Anmeldelse af Michael Köhlmeier: Pigen med fingerbøllet udgivet på Bechs Forlag d. 1. april 2019, oversat af Ulla Søgaard
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Det er en skræmmende tanke, at der går børn rundt i verden uden et fast tag over hovedet eller forældre der passer på dem. Man tænker, at det ikke burde være muligt, men i Michael Köhnmeiers Pigen med fingerbøllet, er det netop det handlingen er centreret om – en lille pige uden et hjem eller en familie.
I begyndelsen af historien er der en voksen til stede i pigen liv. Hun kalder ham for onkel, men det er uvist, om de er i familie, og han tager sig heller ikke af hende, men sender hende i stedet hen til en butik. ’Onklen’ har fortalt hende, at manden i butikken vil give hende mad, så længe hun ikke siger et ord, og hvis nogen nævner ordet ’politi’, skal hun skrige så højt og så længe, hendes lunger tillader. Pigen får en hverdag, hvor hun kommer i butikken om morgenen og får mad, hvorefter hun tilbringer hele dagen i butikkens baglokale. Manden i butikken og en fiskehandler begynder så småt at holde af pigen og giver hende en frakke, hue og vanter, da vinteren står for døren. ’Onklen’ henter hende ved et kryds tæt på butikken hver aften, men pludselig en dag dukker han ikke op, og den lille pige er derfor efterladt til sig selv. Hun bliver dog hverken ked af det eller bange. I stedet tænker hun rationelt og tilbringer natten i en skraldespand, og det bliver tydeligt for læseren, at denne lille pige på seks år har prøvet at blive efterladt mange gange før, og uheldigvis fortsætter det igennem hele bogen.
Familie uden det samme sprog.
Den lille pige kommer efterfølgende på et børnehjem, hvor hun hurtigt bliver en plejerskes kæledægge. Plejersken giver pigen det bedste tøj og tager sig godt af hende. Pigen er dog ikke længe på børnehjemmet, da to drenge ved navn Arian og Schamhan, spørger hende, om hun vil flygte sammen med dem, hvilket hun nikker ja til. De tre børn flygter derfor ud i natten, men der er mange forhindringer på deres vej, da de for det første ikke alle taler det samme sprog. Arian taler ét sprog, og den lille pige, der langt om længe har fået et navn, Yiza, forstår et andet, men heldigvis forstår og taler Schamhan, som er den ældste på 14 år, dem begge, så han fungerer som lederen og forklarer dem på skift, hvad planen er, og hvad de skal gøre. Denne umage trekløver fungerer supergodt for fortællingen, da de beviser, at man ikke behøver at tale samme sprog for at holde af og passe på hinanden, og igen ser det ud som om, at den lille pige har fået en ny familie.
Trekløveren bliver dog fanget af politiet, og de opløses, således at det kun er Arian og Yiza tilbage. Men udfordringerne bliver ved med at komme, og den lille pige bliver så syg, at Arian må efterlade hende i et drivhus for at tigge efter aspirin, og da han kommer tilbage, er der en ældre kvinde, som har fundet den lille pige, taget hende med sig, og givet hende pleje, så hun kunne blive rask. Arian kommer efterfølgende og henter den lille pige, og dermed fortsætter deres rejse.
Igennem hele fortællingen er den lille pige igennem fem ’familier/hjem’, nogle bedre end andre, men hun har en tendens til at vælge de mere usikre ’familier/hjem’, da hun vælger trekløveren frem for børnehjemmet og senere Arian frem for den ældre kvinde. Bogen giver et uhyggeligt indblik i hvordan en barndom også kan være – at leve på gaden, ingen forstår dit sprog, og du har til dels glemt hvem du var, da dine omgivelser hele tiden former en ny udgave af dig.
Leave a Reply