Anbefaling af Ian McEwan: Nøddeskal udgivet på Gyldendal d. 11. maj 2017. På dansk ved Claus Bech.
Anmeldt af Imone Dahl
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Hvordan ser verden ud inde fra en livmor? Det giver Ian McEwan sit bud på i Nøddeskal. Her er fortælleren et foster, der er dybt intellektuel på grund af de mange podcasts, moderen lytter til, og som er en sand vinkender, der sagtens kan smage forskel på en god og dårlig drue gennem moderkagen. Men derudover er fostret også vidne til det mord, som moren og onklen planlægger mod fostrets far i bedste Hamlet-stil.
I Ian McEwans roman Nøddeskal bliver det normale perspektiv vendt fuldstændig på vrangen, fordi læseren får indblik i et fosters tanker om livet under moderens graviditet. Det er en sjov tanke fra Ian McEwans side, hvor han skaber en underliggørelse af hverdagsting. For eksempel prøver fostret at forklare farven blå, men den har kun hørt om farven som et fænomen, og ved egentlig ikke, hvad blå vil sige i sig selv: ”Blåt. Jeg har altid vidst, i hvert fald rent sprogligt, altid været i stand til at slutte mig til, hvad der er blåt – havet, himlen, lapis, lazuli, ensian – men det var kun abstraktioner. Nu har jeg det til sidst, jeg ejer det, og det besidder mig.”
Fostret har derfor mange velartikulerede tanker om verden, og hvad dens begreber vil sige, men da fostret jo netop ikke har oplevet verden endnu, opstår der dermed en konstant underliggørelse over for normalen. En underliggørelse, der har stor underholdningsværdi for læseren.
Den ufødte Hamlet
Fostret er ikke ved at blive født ind i en kernefamilie, men er i stedet vidne til et familiedrama i bedste Hamlet-stil. Fosterets mor Trudy har nemlig en affære med sin mands bror Claude, og sammen planlægger de at slå faderen John ihjel. Fostret er derfor også fanget i et komplot mod sin egen far, hvor det kun er en livmor, der adskiller fostret fra at være en medsammensvoren til dette kommende mord:
Fostret har mange etiske dilemmaer, da det elsker sin morderiske mor, men som samtidig fordømmer forbrydelsen, hende og Claude er ved at begå, fordi det ønsker at forældrene skal være sammen. Derfor hader det også sin onkel, som ødelægger familien. Udover trekantsdramaet mellem Trudy, John og onkel Claude, formår Ian McEwan også at lægge små hints ind i sin roman, der påpeger Nøddeskals forbindelse til Shakespeares klassiker. Kan man sin Hamlet, kan man dermed nyde genkendelsen af, at mordvåbenet i Hamlet – gift i øret – også sniger sig ind i Nøddeskal, idet fostrets onkel påpeger, at det var denne metode, de skulle have brugt til at slå John ihjel:
Kropsironi
Udover de mange sjove hentydninger til Hamlet, er der er mange gode grunde til at læse Nøddeskal. McEwan har også tilføjet meget kropsorienteret humor i sin roman. For eksempel beskriver fostret sit had mod Claude og Trudy’s seksuelle forhold:
Udover fostrets peniskomplekser beskriver den også, hvordan pladsen bliver mere og mere trang inde i livmoderen, jo mere det vokser. Disse små humoristiske udtalelser blandet med velartikulerede, etiske dilemmaer gør, at romanen er sjov, men også har intellektuel substans. McEwan formår dermed at tilfredsstille den intellektuelle læser, der elsker små Hamlet-referencer, men også at skabe denne ironiske underliggørelse af fænomener som farven blå, og hvordan det er at være foster med benene presset hårdt mod brystet, mens hovedet er trykket mod fødegangen.
Leave a Reply