Anmeldelse af Jack Kerouac: Big Sur, oversat af Brian Dan Christensen, udgivet på Turbine d. 30. november 2021
Anmeldelse af: Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
Der er sikkert mange, som har stiftet bekendtskab med den berømte Jack Kerouac, der var et vigtigt, hvis ikke dét vigtigste, medlem af 1950’ernes beatgenerationen i USA. Han er måske mest kendt for sin semi-autobiografiske roman Vejene, som Big Sur er en form for efterfølger til. Her er Jack Kerouacs alter ego Jack Duluoz ved at blive vanvittig efter succesen med bogen Vejene og den konstante opmærksomhed fra journalister og fans.
I Big Sur er Jack Duluoz ved at drikke sig ihjel. Han vågner stort set hver morgen i en brandert på gulvet i en ny lejlighed. Men en dag beslutter han sig for at tage imod tilbuddet om at flytte ud i vennen Lorenzo Monsantos hytte i Big Sur i Californien – langt fra den larmende by fyldt med mennesker, alkohol og berømmelse. Livet i Big Sur kunne ikke være mere anderledes end det han kommer fra. Men Jack har ikke været længe i hytten, før han bliver draget mod byen igen. Som et monster, han kan ikke undslippe, truer byen og alle dens mennesker med at sluge ham råt.
En vemodig historie
Big Sur er fyldt med mennesker og bipersoner, som følger Jack på hans rejser rundt i byen og senere tilbage til hytten. Det kan til tider være svært at finde rundt i, hvem der er hvem – men på mange måder er det faktisk heller ikke så vigtigt. For selvom Big Sur er en roman med fart på, hvor Jack synes hele tiden at være i bevægelse eller på vej et sted hen (enten fysisk eller i tankerne), så er det ikke handlingen i romanen, der er det vigtigste. Der er derimod Jacks forfald. For der er ingen tvivl om, at noget er helt galt med Jack. Det anerkender han også selv flere gange i romanen. Han beskriver de små tegn på, at noget ikke er, som det skal være, for eksempeldel da han tror, han pludselig ser en UFO midt i byen. Og i takt med at handlingen skrider frem, bliver Jacks kamp mod sine indre dæmoner mere tydelig og dermed også uundgåelig. Det er på mange måder ubehageligt at være vidne – eller rettere: læser – til, at Jack desperat forsøger at drikke sine problemer væk samtidig med, at de kun vokser og vokser omkring ham. Det er både vemodigt og nervepirrende at følge med i, at Jacks tanker om sig selv og virkeligheden bliver mere og mere usammenhængende. Indtil han ikke længere ved, om det er ham selv, der er blevet sindssyg – eller om det er alle andre omkring ham?
En klassiker
Det er første gang, at Big Sur er blevet oversat til dansk, og det kan virke uforstående, når Vejene er sådan en unægtelig klassiker, at den har været på Time Magazines liste over bedste engelsksprogede litterære værker. Men når man læser Big Sur, så forstår man det måske alligevel godt. Ikke fordi den ikke er smukt skrevet; Jack Kerouacs unikke skrivestil er hypnotiserende og skinner tydeligt igennem i Brian Dan Christensens flotte oversættelse. Bogen fanger én. Men den gør det på en næsten ubehagelig måde, hvor det man læser efter ikke er, om Jack bliver okay igen – men hvornår han bliver så vanvittig, at der sker noget forfærdeligt. Jo længere ind i historien man kommer, jo tydeligere bliver det, at der ikke kan være nogen tilnærmelsesvis ’lykkelig’ slutning på Jacks rejse. Alligevel er Big Sur en klassiker. Eller burde i hvert fald være det. Man skal ikke læse den, hvis man vil have noget let eller hyggeligt at læse. Man skal læse den, fordi den hjemsøger én på den bedste måde. Og det skal litteratur også nogle gange.
Leave a Reply