Anmeldelse af Zadie Smith: Bedrageren, udgivet på Politikens Forlag d. 4. januar 2024. Oversat fra engelsk af Zakiya Ajmi.
Anmeldt af Andrea Kløvgård
Foto: Andrea Kløvgård
Bedrageren er en historisk roman, der tager udgangspunkt i England i slutningen af 1800-tallet. Det er mændenes verdenssyn, der dominerer i alt lige fra politik til privatliv. Men i Bedrageren er det enken Eliza, der kommer til orde. Den engelske befolkning, inklusiv Eliza, er optaget af en offentlig retssag om en forsvundet forretningsmand.
I romanen følger vi enken Eliza, der bor med sin fætter, William. William er forfatter, og derigennem deltager Eliza i diverse forfatterarrangementer, møder spændende mennesker og diskuterer politik. Udenom hendes privatliv, ulmer uroen i England, der centreres omkring Tichborne-sagen. En sag, der får de fleste (inklusiv læseren) til at spørge sig selv om hvordan man ved, hvad der er sandt og hvad der er snyd og bedrag?
Retssagen, der ryster
Tichborne-sagen interesserer hele England, og rygterne breder sig med lynets hast. Sagen omhandler, hvorvidt Tirchborne er den han udgiver sig for at være, efter at være forsvundet i et skibsforlig. Der er selvfølgelig mange penge på spil og det går ikke stille for sig, mens retssagen bliver afholdt:
”Denne gang mødte folk forberedt op: De havde tepotter og kræmmerhuse med kastanjer til at akkompagnere underholdningen og grinede og klappede af krydsforhørene, præcis som til varieteen. Særligt prominente gæster – som ikke på anstændig vis kunne placeres i denne forsamling – blev forsynet med stole og inviteret til at sidde ved siden af selveste dommeren.”
Retssagen bliver opfattet og overværet som var det et realityshow. Sladderhistorierne er på fuld udblæs, der bliver kæmpet om retfærdighed og penge. Det er den gode og spændende historie, der samler folket. Man glemmer næsten, at det ikke omhandler en nutidig retssag, men derimod en historisk retssag fra slutningen af 1800-tallet. Afsnittene, der omhandler retssagen, er spændende at læse, mens andre kapitler til tider virker overflødige. Kapitlerne er på ingen måde ens, og der bliver hoppet en del i tid og sted. Det skaber et godt læse-flow, hvor man prøver at stykke kapitlernes betydning sammen, men samtidig kræver det også, at man holder tungen lige i munden undervejs.
Kvindernes stille kamp
Romanen fungerer bedst, når Elizas fortælling som intellektuel kvinde i en mandsdomineret verden bliver udfoldet. Det er spændende at følge en forholdsvis moderne kvinde i slutningen af 1800-tallet – det er et perspektiv, der i den grad er skrevet ud af historien. Eliza havde selv et ønske om at skrive, men måtte overlade det til sin fætter og Charles Dickens (ja, han optræder også som karakter i romanen). På trods af, at hun tænker som en moderne kvinde, er hun stadig underlagt samfundets strukturerer, der ikke gør det muligt for hende at bo selv, eller skabe sin egen forfatterkarriere:
”Alle hendes tanker var foruroligende. De opstod i det tomrum, hvor et navn burde være. Og i det selvsamme tomrum, slingrende op for at møde hende: friheden. Tanken om, at hun kunne bo et sted, hun selv havde valgt! I sine egne værelser, betalt med hendes egne penge. Det var svimlende.”
Friheden fylder meget i romanen, da det ikke er alle, der har adgang til den. Den undersøgelse af friheden er noget, Smith førhen har været optaget af. Hun er er en stor forfatterstemme i England, hvor hun især er kendt og anerkendt for sine essays, Med den storslåede historiske roman, Bedrageren, sættes der andre krav til forfatteren, når det gælder begivenheder, karakterer og historie. Smith formår at skabe det historiske univers, men nogle begivenheder og fortællinger var mere fangende at læse end andre.
Leave a Reply