han vil udsættes for, og da han en dag kommer hjem og finder de to sammen, slår det klik for ham. De prøver ihærdigt at bilde ham ind, at de blot er sammen, fordi de øver sig til deres næste koncert, men intet overbeviser ham.
””Og straks forsvandt min selvmedlidenhed, og en mærkelig følelse opstod – De vil nok ikke tro det – en følelse af glæde over at min pine nu ville ende, at jeg nu kunne straffe hende, kunne blive fri for hende, kunne slippe min vrede løs. Og jeg slap min vrede løs – jeg blev et vilddyr, et ondskabsfuldt og udspekuleret vilddyr.”” Og han uddyber: ””Når folk siger at de under anfald af vildskab ikke husker hvad de gør – så er det noget vrøvl, det passer ikke. Jeg huskede alt og holdt ikke et sekund op med at huske. Jo voldsommere jeg fyrede op under min vildskabs damp, jo klarere brændte min bevidstheds lys, så jeg ikke kunne undgå at se alt hvad jeg gjorde.””
Som følge af sin forfærdelige handling, skal vores fortæller nu i fængsel, og historien kommer til sin ende. Jeg sidder tilbage med en tom følelse i kroppen, der nok mest kommer af tanken om, hvor langt man egentlig vil gå for den, man elsker. Er der overhovedet grænser for det?
Et absolut mesterværk
Kreutzersonaten er en af de eneste bøger, jeg har læst i one sitting. Romanen fangede mig lige fra start til slut med sin diskussion om ægteskabs- og seksualmoral efterfulgt af den voldsomme fortælling om en ægtemand, der er opslugt af altfortærende jalousi og konsekvenserne ved dette. Tolstoj har sandt at sige en måde at skrive på, der får læseren til at falde ind i romanens handling, og jeg sad oprigtigt på sædet i toget ved siden af den lyttende og lyttede lige så opslugt til Pozdnysjevs rolige fortællerstemme.
Leave a Reply